Opløftende ord

Jeg er en hund efter ord, der hæver mig op til sjælen og får mig til at se livets og menneskets vidunderlighed. Jeg har samlet på den slags ord i mange år, og her deler jeg nogen af dem med dig.

Det er citater af politikere, psykologer, forfattere, filosoffer, kunstnere, videnskabsmænd, mystikere og religionsstiftere, der igennem tusindvis af år har fortalt, at vi mennesker rummer en kerne, der er kærlig og stærk.

Buddhisterne bruger billedet af en lotus på vores inderste væsen. Lotusblomsten er altid ren, fordi den har en særlig overflade, hvor al snavs preller af. På samme måde skulle den indre kerne i alle mennesker være evig smuk.Nå, her kommer ordene:

(Der er mange – du kan læse lidt på siden indimellem, hvis du har brug for håb og optimisme. – For en tro på, at det er muligt for os mennesker at skabe en verden af fred, enhed og velstand for alle.)

Albert Einstein, fysiker: “Et menneske er en del af den helhed, vi kalder universet, en del som er begrænset i tid og rum. Han oplever sig selv, sine tanker og følelser som noget adskilt fra resten… en slags optisk bedrag af hans bevidsthed. Dette bedrag er en slags fængsel for os, som begrænser os til vore personlige begær og til hengivenhed for nogle få personer nær ved os. Vores opgave må være at frigøre os selv fra dette fængsel ved at udvide vores hengivenhed til at omfatte alle levende væsener og hele naturen i dens skønhed.”

Johann Wolfgang von Goethe, digter: “Ikke i Rom, ikke i Storgrækenland er saligheden at søge, den er i dig eget hjerte.”

Thomas Jefferson, amerikansk præsident: “Nature [has] implanted in our breasts a love of others, a sense of duty to them, a moral instinct, in short, which prompts us irresistibly to feel and to succor their distresses.”

Nelson Mandela, Sydafrikans præsident: “We ask ourselves, who am I to be brilliant, gorgeous, talented and fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small doesn’t serve the world. There’s nothing enlightened about shrinking, so that other people won’t feel insecure around you. We are born to make manifest the Glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own Light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our fears, our presence automatically liberates others.”

Paul la Cour, digter: “Denne Viden om alle Tings Enhed, jeg kan ikke blive træt af at gentage det, er nødvendigst af alt, om Mennesket skal leve videre som Menneske og ikke som Myre.”

“”Helvede er de andre”, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre. I Ensomheden saa du kun dig selv. Du levede paa afskaarne Forbindelser, som vilde tørre ud. Da han eller hun stod ved din Side, saa du Verden, din frugtbare Bundethed. Du blev Sammenhæng. Lad dit Hovmod fare. Befrielsen ligger udenfor dig. Den er Medmennesket.”

Dalai Lama, Tibets politiske og religiøse overhoved: “Vi er skabt til at søge lykke. Det er klart, at følelser som kærlighed, hengivenhed, nærhed og medfølelse skaber lykke. (…) Faktisk er det en af mine fundamentale overbevisninger, at vi ikke alene besidder potentialet for medfølelse, men også at menneskets basale eller underliggende natur er mildhed. (…) Jeg har også andre grunde til at tro dette. Jeg mener således, at kærlighed og medfølelse ikke kun er et religiøst spørgsmål; det er en uundværlig faktor i vores liv. (…) Vi kan se, hvordan et roligt, kærligt og harmonisk sind har gavnlig virkning på vores helbred og fysisk velbefindende. Omvendt kan følelser af frygt, ophidselse og vrede være skadelige for vores helbred. (…) Vi kan også iagttage, at vores emotionelle sundhed øges gennem kærlige følelser. (…) Så jeg mener, at vi derfra kan slutte, at vores fundamentale menneskelige natur er godhed. (…) Vrede, vold og aggresion kan bestemt opstå, men jeg tror, det er på et sekundært og mere overfladisk plan; det opstår når vi skuffes i vore bestræbelser på at opnå kærlighed og hengivenhed. Det er ikke en del af vores dybere natur.”

Søren Kierkegaard, filosof: “Naar da Alt er blevet stille omkring Een, høitideligt som en stjerneklar Nat […] da viser der sig ligeoverfor Sjælen […] den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; […] Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”

Annie Besant, social reformator: “Lad os alle vegne være kærlige og taalmodige, milde og hjælpsomme overfor Alle. Lad os ikke paa vor daglige Vej være barske, saa vi forvirrer Andre og gør dem forlegne. Der er nok af Sorg i Verden. Lad det aandelige Menneske være en Kilde til Beroligelse og Fred; lad ham være som et Lys i Verden, saa Alle kan vandre mere trygt, naar de kommer indenfor hans Indflydelses Omraade. Lad os bedømme vor Aandelighed efter den Virkning, vi har paa Verden, og lad os tragte efter, at Verden maa blive renere, bedre, lykkeligere, fordi vi lever i den.”

Michael Jackson: “If You Want To Know Why / There’s A Love That Cannot Lie / Love Is Strong / It Only Cares For Joyful Giving / If We Try / We Shall See / In This Bliss / We Cannot Feel Fear Or Dread / We Stop Existing And Start Living / Then It Feels That Always / Love’s Enough For Us Growing / So Make A Better World / Make A Better World”

Ralph Waldo Emerson, digter: “A man is the fasade of a temple wherein all wisdom and all good abide. What we commonly call man, the eating, drinking, planting, counting man, does not, as we know him, represent himself, but misrepresents himself. (…) When [the soul] breathes through his intellect, it is genius; when it breathes through his will, it is virtue; when it flows through his affection, it is love. And the blindness of the intellect begins, when it would be something of itself. The weakness of the will begins, when the individual would be something of himself. (…) We see the world piece by piece, as the sun, the moon, the animal, the tree: but the whole, of which these are the shining parts, is the soul.”

Hans Christian Ørsted, fysiker: “Aldrig der gaves en tid, da større rigdom af tanker hersked med vekselfuldt liv i det store menneskesamfund, end i det, som du hånligt har kaldt den fattige nutid. Fra den højeste granskning, hvis genstand er tankernes ophav, eller sole, hvis stråler ukendte verdener belyse, eller de love, som styre naturens skjulteste kræfter, ned til den vanligste dont, som kun har vinding til formål, lever opfindsomheds ånd overalt og stræbende tanker. Ikke jeg dvæler ved store bedrifter, som nutid og oldtid hver kan opregne for sig, og hver tilegne sig æren. Men den kærlighedsånd, som mennesket viser en broder i hver skabning, hvis åsyn er stemplet med samme fornuftpræg, og som hader hver trældom, ei blot for sig, men for alle, æ brødre! se det er den ånd, som giver vort tidsrum sin adel, frem for noget af dem, som fortids beundrere prise.”

Jan Brødslev Olsen, lektor i samfundsfag. Uddrag fra bogen Det Menneskelige:

“Men det er også tankevækkende, at læser man eksempelvis børnekonventionen, tilføjes der her til de klassiske rettigheder, at et barn bør vokse op “i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.” Og i Folkeskoleloven tales der udover de klassiske dyder som frihed, ligeværdighed, demokrati, deltagelse, medansvar og åndsfrihed om elevernes erkendelse, fantasi, virkelyst, fordybelse samt tillid til egne muligheder. Dette kan tages som udtryk for, at der til det gode liv også hører noget mere end de klassiske menneskerettigheder for at et barn kan udvikle sig til et helt menneske.”

“Uden prinsessen var Klods-Hans slet og ret forblevet ‘klods’. Man kan udvide denne pointe til, at vi skal blive set for at blive til. Hvis ingen ser os med mildhed og kærlighed, er det ikke muligt at erobre og anerkende sin egenart.”

“Det er imidlertid en menneskelig erfaring, at behovsopfyldelse ikke er en tilstrækkelig dimension ved det at være menneske. (…) Hermed er vi ved menneskets anden dimension. Den dimension kalder jeg ‘det transcenderende menneske’. Her taler den indre stemme ind i et rum, der række hinsides behovene, og ind i et rum af det alment menneskelige – det rum, hvor mennesker er gensidigt forbundne. Erfaringen af gensidig forbundethed er betingelsen for at forblive tro mod det alment menneskelige og ikke-egoistiske i mennesket. Det er (…) vanskeligt for mange mennesker at vedligeholde den transcenderende dimension, eftersom det kræver, at man skaber sig en plads i det daglige til at nære den.”

“Man kan spørge: Hvorfor kan en god samtale virke forandrende på et menneskes stemning? Fordi der i den gode samtale kommer noget dybere i bevægelse end selve de ord, der bliver sagt. Den gode samtale rummer essenskvaliteter så som tillid, venlighed, åbenhed, styrke, tålmodighed, afgrænsning og præcision. Kontakt med essenskvaliteterne er forvandlende for menneskers tanker, følelser og handlinger. Så det menneskelige møde viser, at vi i os har en instans, der ikke forlader os, og at vi er andet og mere end vore egne tanker og følelser. Det er mig muligt at blive mødt på en anden måde, der skaber forbindelse til kærligheden, tilliden, værdigheden eller styrken.”

“Det eksistentielle ståsted, man opnår gennem en sikker forbindelse til sig selv, er den største garanti noget menneske kan have for et gunstigt udfald af en farefuld situation. Det bevises tydeligt med heksens endeligt i eventyret. Ondskaben bukker under for det menneske, der trofast står ved sig selv, når dette ‘sig selv’ er funderet i kærlighed og de dermed sammenhængende essenskvaliteter.”

“For at essenskvaliteterne kan udvikle sig og blomstre i et menneske, har de brug for at blive spejlet i den sociale omverden – både i den nære verden af familie og venner og i samfundet som helhed. Når det sker, vokser mennesket og kan træde ud i verden og berige den med sine værdifulde bidrag. På den måde er der et vekselvirkningsforhold mellem den enkelte og den sociale verden, der kan trække essenskvaliteterne – og dermed både det enkelte menneske og samfundet – i gunstig eller ugunstig retning.”

Phil Collins, musiker: “There’s nothing complicated about the way we live / We’re here for each other, happy to give / Proud of who we are / Humble beneath the stars / We’ve everything we need / The moon, the sun / There is more than enough here for everyone / All we have we share, and all of us we care”

Celestin Freinet, reformpædagog:

“Pædagogen havde udarbejdet sine metoder meget nøje, han var, sagde han, gået helt videnskabeligt til værks og havde bygget en trappe som skulle føre til de forskellige etager i kundskaben. Gennem mange undersgøgelser havde han fundet frem til afstanden og højden mellem trappetrinene, for at afpasse dem til hvad børns ben normalt formår. Her og der havde han bygget en repos hvor børnene kunne hvile sig, og ved hjælp af et bekvemt gelænder kunne nybegyndere få støtte.

Og hvor blev han vred siden hen, denne pædagog. Ikke på trappen som selvfølgelig var planlagt og bygget med klogskab – men på børnene som slet ikke syntes at bryde sig om hans omsorg for dem. Han blev vred af følgende grund: så længe han stod og observerede anvendelsen af denne trappe, så hvorledes man trin for trin skred op, hvilede på afsatserne og holdt sig ved gelænderet, forløb alt normalt. Men var han der ikke bare et øjeblik blev der straks kaos. Kun de som allerede var blevet pærget tilstrækkeligt autoritært af skolen, fortsatte med at klatre op ad trappen skridt for skridt, holdt i gelænderet og hvilede hvor de skulle – som hunde der i hele deres liv er blevet dresseret til at adlyde deres herre, og som er hørt op med at følge sin egen hunderytme og trænge gennem buskads og blæse på de anviste veje

De andre børn faldt tilbage til deres instinktive opførsel, og fandt igen deres behov; det ene barn tog trappen på alle fire, et andet to let 2 trin ad gangen og hvilede ikke på afsatserne. Der var til og med dem som forsøgte at klatre baglæns op ad trappen, og som virkelig blev små mestre i det. De fleste syntes dog – og det er et ubegribeligt paradoks – at trappen ikke bød dem tilstrækkeligt med spændende oplevelser og udfordringer. De for rundt om huset, klatrede opad nedløbsrøret, kravlede overrækværket, og nåede taget på rekordtid, bedre og hurtigere end via den såkaldte metodiske trappe. En gang tog de gelænderet henne ved taget ned igen – kun for at vove den eventyrlige opstigning en gang til.

Pædagogen jager så de personer som nægter at følge den af ham afstukne, normale måde at gå på trappen. Har han nogensinde spurgt sig selv om ikke hans kundskab om trappen kan være forkert, og om der ikke skulle kunne findes hurtigere og effektivere veje på hvilke man kan springe og løbe? Og om der ikke findes – som Viktor Hugo siger – en pædagogik for ørne som ikke klatrer på trapper – for at komme op?”

Walt Whitman, digter: “No friend of mine takes his ease in my chair / I have no chair, no church, no philosophy / I lead no man to a dinner-table, library, exchange / But each man and each woman of you I lead upon a knoll / My left hand hooking you round the waist / My right hand pointing to landscapes of continents and the public road. / Not I, not any one else can travel that road for you / You must travel it for yourself. / It is not far, it is within reach / Perhaps you have been on it since you were born and did not know / Perhaps it is everywhere on water and on land. / Shoulder your duds dear son, and I will mine, and let us hasten forth / Wonderfuld cities and free nations we shall fetch as we go. / If you tire, give me both burdens, and rest the chuff of your hand on my hip / And in due time you shall repay the same service to me / For after we start we never lie by again. (…) You are also asking me questions and I hear you / I answer that I cannot answer, you must find out for yourself. / Sit a while dear son / Here are biscuits to eat and milk to drink / But as soon as you sleep and renew yourself in sweet clothes, I kiss you with a good-by kiss and open the gate for your egress hence. / Long enough have you dream’d contemptible dreams / Now I wash the gum from your eyes / You must habit yourself to the dazzle of the light and of every moment of your life. / Long have you timidly waded holding a plank by the shore / Now I will you to be a bold swimmer / To jump off in the midst of the sea, rise again, nod to me, shout, and laughingly dash with your hair.”

Charlie Chaplin, skuespiller og instruktør. Uddrag fra tale i filmen “The Great Dictator”:

“I should like to help everyone, if possible — Jew, gentile, black man, white. We all want to help one another; human beings are like that. We want to live by each other’s happiness, not by each other’s misery. We don’t want to hate and despise one another. In this world there’s room for everyone and the good earth is rich and can provide for everyone. The way of life can be free and beautiful. But we have lost the way.

Greed has poisoned men’s souls, has barricaded the world with hate, has goose-stepped us into misery and bloodshed. We have developed speed but we have shut ourselves in. Machinery that gives abundance has left us in want. Our knowledge has made us cynical, our cleverness hard and unkind. We think too much and feel too little. More than machinery, we need humanity. More than cleverness, we need kindness and gentleness. Without these qualities, life will be violent and all will be lost.

The aeroplane and the radio have brought us closer together. The very nature of these inventions cries out for the goodness in men, cries out for universal brotherhood for the unity of us all. Even now my voice is reaching millions throughout the world, millions of despairing men, women, and little children, victims of a system that makes men torture and imprison innocent people.

To those who can hear me I say, “Do not despair.” The misery that is now upon us is but the passing of greed, the bitterness of men who fear the way of human progress. The hate of men will pass and dictators die; and the power they took from the people will return to the people and so long as men die, liberty will never perish.

Soldiers: Don’t fight for slavery! Fight for liberty! In the seventeenth chapter of Saint Luke it is written, “the kingdom of God is within man” — not one man, nor a group of men, but in all men, in you, you the people have the power, the power to create machines, the power to create happiness. You the people have the power to make this life free and beautiful, to make this life a wonderful adventure.

Then, in the name of democracy, let us use that power! Let us all unite!! Let us fight for a new world, a decent world that will give men a chance to work, that will give youth a future and old age security. Let us fight to free the world, to do away with national barriers, to do away with greed, with hate and intolerance. Let us fight for a world of reason, a world where science and progress will lead to all men’s happiness. Soldiers: In the name of democracy, let us all unite!!!

Hannah, can you hear me? Wherever you are, look up, Hannah. The clouds are lifting. The sun is breaking through. We are coming out of the darkness into the light. We are coming into a new world, a kindlier world, where men will rise above their hate, their greed and brutality.

Look up, Hannah. The soul of man has been given wings, and at last he is beginning to fly. He is flying into the rainbow — into the light of hope, into the future, the glorious future that belongs to you, to me, and to all of us. Look up, Hannah. Look up.”

Lionel Richie, musiker: “Show the world and all it’s people / all the wonders love can bring / Give us strength and understanding / Give us all one song to sing / It’s time to stand up / to a new world that is now so near / We all have one heart / Everyone of us must lend a hand / And let there be joy in the world / And let there be no sorrow / And let there be peace on earth / For all the world / we’ve got to see / That love, oh love / what a blessed thing”

Carl R. Rogers, psykolog:

“Den facilitator, der bryder sig om, værdsætter og stoler på den lærende, udvikler et læringsmiljø, der er så forskellig fra almindelig klasseundervisning, at enhver lighed er fuldstændig tilfældig.”

“Det vil være meget usandsynligt, at nogen kan (…) engagere sig i facilitering af læring uden også at have en dybtgående tillid til mennesket og dets potentialer. Hvis jeg ikke troede på mennesket, ville jeg være nødt til at fylde det med mit eget udvalg af information, for at det ikke skal følge sine egne fejlagtige veje. Men hvis jeg tror på det enkelte menneskes evne til at udvikle sine egne potentialer, så kan jeg stille mange muligheder til rådighed og tillade den enkelte at vælge sin egen vej og sin egen retning i læringen.”

“Jeg har hørt forskere ved ledende videnskabelige institutioner og videnskabsfolk ved ledende universiteter argumentere for, at det er absurd at prøve at opmuntre alle studerende til at være kreative – vi har brug for en masse middelmådige teknikere og arbejdere, og hvis nogle få kreative forskere, kunstnere og ledere blive resultatet, vil det være nok. Det kan godt være, det er nok for dem. Det kan være, det er nok for dig. Jeg vil gerne erklære, at det ikke er nok for mig. Når jeg gør mig klart hvilket utroligt potentiale, der er hos almindelige studerende, ønsker jeg at udløse det. Vi arbejder hårdt på at udløse den utrolige energi, der er i et atom og i en atomkerne. Hvis vi ikke sætter lige så megen kraft – og lige så mange penge – ind på at frigive potentialet hos den enkelte, så vil den enorme uoverensstemmelse mellem vores niveau af fysiske energiressourcer og menneskelige energiressourcer dømme os til en fortjent og universel undergang.”

“Signifikant læring kombinerer det logiske og det intuitive, intellektet og følelserne, begreberne og oplevelserne, ideerne og betydningen. Når vi lærer på den måde, lærer vi som hele mennesker, vi bruger alle vores maskuline og feminine evner. (…) Når man sammensætter en fastlagt undervisningsplan, med ens opgaver til alle elever, forelæsning som den overvejende undervisningsform, standardtests til ekstern evaluering af eleverne og vurderingskategorier der er defineret af underviserne, kan man næsten være sikker på, at signifikant læring holdes på et minimum.”

Religioner om kærlighed

Buddhisme, Sutta-Pitaka, Buddha-Vasma: “Ligesom vand slukker tørsten både hos den gode og den onde og befrier dem begge for smuds og urenhed, således skal I også behandle jeres venner og fjender med samme kærlige hensyntagen.”

Islam, Koranen, 76:8: “De retfærdige viser – af kærlighed til Gud – omsorg for den trængende, den forældreløse og dem i deres varetægt.”

Hinduisme, Upanishaderne: “Den sande religion er at elske, således som Gud har elsket os og alle ting, de være sig store eller små.”

Taoisme, Tao-te-King: “Dette at herske bør betros det menneske, der føler samme kærlighed til enhver, som det føler til sig selv.”

Kristendom, Matthæusevalgeliet, 22:40: “Du skal elske din næste som dig selv.”

Paulus’ 1. Korintherbrev, kap. 13: “Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm, eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærlighden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (…) Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.”

Jeg håber, ordene har glædet og inspireret dig.