- Når vi kører bil, vil Rebekka og Hannah gerne høre radio, helst The Voice, eller spille på en mobiltelefon.
- Når der ikke lige er noget at lave herhjemme, spørger de, om de må spille computer.
Men her er jeg rigtig tit sådan en nej-mor. Selvfølgelig ikke altid, men jeg synes pauser er ubeskriveligt vigtige. Så derfor siger jeg tit nej til høj musik, mobilspil og computer. Så der kommer pauser, hvor man i bilen bare stirrer ud i luften og pauser derhjemme, hvor der ikke er ydre stimuli.
Jeg tror, det er vi forældres ansvar indimellem at regulere vores børns aktiviteter, så de trives allerbedst, for trivsel er et komplekst samspil mellem krop, følelse, tanke og indre kerne, og det er min oplevelse, at børn ofte følger en umiddelbar lyst, som ikke nødvendigvis øger deres trivsel.
I hvert fald i et moderne samfund, hvor de bombarderes med indtryk, krav, hæsblæsende tempi og fristende underholdning, underholdning, underholdning fra diverse medier.
I en form for naturtilstand tror jeg børn er geniale til at regulere der aktivitetsniveau, så det gavner hele deres væsen. Men opgaven her i vores lille land er for kompleks, og derfor forsøger jeg at hjælpe mine børn med det. Ved tit at vælge diverse underholdning fra.
For når der er stille i bilen, kan man ikke andet end at mærke sig selv og blive fordybet i sine tanker. Og når spillene på mobilen og computeren ikke er muligheder, kommer der et øjebliks tomrum, som nogle gange skaber plads til kreativiteten og en ny spændende leg.
Vi skal skabe rum for, at børnene indimellem kan vende blikket indad. Fordi jeg tror – ligesom årtusinde gamle visdomstraditioner – at det er derinde, forbindelsen til helheden findes. Så når man kan mærke sig selv og er forankret i sin indre kerne, er man et venligt og hensynsfuldt menneske.
(Jeg siger ikke, at det er let, og at pigerne ikke brokker sig højlydt. Tit gør de, og det kan jeg sagtens forstå. Men for det meste går der ikke mange øjeblikke, før de falder til ro og faktisk ser ud til at være glade for at ‘komme hjem til sig selv’.)
2 kommentarer
Kære Louise. Værdien af pauser kender jeg – og værdsætter. Højt. Men jeg glemmer dem. Og med tiden glemmer mine døtre dem også. Tak fordi du viste mig et oplagt sted at gen-introducere dem.
Helt enig! Vi kører meget i bil, og vi har aldrig introduceret mobilspil eller ipad for sønnen i bilen, så det spørger han heldigvis ikke efter. Han elsker til gengæld at høre musik (børne-cd’er), hvilket han ofte får lov til, men nogle gange vil vi faktisk bare have ro. Så har han måske siddet med en bog eller bare kigget ud af ruden og observeret verden. De pauser er virkelig guld værd, for de er svære at indføre andre steder end i bilen, hvor han er spændt fast til en stol