TIP TIL OVERSKUD. GENDIGT DIN DAG!

Jeg prøvede noget i går, der havde en så overraskende god effekt, at jeg må dele det med jer.

Min dag var sådan en, hvor jeg virkelig skulle bruge alt muligt, jeg havde i mig, for at håndtere det hele. Fx da:

1. Jeg sidder på kursus, men får at vide fra presseafdelingen på mit arbejde, at en journalist måske vil ringe for at høre mit syn på sundhedsministerens forslag om at sætte mål for den mentale sundhed hos bl.a. skolebørn. Det krævede, at der både blev lyttet til kurset og fundet diverse elev-citater frem som forberedelse.

2. Kurset sluttede, og der var en halv time til et visionsmøde for min arbejdsplads, Institut for Skole og Læring, PH Metropol (læreruddannelsen på Frederiksberg.) Jeg skulle inden drøfte noget med 2 kollegaer, så halvdelen af frokosten blev spist stående, og resten lod jeg stå inde på mit skrivebord, så jeg nåede mødet.

3. 2 timer til at nå diverse administrationsting, inden jeg skulle til fitness-træning. En journalist ringede (fra en anden avis om et andet emne), og vi talte frem og tilbage mange gange om inklusion og undervisningsdifferentiering, mens jeg også lavede diverse skrivebordsarbejde.

4. Afsted med bus til fitness-centret. Kom i tanke om, at mit klippekort var brugt op. Da jeg havde fået købt et nyt, gik der så lang tid før den næste bus kom, at jeg ikke nåede mit tilmeldte hold i fitness-centret.

5. Zofiaskolen skulle præsenteres på det første info-møde. Mødte vidunderligt engagerede forældre og interesserede lærere og pædagoger, og det stod mere og mere klart for mig, hvor fantastisk et projekt, den skole er.

6. Mens jeg bagefter kl. 22 stod på Østerport st. og ventede 20 min. på toget, der var forsinket, talte jeg med mine forældre, der begge er alvorligt syge. Idet jeg går ind i toget, opdager jeg, at jeg derfor helt havde glemt at bruge mit klippekort. Gemmer mig på toilettet til næste station, og idet det er tid til, at jeg kan smutte ud for at klippe, står togkonduktøren selvfølgelig lige udenfor toilettet, og jeg forklarer min nød, og drøner ud af toget for at klippe.

7. Da jeg sætter mig på sædet igen, går luften fuldstændig ud af ballonen. Kl. var 23, og jeg tænkte på, hvordan jeg skulle klare cykelturen i sneen op ad bakkerne lige om lidt.

Fyldt op af selvmedlidenhed og udmattelse lukkede jeg øjnene, og så skete der noget. Mine tanker spolede pludselig tiden tilbage, og jeg så min dag i detaljer kun med blik for alt det gode, der gemte sig i hver eneste situation. Dagen blev gendigtet. Så vi tager den lige igen:

1. Herligt at høre om sundhedsministerens gode tiltag og måske få mulighed for at bidrage til en spændende debat.

2. Den ene af de 2 kollegaer blev så glad for noget, jeg kunne hjælpe mig med, og den anden hjalp mig med noget, som jeg ligeledes blev glad for.

3. Skønt at tale med en journalist, der var interesseret i at skrive en virkelig meningsfuld artikel om elever og lærere, og jeg fik formidlet en kontakt til en eminent lærer, der kommer til at optræde i artiklen. (I lørdagsudgaven af Berlingeren.)

4. Mens jeg ventede på bussen, kunne jeg nå ind i Rein Van Hauen og købe den bedste varme chokolade med flødeskum. I stedet for at blive råbt en masse af på Fitness-holdet, brugte jeg i stedet en sjov ‘skivandre-maskine’ og et godt gammeldags løbebånd.

5. Ja, Zofiaskolens info-møde vidste jeg godt var en fest.

6. Det var godt at tale med mine forældre, der er helt utroligt seje. Og dejligt at opleve den forstående togkonduktørs smil.

7. Det er vildt, men al udmattelse forsvandt, det havde været en fantastisk dag, og jeg drønede op ad bakkernepå cyklen, nød at sneen lyste, og kom glad ind af døren til Mikkel.

Piet Hein har vist sagt: “Sygdom er hvordan, man har det. Sundhed er hvordan, man ta’r det.” Det var utrolig interessant at se, hvilken forskel det gjorde på hele mit system at hæfte mig ved the bright sides of the day. Og det var rigtig sjovt at sidde at gøre det. Dér i toget kl. 23 med lukkede øjne.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.