Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke er den eneste. Den eneste mor, der synes, at jeg for det meste gør det meste mere rigtigt end min mand. Jeg har heldigvis de senere år godt kunne se det komiske i det. For selvfølgelig er det ikke sandt. Det er det bare ikke.
Men ikke desto mindre oplever vi herhjemme den ene gang efter den anden, at jeg overruler Mikkels mening om et eller andet i forhold til børnene. Når vi står i det, bilder jeg mig ind, at det er jeg simpelthen nødt til. Fordi jeg fx synes, det er synd for pigerne, hvis jeg bakker op om, at de altså virkelig må skynde sig. Og at det kun kan gå for langsomt.
Jo, det kan godt være, at det ikke er godt at skabe en stresset stemning, men det er altså ikke noget overgreb, der er tale om. Og det gavner intet, at jeg griber ind. Stemningen bliver kun mere hektisk.
Alt det har jeg sagt til mig selv flere gange. Men alligevel kort tid efter været ude med riven efter Mikkels måde at gribe et eller andet an på.
Men nu vil jeg ikke blande mig mere. Aldrig mere. (Du ved – if you reach for the stars, you may get to the moon:-) Og det er Signe Lindkvists skyld. Hør her, hvilke kloge ord, jeg lige har læst, hun har sagt – i bladet Kids Cover:
“I det hele taget drejer børneopdragelse sig, ifølge Signe, om at gøre livet som barn let. Hvis Signe er uenig i noget, som hendes kæreste siger til børnene, gemmer hun diskussionen med ham til senere. “Ligegyldigt hvor tåbelig en beslutning jeg synes det er, bakker jeg op. Vi taler med én stemme for ikke at forvirre. Der skal være børn, og der skal være voksne. Og det er de voksne, der bestemmer.“
Før tænkte jeg, at det mest var for Mikkels skyld, jeg ikke skulle blande mig. Men nu kan jeg se, at det lige så meget er for pigernes. Så jeg er altså blevet dobbelt så motiveret for at tale med én fælles voksenstemme overfor pigerne. Og det er en dejlig beslutning at have truffet.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Jeg tænker, at det kommer meget an på, hvad det egentlig er, uenigheden drejer sig om.
Hvis det er mindre eller nærmest uanselige ting, så skal vi mødre helt klart bakke tilbage, virkelig.
Hvis det er vigtige ting, eller hvis børnene er lidt større, så handler det om at få belyst bedst muligt, hvad den ene og den anden mener – men med respekt, for den ene mening kan jo ofte være lige så god som den anden.
Og den øvelse – respekt – kan man godt tage ved middagsbordet.
….synes jeg.
Tak for et relevant emne.