TRAPPEN

Ordene i dag er ikke mine. Und dig selv at læse dem, selvom der er en del. De er fuldstændig fantastiske, og jeg vil lade dem tale for sig selv. De er skrevet af den geniale pædagog franske Celestin Freinet, der levede fra 1896-1966. Der findes to Freinet-skoler i Danmark, begge i Valby, baseret på Freinet’s pædagogik. Hannah og Rebekka er så heldige at gå på en af dem.

Men hør nu mandens indsigtsfulde ord om de fantastiske børn og os voksne, der indimellem er nogle besværlige dompapper:

”Pædagogen havde udarbejdet sine metoder meget nøje, han var, sagde han, gået helt videnskabeligt til værks og havde bygget en trappe som skulle føre til de forskellige etager i kundskaben. Gennem mange undersøgelser havde han fundet frem til afstanden og højden mellem trappetrinene, for at afpasse dem til hvad børns ben normalt formår. Her og der havde han bygget en repos hvor børnene kunne hvile sig, og ved hjælp af et bekvemt gelænder kunne  nybegyndere få støtte.

Og hvor blev han vred siden hen, denne pædagog. Ikke på trappen som selvfølgelig var planlagt og bygget med klogskab – men på børnene som slet ikke syntes at bryde sig om hans omsorg for dem. Han blev vred af følgende grund: Så længe han stod og observerede anvendelsen af denne trappe, så hvorledes man trin for trin skred op, hvilede på afsatserne og holdt sig ved gelænderet, forløb alt normalt. Men var han der ikke bare et øjeblik blev der straks kaos. Kun de som allerede var blevet præget tilstrækkeligt autoritært af skolen, fortsatte med at klatre op ad trappen skridt for skridt, holdt i gelænderet og hvilede hvor de skulle – som hunde der i hele deres liv er blevet dresseret til at adlyde deres herre, og som er hørt op med at følge sin egen hunderytme og trænge gennem buskads og blæse på de anviste veje.

De andre børn faldt tilbage til deres instinktive opførsel, og fandt igen deres behov; det ene barn tog trappen på alle fire, et andet to let 2 trin ad gangen og hvilede ikke på afsatserne. Der var til og med dem som forsøgte at klatre baglæns op ad trappen, og som virkelig blev små mestre i det. De fleste syntes dog – og det er et ubegribeligt paradoks – at trappen ikke bød dem tilstrækkeligt med spændende oplevelser og udfordringer. De for rundt om huset, klatrede opad nedløbsrøret, kravlede over rækværket, og nåede taget på rekordtid, bedre og hurtigere end via den såkaldte metodiske trappe. En gang tog de gelænderet henne ved taget ned igen – kun for at vove den eventyrlige opstigning en gang til.

Pædagogen jager så de personer som nægter at følge den af ham afstukne, normale måde at gå på trappen. Har han nogensinde spurgt sig selv om ikke hans kundskab om trappen kan være forkert, og om der ikke skulle kunne findes hurtigere og effektivere veje på hvilke man kan springe og løbe? Og om der ikke findes – som Viktor Hugo siger – en pædagogik for ørne som ikke klatrer på trapper – for at komme op?”