STILLE AFTENER OG HJERNEFORSKNING

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:6. februar 2013

Jeg sætter rigtig tit stor pris på alt det, der er blevet utroligt meget nemmere i takt med, at pigerne er blevet større. Fx at der for det meste er fuldstændig ro, når der er blevet sagt godnat. Den slags kimser man ikke af, når man har haft små børn i mange år.

Rebekka sagde forleden: Når jeg skal sove, tæller jeg hvor mange timer, der er, til jeg skal op. Og så siger jeg til mig selv ‘ej, nu skal du falde i søvn’.

Rebekka kan sige sådan til sig selv pga. udviklingen af hendes pandelapper i hjernen! For det er vha. pandelapperne, at vi mennesker fx kan lægge planer og udskyde vores umiddelbare lyster. Sådan at vi lader være med bare liiige at gøre det, vi har lyst til, så snart vi har lyst til det. Derfor kan Rebekka, der måske ligger i sengen uden at være specielt træt, men med stor lyst til at læse videre i sit Anders And-blad, sige til sig selv – “Jeg har brug for at sove mindst 10 timer, så jeg må hellere få slukket det lys og falde i søvn.”

Du kan godt se, at dét gør livet en hel del lettere for forældrene, ik’. Pandelapperne begynder at udvikle sig i 3-4-års-alderen, og er den sidste del af hjernen, der færdigudvikles – helt op i 20′erne er der fortsat tegn på udvikling.

Så i mange år er det altså bare benhårdt arbejde at være forælder. Fordi du så meget af tiden skal være på på på – og agere dit barns overjeg, for det er simpelthen ikke fysisk muligt for barnet selv at regulere sin adfærd, så den lige passer ind i vi voksnes kram. Du skal sige de samme ting igen og igen, fordi børnene ikke kan holde fokus på den plan, der fx handlede om at lægge sine klodser på plads og så tage nattøj på. Og det er ikke rimeligt, at børnene bliver skældt ud over, at de ikke kan det.

Det betyder fx også, at du ikke før dit barn er omkring 7 år, skal lave aftaler, som du forventer overholdt. Så bliver du bare skuffet. Og irriteret. Så ikke noget med: “Okay. Så lad gå da. Så går vi ind i BR, men så plager du heller ikke, vel?” ”Nej nej” svarer dit barn distræt med fokus rettet mod det farvestrålende paradis. 1 min. efter: ”Må jeg ikke få den. Og se den, mor. Den vil jeg have. Jeg vil have den NUUU”. ”Du lovede ikke at plage. Vi havde en aftale. Du kan lige tro nej, kan du.“

Men som du kan høre, er der håb forude, hvis du synes, det er meget hårdt at være forælder lige nu. Det er der virkelig. Godt hjulpet på vej af udviklingen af dit barns hjerne.

PS: En HELT anden ting; jeg sad model for en frisørelev forleden. Og jeg bliver lige nødt til at vise jer det her billede af mig, der har fået en såkaldt vandondulation. Er det ikke bare den skøreste frisure: (Som jeg altså kun havde, indtil frisøreleven havde fået sin karakter.)
Og her er den drabelige udsigt, mens jeg sad under varmehatten:
Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.