SKILDPADDEN ER HURTIGERE END HAREN.

Vi skulle skynde os i går. Hele dagen skulle alting skulle hele tiden gå så hurtigt, for at det hele gik op. I myldretidstrafikken hentede jeg Hannah hos en veninde, og vi ræsede gennem centrum, for at Hannah ikke kom for sent til dans. Minutterne gik for hurtigt, og vi ville komme for sent.

Hannah sagde, hun havde ondt i hovedet. Hun havde hverken fået vådt eller tørt hos veninden, og nu var det sen eftermiddag, og jeg fik det dårligt af at tænke på, at hun om lidt skulle swinge rundt til heftig discomusik på danseskolen. Hun gik i gang med at sms’e til en veninde, der er ude at rejse, for at give hende en besked om fodboldstævnet på skolen, når veninden kommer hjem igen.

“Hannah. Det er et dumt tidspunkt at sms’e på. Du skal skifte til dine dansesko. Og drik nu noget af den dunk, der står ved siden af dig. Det er altså ikke smart at sms’e nu, hvis du har ondt i hovedet. Sid nu og slap af, inden du skal til dans.” Bla bla bla.

Selvom jeg brugte så mange ord, talte jeg ikke til Hannah. Jeg talte til mit eget stresset system. Hvis jeg havde talt til Hannah, ville jeg enten have meldt ud, at hun skulle give mig mobilen, for det var ikke tid til at sms’e nu. Eller jeg ville være glad for, at min datter var hjælpsom over for sin veninde, og give hende fred og ro til at skrive.
Enten eller – ikke de mange ord, der er hverken eller.

Senere på aftenen, skulle jeg mødes med min gode ven Ingelise (som jeg laver det her sammen med). Hun er ved at uddanne sig til instruktør i mindfullness. Jeg spurte til hendes strategi, når man halser efter tiden for at nå alt muligt. Når pulsen er så høj, at det synes umuligt at være nærværende og til stede nu og her, men alting handler om det, der skal ske om lidt, og som synes umuligt at nå. Budskabet i hendes svar var dette:

Sæt tempoet ned. Det kan aldrig kan svare sig at halse afsted. Man kommer nemlig til at gøre noget galt undervejs, som altid tager længere tid at rette op på. Man skal fx tjecke en ekstra gang, om man fik låst cyklen. Ens barn reagerer med ked-af-det-hed eller frustration, så tempoet tvinges ned. Man vælter noget i farten osv. Altså – sæt tempoet ned. Tving dig selv til at gøre tingene halvt så hurtigt, som du har lyst til. Og TRÆK VEJRET. Dybe vejrtrækninger ned i maven. Ahhh.

Jeg huskede Ingelises svar her til morgen. Besluttede mig for at rydde det køkken op, der lignede noget, der var løgn, stille og roligt og langsomt, inden jeg lavede morgenmaden. Stille og roligt. Og morgenen kom til at glide som smurt. Med tilfredse piger, god tid og en mor, der gav sig tid til at leve lige nu og her.

Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret og tagget hverdagen, mindfulness, Nærvær, stress. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

SKILDPADDEN ER HURTIGERE END HAREN.

32 kommentarer

Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.

RSS