SKØNNE, BERIGENDE ORD

Jeg har sjældent læst noget så vidunderligt og rørende. Hvis du vil forstå mennesker meget, meget bedre og forstå kærlighedens mirakel, så læs Irene Oestrichs ord fra bogen Livskundskab og modstandskraft s. 55-56. De kommer her:

“Historien om de skjulte følelser

Der var engang et lille menneske, som havde følelser. Hun havde så mange følelser, at hun tog dem frem og viste dem til alle hver dag. Hendes familie elskede hende, når hun viste sine følelser.

Men så begyndte hun at bære følelserne uden på tøjet, og en dag sagde hendes mor, at hun ikke kunne holde ud at se på det lille menneskes angst mere. Moderen forsøgte at rive angsten væk fra den lilles trøje, men det gjorde ondt. Følelsen kunne ikke bare sådan lige rives væk! Så sagde pigens far, at han ville give den lille en barsk følelse til skjule angsten med. Nu er det meget svært at skjule angst med barskhed, og faderen måtte levere en del barskhed, før det lykkedes. Mor og bedstemor hjalp til. Det tog dem mange dage at sy barske lapper hen over angsten, og til sidst kunne man ikke se angsten, som den oprindeligt så ud.

“Nu ser du godt ud”, sagde moderen endelig. “Vi har dækket alt din angst til med barskhed. Nu bliver du en stor, stærk pige.”[...]
Det lille menneske besluttede, at hun ville skjule sin ensomhedsfølelse, og hun fik noget vrede fra én, hun kendte i skolen. Så satte hun alle de store, sorte stykker vrede fast på sit tøj for at dække ensomheden. Det var svært at få skjult alle de ensomme og triste følelser, for de blev større af, at hun også var ked af det.

En dag da det lille menneske var henne i skolen, begyndte man at kunne se noget af hendes ensomhed og tristhed. Så kaldte læreren hende til en personlig samtale og gav hende noget skyld og skam, så hun kunne skjule sine triste følelser. Om natten, når hun var alene, kiggede hun tit på sine følelser. Hun havde mest lyst til at rive lapperne med barskheden, vreden og skylden af, så hun igen kunne se sine sande følelser.

På et tidspunkt opdagede hun, at ensomheden og angsten var begyndt at vokse og stikke ud under de lapper, der var sat på. Så var hun nødt til at gå ud og finde noget smerte og noget mere vrede, så hun kunne skjule ensomheden og tristheden, og hendes mor gav hende al den skyld, hun kunne levere til at skjule angsten med. Hendes far leverede mere barskhed. Så blev pigen stor og meget populær. Alle beundrede hende, fordi hun var god til at skjule sine følelser.

En dag sagde hendes far og mor, at de var meget stolte af hende. De ville gerne vise pigen deres stolthed og give hende noget af den, men der var bare ikke mere plads til, at pigen kunne modtage forældrenes store følelser. Barskheden var kommet til at fylde alt for meget. Det var i det hele taget svært at finde plads til flere følelser uden på tøjet. Der var slet ingen plads til glæde. Det eneste, man nu kunne se, var barskhed og vrede.

Så en dag mødte hun en ung mand, og de blev venner. De lignede hinanden meget, fordi de kun viste deres barske følelser. Men der manglede noget, og så en dag fortalte det lille menneske sin ven en dyb hemmelighed: “Jeg ligner dig slet ikke i virkeligheden…min barskhed og min vrede er kun nogle lapper, der er sat på for at skjule min angst og min ensomhed.” Så trak hun forsigtigt i en af lapperne for at vise ham sin angst…men kun et kort sekund.

Dét sekund sad vennen helt stille og sagde ingenting. Så trak han forsigtigt en af sine egne lapper væk og viste hende en lille smule af sin angst. Hun stirrede målløs på angsten. Det lille menneske foldede så en hel lap med vrede væk og visten vennen sin tristhed og sin ensomhed – det samme gjorde han. Der var helt stille. Så rakte det lille menneske ud for blidt at røre ved vennens angst og smerte. Bagefter rørte hun ved hans ensomhed og tristhed. Berøringen var ligesom magi!

For nu dukkede der en rigtig dejlig følelse op hos dem begge. Det var følelsen af at være accepteret og noget værd. Følelsen viste sig langsomt som glæde uden på tøjet.

Det lille menneske begyndte at se på sig selv, og nu kunne hun se, at hun var helt forandret. Alle hendes sande følelser var synlige nu. Hendes barskehd og hendes vrede fyldte næsten ingenting. Hun havde lært, at når nogen gav hende kærlighed og accept og fik øje på hendes sande værdi, så havde hun slet ikke brug for alle lapperne til at skjule følelserne med. Så blev der endelig plads til, at det lille menneske kunne vise sine ægte følelser: glæde, stolthed, accept, kærlighed, ensomhed, tristhed, angst, væmmelse og vrede samt overraskelse.”