Man hører mange ‘eksperter i børn’ anbefale, at ungerne skal have en såkaldt time-out, hvis de opfører sig trælst. Jeg tror ikke på, at bestemte råd virker godt på alle mennesker. (Kærlighed som en undtagelse.)
Formentlig har nogle børn gavn af en time-out til at finde ro og komme væk fra den situation, der nu og her er meget problematisk. Da Hannah var lille havde jeg desværre overtaget rådet uden at se på, hvordan lige netop dette lille unikke menneskebarn var skruet sammen. Og det var dumt.
Det har bl.a. betydet et knækket dørhåndtag, et hul i en dør og meget værre – et barn der har været virkelig forfærdeligt ked af det, men som slet ikke fik set sit behov. Fordi Mikkel og jeg blindt overtog ekspertrådet – mens vi stod med ondt i maven og holdt på håndtaget, så Hannah ikke kunne komme ud af sit værelse. – For det skulle jo være så godt med sådan en time-out, hvis man havde gjort noget uacceptabelt som fx at slå sin lillesøster, råbe grimme ord efter sine forældre eller andet af den slags, der giver forældre myrekryb.
Men Hannah kunne slet ikke rumme sine utroligt voldsomme og heftige følelser alene. Og hun burde ikke have været alene. Vi skulle have været ved hende og ikke gjort andet end at bremse den negative adfærd – så Rebekka fx ikke blev slået – men ellers uden ord blot rumme, at lige nu var det altså bare rigtigt svært, ja nærmest umuligt at være Hannah.
Hvis dit barn har et voldsomt temperament, så er et af mine råd til dig, at du prøver virkelig at fornemme, hvad der kan hjælpe med at genskabe balancen, når dit barn er ude af sig selv. – En stor hjælp er at acceptere, at der indimellem bare ér ubalancer, så du ikke forventer hygge og idyl hele tiden – som jeg gjorde. – Men fornem dit barns unikhed, i stedet for bare at overtage andres gode råd.
Mærk efter dybt inde i dig selv, og tal evt. med dit barn om det en rolig stund. Spørg, hvordan du bedst kan hjælpe.
Hvis Hannah kunne være lille igen, ville jeg i hvert fald gøre det.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Jeg er meget enig med dig.
At isolere et lille barn er noget nær det værste, man kan gøre. De forstår jo intet af det og lærer bare, at det er forkert at udtrykke frustration og vrede.
Når de bliver lidt større, kan man “forlade” dem (gå ind i et andet rum, fx), hvis de bliver for strenge. Det får dem til at undre sig, og når de på et tidspunkt spørger, hvorfor man går, kan man sige, at man ikke kan lide at blive talt grimt til.
Hvis små søskende eller andre ligefrem er i farezonen, så bare bring dem i sikkerhed.
Det er vel en form for time out, men efter min opfattelse kan barnet på den måde selv vælge samvær og forklaring til, så snart han/hun er klar.
Og som du siger, er det en god ide at tale, når der er fred og ro igen.