SKÆLDUD OG LEJRBÅL

Jeg kom til at skælde ud i går. To gange. På den rigtig vrede måde der får barnet til at tie helt stille. Og være indadvendt i et godt stykke tid efter. – Som en hund, der går afsted med halen mellem benene.

Jeg var på tur med 6. klasse. Lejrpladsen var skøn, de knoklede med at lave 4 bål, så vi kunne lave snobrød og riste pølser. Med til formålet havde vi medbragt små økser og knive. Aftalen var, at der kun måtte hugges og snittes lige ved siden af bålene. Helst ikke 22 unge børn i en alder, hvor de er arme og ben, rundt i en skov bevæbnet med økser.

Alt er fred og fordragelighed, men pludselig kommer en af drengene og siger, at hvis ham den anden må gå rundt i skoven med sin økse, så vil han også.

Vreden begyndte at boble indeni.  Jeg blev bange for, hvad der kunne ske. For drengen og for flere børn, hvis situationen pludselig kom ud af kontrol, og de rendte rundt på må og få med økser. (Skoven omkring bålpladsen var nemlig stor, så det var umuligt at holde øje med alle.)

Vrede, frygt, følelsen af at være i sin gode ret til at være vred og af at det er nødvendigt at skælde ud er ikke så fed en cocktail.

For ved du hvad? Selvom jeg kan komme med utallige gode grunde til, at drengen skulle skældes ud, så er det bare en virkelig dårlig idé. Fordi det er som at tisse i bukserne, og fordi det skaber en falsk tryghed om, at “Nu er den sag fikset, og så har han lært det”

Men børn lærer ikke noget som helst, når vi er meget vrede. De bliver bare bange for os. Og når vi mennesker er bange, er vores ‘krybdyr-agtige’ del af hjernen, reptilhjernen, aktiveret sammen med det limbiske system, som er vores følelseshjerne. Det betyder, at den fornuftige del, neocortex, ikke kan få et ben til jorden. Så ét er, at barnet ikke lærer af vores skældud. Et andet er, at de vrede ord øger risikoen for at barnet bliver uvenner med nogen, fordi de er frustrerede, og at de mister lidt af deres tillid til os.

Jeg gav efter for vreden og handlede, mens følelsen boblede i mig. Hvilket gør det lettere at give efter en anden gang. Og det skete også, da en anden dreng brød reglen – og fik et fur.

Hvis jeg havde trukket vejret i bund og ventet et øjeblik med at gå hen til hver dreng, så jeg blev rolig indvendig, kunne jeg fx:

Have taget øksen uden bebrejdelser, sige at han ikke måtte bruge nogen økse resten af dagen. Og stille og roligt have talt med ham om hvorfor.

Ikke at skælde ud, er nemlig ikke det samme som at lade børn gøre hvad som helst. De gør sig værdifulde erfaringer, når de opdager, at deres handlinger har konsekvenser. De skal bare ikke bebrejdes for, at de ikke har gjort sig de erfaringer endnu. Og derfor stadig handler på baggrund af deres impulser og lyster.

Det gør vi jo også selv. Fx når vi opdager, at vi står og skælder og smælder, selvom det går imod vores idealer. Sådan er det, for det er indimellem svært at være menneske. Men heldigvis kan jeg glæde mig til i morgen. Så jeg kan sige undskyld til de to dejlige drenge.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

Én kommentar

  1. Skrevet d. 21. maj 2011 kl. 21:45 | Permalink

    Som altid et meget dejligt indlæg Louise. Mange mange tak for det.

  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.