Mikkel havde arbejdet utroligt meget og sovet alt for lidt i sidste uge. Så han var træt træt i går aftes. Og da pigerne var på vej i seng, klemte han sin finger, så den gjorde rigtig ondt.
Rebekka var i gang med at børste tænder, da han også kom ud på toilettet, og man hørte sådan ca. de her ord:
Mikkel: “Kl. er mange. Koncentrér dig nu om at børste de tænder“
Rebekka: “Jamen jeg børster også tænder.“
Mikkel: “Du kan ikke koncentere dig om det, når du står og dimser med den der (hvad end det var)”
Rebekka: “Jo jeg kan. Det går fint.”
Stilhed.
“Jeg går nedenunder og kommer op igen og siger godnat, når I er klar. For det skal selvfølgelig ikke gå udover jer, at jeg er vildt træt og har ondt i fingeren.“
Det var sejt af ham Mikkel-mand. Pludselig at kunne se situationen udefra – og erkende, at det alene var ham som voksen, der så problemer og var i gang med at starte en unødvendig konflikt. For når vi er trætte, kommer vi nemt til bare at kværne derudaf med irettesættelser og bebrejdelser.
Men indimellem får man heldigvis stoppet sig selv. Og sagt til ungerne, at det jo slet ikke handler om dem, men om ens egen træthed, dårlige humør osv. Så er det bedst at blive helt stille. Og bare huske at trække vejret så dybt og roligt man kan.
2 kommentarer
Ja, lige nøjagtig
DER er jeg (også) blevet klogere og mere “tilbageholdende” – jeg øver mig på at give mine 2 drenge plads til – ja at være drenge og tumle og larme. Så må jeg jo finde et stille hjørne at gemme mig i, hvis det er mit behov.
Så ,Louise – efter din workshop i august er vores hverdag – og i sær aftenerne – blevet en anden oplevelse for HELE familien
Hvor ér det bare dejligt at høre Louise. Tusind tak fordi du fortæller det.
Hav det rigtigt godt – kærligst fra Louise