Jeg har citeret hende før – fordi hun bare er så klog og så god til at sige tingene, som man ikke er i tvivl om, hvad hun mener. Lise Egholm – netop pensioneret skoleleder, lærer og mor til 4. Lad os lytte og lære:
“Når jeg ordner have, observerer jeg mine nabobørn på to og fem. De vil gerne ses og høres. Kunsten er at lade være med at høre og se hver eneste ting, de gør. Når drengen puster sæbebobler, skal faren se hver eneste sæbeboble. – Han skal lære, at det er sjovt at puste sæbebobler, uden at faren kigger på. Slip jeres børn, lær dem at lege selv. Voksne skal ikke lege med børn hele tiden. De skal være katalysatorer. Gribe ind, hvis de gør noget forkert, eller legen er dårlig, aflede og give ideer, hvis det hele går i tomgang.
Som skolelærer er det umuligt at stå og juble over 25 børn hver gang, de trækker en streg. Ved overdreven opmærksomhed på sine børn indbygger man en skuffelse hos dem, for der er ingen, der kan leve op til al den fokus.
Det er virkeligheden det, al opdragelse handler om: At slippe børnene og gøre dem til selvstændige unge mennesker, som selv kan klare sig i deres eget liv. Det kræver lidt mod at kunne slippe mere og mere og lade navlestrengen blive længere og længere.“
Ordene går godt i spænd med noget af det, jeg vil sige på tirsdag d. 21. maj. Der skal jeg nemlig i Ibens på Radio24Syv sammen med forfatterne Katrine Marie Guldager og Mette Glarggard og tale om dominerende forældre – i hver sin ende af skalaen. Forældregenerationen i 60-70′erne og så generationen i dag. Emnet er spændende, og jeg glæder mig. Det er fra kl. 12.07 – 14.00.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
2 kommentarer
Helt enig. Jeg håber, du kommer til at uddybe det i Radio24Syv, for jeg synes, mine børn på 3 1/2 og 5 år kræver den slags opmærksomhed rigtig meget. Jeg prøver løbende at henlede deres fokus på deres egen oplevelse, fx “Se mor, jeg rutcher!” Mig: “Det ser sjovt ud. Kilder det i maven?”, i stedet for at sige, de er dygtige el. lign. Dette ændrer dog ikke på, at jeg skal kigge, skubbe, være med, SE dem. Jeg synes, det er lidt trættende, så hvad gør man så?
Måske skyldes det lange dage på arbejdet – at samværet og nærværet bliver på den måde. Måske skyldes det lidt søskendekonkurrence. I hvert fald ville det være interessant at høre, hvordan du ser på det med “at slippe børnene” uden at det bliver en afvisning på den dårlige måde.
Tak i øvrigt for en fin blog.
Kære Liv,
Tak for dine ord. For mig at se gør du det helt rigtige – du skal blot også handle på din fornemmelse… Det er helt okay at sige til sit barn i et ikke-bebrejdende tonefald: “Skønt du har det sjovt, men jeg gider ikke se mere!” Hvis vi er fyldt op af den følelse, kan de alligevel mærke, at vores ‘begejstrede ord’ er hule, og det ruster dem meget dårligt til en verden, hvor de færreste vil juble begejstret, hver gang de slår en prut:-) Jeg har arbejdet som bh.kl.leder, og det var tydeligt, at nogen børn slet ikke var vant til ikke at være centrum for enhver aktivitet, og det gjorde dem så skuffede. Jeg mener, det er vores ansvar at lære dem det.
Men hvis vi høre os selv sige ‘jeg gider ikke…’ hele tiden, må vi selvfølgelig gøre noget ved det og forsøge at tilrettelægge hverdagen, så vi får mere overskud. For naturligvis har ungerne også brug for at blive set og bekræftet en hel masse. Bare ikke hele tiden.
En konstant kalden på os kan også skyldes, at vores børn ikke er fyldt op af vores kærlighed – fordi vi har været længe fra hinanden, fraværende osv. Her kan det være en idé at få dem hen til os, fx på legepladsen, og så bare give en kæmpe-krammer og nogle kærlige ord. Det vil også tit gøre, at de nu er fyldt op og selv giver slip på os en tid.
Håber ordene giver mening. Kærligst fra Louise