Engang var jeg som udgangspunkt altid solidarisk med børnene, hvis de fortalte om uretfærdigheder fra livet med lærerne i skolen. Selvfølgelig undersøgte jeg muligheden for, at børnene selv kunne se deres evt. medansvar for situationen, men jeg var fx stolt, da Hannah gik i 2. klasse og fortalte følgende.
De skulle synge til sommerfesten, og musiklæreren var hele tiden sur og skældte ud. Til sidst havde Hannah løftet pegefingeren og sagt meget bestemt: NU tager du det helt roligt. Ifølge hende selv havde det hjulpet, og læreren råbte fra da af mindre.
Hannahs ord var inspireret af min far, der ved mange lejligheder havde opfordret pigerne til at give umulige lærere tørt på.
Men så talte jeg med min venindes veninde. Hendes strategi var at lære sin søn at bide enhver uretfærdighed i sig og lade som ingenting. For alternativet var, at lærerne så sig onde på en, og så blev det hele meget værre.
En dag fortalte Hannahs lærere os, at de var ret trætte af hendes obsternasige attitude, og hendes stillen spørgsmålstegn ved alting, de bad om.
Fra da af opfordrede vi mere Hannah til at bøje hovedet og tie i stedet for at banke i bordet.
Problemstillingen har at gøre med noget så dybt som forholdet mellem individ og fællesskab. På den ene side kan man synes, at individets ret til gå imod enhver krænkelse er vigtig, men på den anden side må man indimellem også bare makke ret for at få tingene til at glide for fællesskabets skyld.
Herhjemme prøver vi at hjælpe børnene til at skabe den balance. Mellem på den ene side at blive selvstændige og ikke lade deres grænser blive overtrådt, og på den anden side kunne indgå med situationsfornemmelse i de forhold, livet nu engang byder på. Men det er indimellem svært, synes jeg. – Hvornår de skal stå ved deres ret, og hvornår de skal makke ret.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Åh lige præcis. Den balance kender jeg så udemærket, mange tak fordi du sætter ord på den. Det kan være svært at forstå når man bare er en lille fis, men det er meget meget godt at lære.
Vigtige betragtninger, du skriver dér! Jeg har altid været den, der bøjede hovedet og bed uretfærdighederne i mig, og det er ikke sundt i det lange løb – og samtidig er det meget svært at ændre på, når man nu har ageret sådan i snart 40 år. Derfor glæder det mig, at min datter på 4 ligner sin far på det punkt og ofte insisterer på at tage tyren ved hornene og fx adressere de piger, der lige har erklæret, at “ha-ha, du må ikke være med i legen” – og forklare dem, at det ikke er sødt at sige. Eller forklare veninden i børnehaven, at hun tager fejl, når hun anklager min datter for en bestemt opførsel.
Men jeg skriver mig bag øret, at det jo kan give bagslag, og at vi skal hjælpe hende med at finde balancen også – og ikke få ret for enhver pris.
Jeg forsøger at lære mine børn, at “vælge deres kampe”. Altså at vælge hvornår det er virkeligt vigtigt for dem, at markere og stå fast på deres ret – og så gøre det! Det kræver tilstedeværelse og mavefornemmelse at gøre,men mine unger (på 4 og
er faktisk enormt seje til det.
Det er min personlige erfaring, at man får det unødvendigt svært, hvis man er en af dem der hele tiden skal påpege andres fejl eller heller tiden holde på sit – også selvom man dybest set har retten til det. Og jeg synes også, at det er en stærk egenskab at kunne give slip på situationer, hvor man egentlig godt ved at man har ret, men ikke føler behov for at manifestere det.
Vi snakker om hvordan det føles, når man gør det. Hvis man bliver virkelig vred og ked af det i kroppen, så er ens grænser i spil og så skal man stå fast. Men hvis det kun er “oppe i hovedet” man registrerer det, så kan man prøve at lade det ligge. Derudover prøver vi at fokusere på, hvad motivationen, for at reagere på en uretfærdighed eller en fejl, er. Er det for at hjælpe nogen, der bliver uretfærdigt behandlet? Er det fordi man selv føler sig uretfærdigt behandlet? Er det for at hjælpe den, der begår fejlen? Jeg bilder mig ikke ind at børnene kan bruge den skelnen, til at handle nuanceret endnu, men jeg forestiller mig at de kan blive opmærksomme på deres egne bevæggrunde og således engang bliver helt skarpe på hvad de ønsker at opnå og om “rettelsen” overhovedet kan hjælpe dem derhen.
Det lyder muligvis lidt flippet, men de er virkelig gode til det og vi voksne øver os også dagligt
Kærligst
Linda