Byg dit overskud op

Yin og Yang

Alt i verden veksler mellem hvile og aktivitet, mellem yin og yang. Dyr går i hi, og de er på farten; træer vokser, og de står hen uden blade; havet er blikstille, og det er i oprør; vi sover, og vi er vågne.

At være tilbagetrukket og modtagende lade op er en forudsætning for at være udadvendt og aktivt givende – og modsat. Men vores søvn om natten er ikke nok. Hele vores væsen nyder, hvis vi skaber plads i hverdagen til stunder, hvor vi finder ind til os selv og opbygger et overskud – et kort øjeblik kan ofte være nok. Set fra et beregnende synspunkt kan andet slet ikke svare sig. Vi er simpelthen langt mere effektive i vores aktivitet, når vi har haft den stund, hvor vi blev ladt op. – Og vi er langt mere kærlige og forstående over de børn og unge, der omgiver os.

Når vi ikke har noget overskud, bliver vi irieterede over meget af alt det, der gør børn så anderledes end voksne – undrende spørgsmål, lange forklaringer, vigen væk fra det planlagte, rod etc. Er vi til gengæld fyldt op af overskud, glædes vi, røres, forundres og begejstres over de skønne væsener og deres gøren og laden. Så overskud, kom bare an og gerne i rigelige mængder tak!

Yndlingsøjeblikke

Næste gang du får lyst til endnu fx en kop te, en smøg eller noget slik – så vær åben for, at det måske er noget helt andet, du i virkeligheden trænger til. Dit system kalder på pause og kærlig omsorg, og prøv nogle gange at gøre noget andet rart for dig selv, end det du plejer, og se om det ikke bliver øjeblikke, du kommer til at elske. Her er nogle ideer:

  • Læg dine hænder på hjertet, og træk vejret dybt nogle gange. Efter en stund vil du mærke, at vejrtrækningen kommer helt ned i maven og skaber ro i krop, følelse og tanke.
  • Stik hovedet ud af vinduet, og nyd sansningen af den klare luft. (Hvis du sætter tungen op i ganen og suger ind, vil du kunne smage luften. Den smager godt:-)
  • Sæt hænderne op til ørerne, og mærk ørernes babyagtige blødhed og nulr dem blidt over det hele. (Øret er så lille, så du har helt sikkert tid:-)
  • Tag sokkerne af og masser hver tå og lad hænderne glide langs fodsålen og på fodens overside. Send dine fødder en kærlig tanke – de bærer ydmygt rundt på dig dag ud og dag ind.
  • Luk øjnene og forestil dig, at du laver det, du allerbedst kan lide – alene eller sammen med nogle, du er tryg ved. Vær her en stund, og mærk glæden brede sig i kroppen.
  • Tag et varmt bad. Hvis du læner hovedet tilbage, vil verden blive lukket ude et øjeblik, fordi vandet vil løbe på en særlig måde ned over ørerne.
  • Lyt til et enkelt nummer af din yndlingsmusik med lukkede øjne. Ikke mens du render rundt og ordner vasketøjet imens eller lige tjecker mails – sæt dig og slap af.
  • Stræk dig så lang du er med armene over hovedet og svaj lidt fra side til side. Mærk og nyd den oplivende effekt.
  • Lav de ”5 tibetanere” – nogle enkle yogaøvelser, der giver dig ny energi. Se øvelserne her
  • Vand en blomst, sluk lyset, stå på hovedet … find ud af, hvad du bedst kan lide.

Just do it

Derudover er motion og meditation utroligt effektive redskaber til at mærke sig selv og få fat i sit indre overskud. Men alle de andre ideer behøver ikke at vare mere end højst 5 minutter, og det kan vi afsætte indimellem, hvis vi vil.

Hvis vi skal møde børn og unge med forståelse, glæde og nærvær, kræver det nemlig først og fremmest overskud, og det kan de højst 5 min., hvor du gør lige netop det, du synes mest om, være med til at opbygge.

Jeg håber sådan, at du skaber dine yndlingsøjeblikke, for de kan få en nærmest magisk virkning i dit liv. Eksperimenter med det. Du kan evt. beslutte dig for at gøre det 5 min. hver dag i 1 uge – 35 min. af dit liv kan der vel godt afses til et interessant og nydelsesfuldt forsøg, kan der ikke?

Rigtig god fornøjelse.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.