VORES HOVEDPINE

Mikkel har haft ondt i hovedet her til aften. Der har været for meget om hans ører, og det kan jo godt give ondt i hovedet. Da jeg satte mig ned for lidt siden, smertede det pludselig også i mit kranie, og det fik mig til at tænke på Mikkels smerter: “Skat – skal jeg komme med et glas vand med en Treo i?”. Det spurgte jeg først om nu, flere timer efter han nævnte, han havde ondt. Først da jeg mærkede hovedpinen hos mig selv, blev jeg opmærksom på hans.

Hvorfor er det lige, jeg skriver det her? Du spørger måske, hvorfor det på nogen måde har noget som helst med børn at gøre – udover at de kan give os hovedpine nogen gange!

Al hovedpineriet fik mig til at tænke på, at jo flere erfaringer vi mennesker har, jo mere rummelige og forstående bliver vi. Empati kræver, at man kan leve sig ind i et andet menneskes smerte – og det forudsætter ofte, at man har oplevet en smerte selv. Jeg er så tilpas selvoptaget, at det først er i det øjeblik, jeg mærker en dunken i hovedet, at jeg bliver rigtig opmærksom på, at det nu nok ikke er så rart for Mikkel med den der hovedpine – og “Skat, skal jeg komme med en Treo?” bliver de næste ord. (Dog så sent på den, at han svarede, at han faktisk ikke havde ondt længere!)

Denne adfærd hos en fuldvoksen kvinde gør det lettere at forstå, hvordan barnet fx kan finde på:

• at tæve løs på sin lillesøster, og ikke stoppe, selvom der bliver sagt av
• at træde på sneglen, så den splatter ud
• flå kviste af træerne, så det ligner en anden massakre

Den der empati er ikke særlig veludviklet endnu, for børn har bare ikke haft særligt mange erfaringer i deres lille barneliv. Den stikker snuden frem indimellem, den kære empati, for vi mennesker er skabt til at kunne sætte os i hinandens sted, så vi ikke gør hinanden ondt. Men den er ingen konstant faktor, som styrer hele barnets adfærd – det er den jo ikke engang hos os voksne.

Så budskabet er, at vi skal forsøge at undgå at bebrejde vores unger for alt det umulige, de kan finde på – de kan ikke lade være, simpelthen fordi de ikke har levet så længe. Vi skal prøve at være et fyrtårn, der viser dem vej.

• Løfter deres hånd blidt, mens vi siger ‘ae ae’ på lillebrors hår
• viser dem sneglens sjove følehorn, så de får lyst til ikke at slå ihjel
• beundrer træets smukke blade, så de ikke har lyst til at rive kvistene af.