Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
SOFAEN
Vi fik en ny sofa i går. Der har været noget der føltes som 100 års leveringstid, så vi har længe savnet et fælles blødt sted at sidde.
Da vi bestilte den, var vi alle 4 meget begejstrede. Totalt rigtig sofa vi dér havde gang i – hyggelig og elegant på samme tid og stor nok til, at vi alle kunne slænge os på samme tid.
2 mænd slæbte vidunderet ind i stuen i går. Og da den så blev pakket ud og stod hjælpeløst på siden og fik skruet ben på. Så synes jeg pludselig den så helt forkert ud. Slet ikke hyggelig og slet ikke så tjecket, som jeg huskede den.
Som en anden lille-pige sagde jeg derfor noget a’la.: “Er stoffet egentlig rigtigt pænt. Tror I nu den vil været fin herinde?” Fordi jeg ønskede hele familiens bekræftelse af, at købet da var det helt rigtige, sådan at alle mine bange anelser kunne drive bort. Og jeg kunne blive helt glad og tilfreds.
Der lød triste triste udbrud: “Mor, det skulle jo lige være den, du kunne lide. Og nu kan du overhovedet ikke lide vores sofa. Moar, hvorfor synes du, vores sofa er rigtig grim?”
Mikkel-manden så på mig. “Louise, du gør børnene utrygge ved at sige sådan noget.” Og jeg opdagede pludselig hvor selvoptaget det var, det jeg havde gang i. – For vi kan ikke lægge ansvaret for glæde og tilfredshed med vores beslutninger over til andre. Og slet ikke til vores børn.
Vi må selv skabe glæde og tilfredshed indeni. Og kan vi ikke altid det – for naturligvis kan vi ikke det – så må vi tie, så vi ikke spreder vores egen tvivl og frustrationer ud til omverden. For det har de ikke fortjent.
(Jeg skulle vist bare lige vænne mig til det nye medlem i stuen. Nu er jeg i hvert fald vældig glad og tilfreds med det store møbel.)