Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
SPONTANITET
Pyha, Rebekka er heldigvis blevet rask, og hun og jeg tog i dag sammen toget til Lund, så hun kune være med i dem store håndboldturnering deroppe. (Ihh, hvor er der fint i Lund. Kan virkeligt anbefales – så skønne butikker og utroligt hyggelige og personlige cafeer.)
I formiddags herhjemme, da vi spiste morgenmad, spurgte Hannah om vi ikke kunne sige “Tak for maden.” – Vi har en remse, vi ofte siger inden aftensmaden, der gerne får os til at blive nærværende og falde til ro: “Tak for maden, tak for livet, tak for alt hvad du har givet. 1 2 3 på en god dag.” Hannah havde åbenbart brug for “samling” og fællesskab ovenpå den dumme dag i går.
Vi tager hinanden i hænderne, men da vi skal til at begynde remsen, siger Rebekka “Der er rådyr“. Vi kigger forbavser rundt, men fortsætter så i kor: “og dådyr og tusinde smådyr. Elsdyr og pelsdyr og så er der toddyer – men min øjesten, det var Rudolf, der var en ren. Kender du den om Rudolf…”
Og så skrålede vi ellers hele sangen, mens vi stadig holdt hinanden i hænderne, og var flere gange ved at flække af grin. Den slags skøn spontanitet kan i sagens natur ikke planlægges. Den opstår pludseligt og er helt vildt livgivende. Men vi kan skabe grobund for den – ved at være gode ved os selv og hinanden, så vi har overskud og kan gribe øjeblikkenes spontane magi.