Måske så I også Borgen i søndags? Man ser altid til sidst en teaser fra næste afsnit, og i teaseren i søndags, så man Kasper råbe højt og være virkelig vred. Pigerne og jeg sad sammen i sofaen og kom derfor til at tale om vrede.
Jeg sagde til dem, at for mig at se er det bedre at råbe højt, end at holde sin vrede inde. Fordi den vil ligge og syde og boble og komme ud som spydigheder og ubehagelige kommentarer i lang tid efter. Indestængt ulmende vrede er for mig at se værre end vulkanudbruddet.
Men det er jo altså heller ikke optimalt i længden, bare at give los og lade lava og sten vælte ud under et raserianfald. Fordi det får absolut ikke det bedste frem i vores omgivelser, og det er synd for dem. Og fordi forskning viser, at når giver efter for vreden, så er der større risiko for endnu et udbrud, når vi igen bliver udfordret følelsesmæssigt.
Så jeg sagde til Hannah og Rebekka, at det bedste derfor måtte være at gøre noget helt andet, når man kunne mærke, at vreden var på vej. Først og fremmest trække vejret dybt og roligt. Mærke sit åndedræt, for åndedrættet er så nært knyttet til følelserne, at vi kan ændre følelserne ved at ændre vejrtrækningen.
Og så tage sig af sin vrede. Ligesom vi tager os af et barn, der er ked af det og frustreret. Ikke bebrejde, skælde ud, give ret, men bare rumme det.
”Okay” sagde Hannah: ”Så det handler om at acceptere vreden.” Jep, lige præcis kloge barn – acceptér vreden i stedet for at kæmpe imod den. For så bliver den rent faktisk mindre.
P.S. Se en fin himmel forleden morgen. Det må være rart at være fugl og sidde der og se så meget fra oven.
2 kommentarer
Sikke en klog datter og kloge ord fra moderen ligeså.
Jeg nyder, at læse med på din blog og har for nyligt fundet stor ro i dine indlæg om temperament. Især det lille hint om ikke, at kigge direkte på barnet under et vulkanudbrud, for det er bestemt en lille vulkan vi har herhjemme ligenu.
Kære Helle,
Hvor er jeg glad for dine gavmilde ord. Tusind tak for dem – det er virkelig dejligt at vide, at mine indlæg kan bruges.
Rigtig god aften – kærligst fra Louise