SKÆLDUD

Forleden holdt jeg et møde med børneforskeren Erik Sigsgaard. Og vi talte meget om det der med at skælde børn ud. Nogle dage forinden havde jeg talt med en far, der blev glad, da han hørte min definition af skældud, fordi den viser, at ikke at skælde ud ikke er det samme, som at alt så bare er tilladt. At vi skal have totalt børneanarki, mens forældrene bare skal smile venligt. Sigsgaard synes min definition er interessant, fordi den tager udgangspunkt i modtageren, i barnet, men jeg arbejder fortsat på at udvikle den, for jeg tror ikke, den er helt præcis nok. Men her får du den:

Skældud er når et barn oplever en frustration, der er større end den frustration, der er forbundet med at ændre en given adfærd.

Dvs. at hvis et barn fx morer sig med at spille fodbold indendørs, mens kgl. porcelæn og potteplanter er i farezonen, så kan man nok forvente skrig og skrål, når vi får barnet til at ændre adfærd ved at sige et venligt, men bestemt nej, selvom det følges af et positivt handlealternativ: “Men du kan spille bold udenfor“. For det vil frustrere barnet, at det ikke bare kan fortsætte med det, der jo er så sjovt lige nu og her.

Den frustration er der intet galt i – og selvom barnet skriger og skråler, skal vi ikke tro, vi tager fejl, men blot holde fast i vores beslutning.

Det bliver for mig at se til skældud, når vi gør frustrationen større ved fx at bebrejde barnet “Du kan da regne ud, at det er åndsvagt at spille herinde“, “Jeg kan ikke stole på dig, når du kan finde på sådan noget” eller “Jeg er så sur over det der, og jeg gider ikke sige det mere til dig…” osv. Bebrejdelser og skældud gør mennesker mindre, så de har sværere ved at være de bedste versioner af sig selv.

Den ekstra portion frustration har konsekvenser – den får et udtryk. Enten passivt, hvis dit barn generelt er indadvendt, ved at han/hun bliver lidt mere stille og med mindre tillid til sig selv og omverden. Eller aktivt, hvis dit barn generelt er udadvendt, ved at det gør et eller andet dumt ved omgivelserne, som fx at slå, bide eller råbe.

Men jeg siger ikke, at det er nemt. Det er imidlertid lettere at ændre på noget, når vi er bevidste om, at det ikke er godt – hvis bare vi ikke skælder os selv ud, når det går galt. For hvis vi gør os selv mindre, er det jo også svært for os at være de bedste versioner af os selv. Så hep hep for at passe godt på os selv og huske at nyde det dejlige liv.

PS: Meget mere om alt det her, når jeg den 18. august afholder min workshop Sådan bliver du den forælder, du drømmer om at være. Info følger en af de nærmeste dage.