Mikkel jeg var oppe at skændes i dag. Da jeg var barn, kan jeg huske, at jeg sagde til mine forældre, hvis de lød sure, at de ikke skulle skændes, men de svarede: “Vi skændes ikke. Vi diskuterer.“
Mikkel og jeg kunne ikke sige til pigerne, at vi bare diskuterede. For vi var tydeligvis vrede, og holdt stædigt hver især på, at det var den anden, der havde misforstået det hele. Det udsprang af noget konkret, men kom til at handle om både børneopdragelse og andre ting.
Rebekka sagde grædende imens: “Jeg kan ikke holde den her dårlige stemning ud“, og Hannah bad hulkende: “Kan vi ikke bare give hinanden et fælleskram.“
Det gjorde vi også. Men først efter et godt stykke tid. For mens det stod på, var Mikkel og jeg bestemt ikke i stand til vise vores kærlighed til hinanden i et stort familie-fælleskram, men bad blot børnene om ikke at blande sig, så vi kunne få talt ud om tingene.
Da alle havde sundet sig og var faldet til ro, spurgte jeg pigerne, hvad der gør dem så kede af det, når vi en sjælden gang imellem skændes. Var det bare ikke rart at høre på, eller var de også bange for, at vi skulle skilles eller sådan noget? Svaret var ‘begge dele.’
Uhh, så kan man godt forstå, at børn ikke kan holde forældrenes skænderier ud. Jeg er ikke 100 % sikker, men jeg er alligevel næsten sikker på, at skænderiet ikke kun er af det onde. At børnene oplever, at uenigheden er et vilkår i livet, der nogle gange skaber gnistrer. Men at det er muligt at komme ud på den anden side – og give hinanden et stort fælleskram.
Hvis skænderierne er hverdagskost, vil jeg bestemt mene, at de må lægges, når børnene ikke er til stede, og at man må bede om professionel hjælp. Men sker de sjældent, så tror jeg ikke, det er hensigtsmæssigt blot at lægge låg på frustrationerne, smile sammenbidt og sige at alt er fint.
Dog skal man bare være opmærksom på, at oplevelsen selvfølgelig har konsekvenser ift. barnets overskud. Sådan at pylrethed og irritation må forsøge at blive rummet uden bebrejdelser, men med bevidstheden om, at der er en god grund. Som altid.
Jeg ønsker dig og din familie gode solskinsdage. Vi skal til Sverige, og jeg glææder mig til miniferie. For det er vist det, Mikkel og jeg trænger til.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Tak for det. Jeg tror, jeg kiggede forbi din blog netop i dette øjeblik, fordi du med din anerkendelses-rumme-snak sad som en dårlig samvittighed i hovedet på den lortemor og lortekæreste, jeg har været i dag… og så er det dælme rart at læse, at bølgerne også kan gå højt andre steder end herhjemme.