TUREN TIL POSTHUSET

Jeg var på posthuset i går. For at hente en pakke til min skønne 8. klasse, der skal lære grammatik på en sjov måde. (Gennem metoden ‘Sprog i Bevægelse‘, hvor der også er guf at hente til lektielæsningen derhjemme eller med de skønne lejre, Merete arrangerer for børn, der har brug for at træne dansk og matematik på en virkelig sjov måde.)

Jeg havde blot taget ‘pakkesedlen’ fra posthuset og mit dankort med i lommen. Men jeg fik læst og påskrevet af damen ved skranken, at man skal huske legitimation, gerne sit sygesikringskort, for at få pakken udleveret. Hun sagde bl.a. et i bestemt og en anelse bebrejdende tonefald:

“Nu går det denne ene gang. Men du skal huske det en anden gang. Og så læs på sedlen, du modtager fra os.“

Selvom jeg ikke synes, det er hensigtsmæssigt at tale ned til folk, så forstår jeg godt hendes behov for at hævde sig, for at vise at hun har styr på tingene, og det er da også træls med umulige kunder, der ikke opfylder de mest enkle krav. Så derfor bliver jeg ikke irriteret over hendes skrappe og uvenlige facon.

Ét er, at jeg ikke bliver irriteret, et andet er, at det da klart er at foretrække at blive mødt med smil, venlighed og uden bebrejdelser. Og jeg tror ikke, at jeg ville få sværere ved at huske legitimation en anden gang. Formentlig er sandsynligheden for, at jeg husker det større, fordi man får lyst til at gengælde godt med godt, og irritabel bebrejdelse med trods og ligegyldighed.

Da jeg gik hjem med pakken i hånden, fik det mig til at tænke på en ting. Vores børn udsættes dagligt, ofte mange gange i timen, for den slags bestemte irettesættelser. De er indimellem nødvendige, ja. Men jeg tror, at vi alle – forældre, pædagoger som lærere – ofte misbruger vores magt som voksne, og lige griber chancen for at hævde os på et andet menneskes bekostning. Fordi det er muligt, og fordi vi mangler overskud, er irriteret over noget, barnet engang gjorde osv.

Men det vækker noget i negativt i barnet. Det skal det gøre. For vi mennesker er så autonome indrettede – vi kræver plads til udfoldelse og ‘learning by doing’ igen og igen og ikke ‘læring gennem bebrejdelse’. Hvis det er bebrejdelserne, barnet oftest møder, vækker det enten trods eller resignation. Og ingen af de to følelser er de smarteste, hvis vi bund og grund ønsker børn, der vokser op med selvværd og lyst til at engagere sig.

Tit har vi det bare ligesom ekspedienten på posthuset, men det er heldigvis så godt, så godt at ordet ‘undskyld’ er opfundet. Så barnet ved, at irettesættelserne og bebrejdelserne ikke skyldes barnets umulighed, men vores træthed.