VÆLG DINE ORD MED OMHU

Da jeg forleden skrev om, at jeg vil øve mig på ikke så tit at sige til mine børn, når de gør noget forkert, kom der nogle rigtig spændende kommentarer fra 3 gæve kvinder.

Louise (fra den dejlige blog Louises lakridser med alt fra skøn madinspiration, smukke blomster og tips til udlandsdanskere) skrev:

“Men må vi ikke stadig påpege, når noget er forkert? Det er måske, som Diana pointerer, noget med attituden!?“

Godt spørgsmål. For mig at se er en af grundene til, at vi mennesker er sammen, at vi kan berige hinanden, så vi bliver bedre til at leve. Leve et liv hvor vi udfolder vores indre ressourcer til glæde for omverden og dermed for os selv, fordi vi inderst inde er forbundet med livet omkring os. Jeg tror, at hvert eneste menneske, vi er sammen med, har vi altid noget enten at lære eller at lære af. Og om vi giver eller får er forskelligt fra situation til situation, fordi vi hver især har forskellige styrker og udfordringer.

Vores børn har ikke fået så mange erfaringer i dette liv som os selv, så rigtig mange gange er det os, der skal hjælpe og lære dem noget. Men for at den læreproces virker efter hensigten – at de rent faktisk lærer det, vi forsøger at give dem, er der mange faktorer, der skal være opfyldt. De og vi skal have fysisk, følelsesmæssigt og mentalt overskud og være rettet mod det, der skal læres. Det er derfor, det tager så lang tid at lære mange helt banale ting, som vi oplever at gentage i det uendelige. Fordi læreprocesser er krævende.

Rigtig meget går heldigvis af sig selv. Bare ved at vi er en familie, der går op og ned af hinanden i hverdagen. Hvor børnene ser, hvad vi gør. Men nogle ting skal også forklares, ligesom man indimellem må læse en manual, selvom den er ret kedelig.

Så jo, Louise – jeg synes, vi skal påpege, når vores børn gør noget forkert. Eller endnu bedre – og langt mere effektivt – vi skal fortælle dem, hvad de skal gøre i stedet. Men netop vores attitude er så vigtig. For der er en verden til forskel, om jeg fraværende, småirriteret og bebrejdende siger: “Ej, gider I ikke godt at huske at tørre af efter jer, så køkkenbordet ikke er så vådt” eller om jeg nærværende finder det rette tidspunkt at forklare, hvorfor det rent faktisk er vigtigt at bruge karkluden.

Vi skal nemlig huske, at jo flere ord vi bruger, der bliver sagt i et toneleje, ingen egentlig kan holde ud i længden, og som handler om nogle ret så kedelige ting som karklude, jo mere lukker børnene deres ører for vores ord.

Så ordene skal vælges med omhu. Det tror jeg bare er en virkelighed, vi må vænne os til. (Hvilket nok er særligt svært for os kvinder, der gerne bruger så ufatteligt mange ord.) Men så er det jo godt, vi har en hverdag at øve os i.