SKÆLDUD PÅ STRØGET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:5. august 2012

Mig ved Storkespringvandet for mange mange år siden, da jeg gik i folkeskole!

I forgårs var Mikkel, Hannah og jeg på bytur. Ved Storkespringvandet råbte Hannah til os, mens tårerne sprang ud af øjnene, at vi var de mest irriterende forældre, der fandtes, og at hun kunne ikke holde os ud mere. Vi så derefter vores datter fortsætte resolut alene et godt stykke henad Strøget i menneskemylderet!

Nogle timer inden havde jeg hentet Hannah hos en veninde. Rebekka var i Bonbonland hele dagen med sin klub, så jeg spurgte Hannah, om vi ikke skulle benytte lejligheden til at få købt føs’dagsgave til Rebekka. Hun fylder nemlig 10 år på onsdag. Vi kunne tage ind til byen, for Mikkel var til et møde derinde, der snart sluttede, og så kunne vi 3 være på bytur. Finde gave til Rebekka og spise pizza (fra Københavns bedste pizzaria Lagano i Dronningens Tværgade) i Kgs. Have.

Den var Hannah helt med på, og Mikkel lyste også op, da vi kom ind og hentede ham på hans kontor.

Så alt startede ganske idyllisk. Hannah fik købt sin gave til Rebekka, og stemningen var stadig fin. Så var det, vi kom forbi Notre Dame (hvis ikke du kender den, skal du vide, at det er den überfineste dimse- og lækkerhedsbutik med alt godt til hjemmet). Den havde jeg fortalt Hannah om, og vi gik forventningsfulde derind. Mikkel var lidt undrende, for han kiggede på uret og spurgte, om det ikke var smartere, at vi brugte tiden på at finde gave til Rebekka.

Hun skal nemlig have en telefon, og i Mikkels hoved betyder det, at man går forbi en del mobilforhandlere, forhører sig grundigt, læser om hver enkelt telefon, mærker hvordan den ligger i hånden. Og den slags tager tid. I mit hoved kører vi forbi Elgiganten, finder det bedste tilbud, og så er den klaret. Dvs. der er god tid til at dimse rundt i fine butikker som Notre Dame, og masser af tid til at ligge på et tæppe i Kgs. Have.

Kan du se clashet her? Som vi først opdagede efter ret lang tid. Men i løbet af byturen kom de to fuldstændig forskellige forventninger til at stå mere og mere klart. Og skabte en spænding, som Hannah til sidst ikke kunne holde ud mere. – For det er bestemt ikke første gang, det sker. Men det er virkelig svært at forventningsafstemme, når det skal ske på flere planer. Vi havde aftalt at hygge i København og købe gave til Rebekka. Det var målet. Men vi havde glemt, at vi faktisk også er nødt til at aftale lidt om vejen hen mod målet. For det giver ikke sig selv, når den ene går den direkte vej, og den anden vil alle mulige afstikkere.

Samværet i en familie handler for mig at se ikke om at slippe for konflikter. Det handler om, at vi opnår større indsigt i andre mennesker og os selv. Og lærer at give plads til hinanden, samtidig med vi ikke forsvinder fra os selv. Og på den måde hjælper med at få det bedste frem i hinanden. Vejen derhen er indimellem konfliktfyldt og larmende. Hannahs oplevelse af at have fået nok af sine forældre førte til, at jeg – da der var faldet lidt ro på – kunne sige, at det virkeligt ikke er det letteste at have Mikkel og mig som forældre. For vi er så utroligt forskellige, at vi tit sender så modsatrettede signaler ud, at det må være utroligt svært for et barn at være i. Men vi gør vores bedste, og vi lærer alle utroligt meget undervejs. Så det skal nok gå.

Og at et barn får forståelse for forskellighed og nuancer, tror jeg er en gave på længere sigt. Selvom det trækker tænder ud, mens det står på. Og så fint at Hannah oplever, at kærligheden imellem Mikkel og mig ikke bliver mindre af forskelligheden. Måske tværtimod.

Heldigvis mærkede jeg ikke nogen ‘jantedjævel’ der midt på Strøget, da Hannah skældte os ud, og frustreret gik sin vej. For andre mennesker må tænke, hvad de vil. Jeg ved, at jeg gør det bedste, jeg kan som forælder. Og jeg forstår til fulde mit barns frustration over at have nogle forældre, der tit vil noget helt forskelligt. Og konflikter er uundgåelige i en familie, hvor man er meget forskellige. Så hvorfor skulle jeg kaste et røgslør over det og desperat tysse på Hannah, så ingen opdager det midlertidige kaos?
Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.