Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg kom til at tænke på det i dag. På hvor træls jeg synes, det er, når nogen kommenterer de fejl, jeg laver. Når det er noget, jeg godt selv ved er dumt gjort, så er det ligesom ikke så fedt at blive mindet om hvor meget spinat, jeg har jokket rundt i.
Nå, men det fik mig til at tænke på, hvor tit jeg understreger overfor Rebekka og Hannah, at eller andet de gjorde, altså ikke var særlig smart. Heldigt for dem er de nu så store, at de kan sige “Mor, du behøver ikke sige det. Jeg ved det godt.” Men ofte hjælper det ikke engang. Når man er godt i gang med at understrege andres fejl og forteelser, så lader man sig ikke lige stoppe. Heller ikke selvom det er ens egne børn. Måske slet ikke når det er ens egne børn.
Men jeg vil prøve at huske huske huske, hvor træls jeg selv synes det er, når nogen gør det ved mig. Huske hvordan mit overskud bliver mindre og min græmmelse større, hvilket bare gør det sværere at ‘komme igen’ og komme videre.
For det er vel egentlig det, det handler om. Ikke at stå fast i et vadested af negativitet og bebrejdelser, men at sætte hinanden og sig selv fri gennem kærlig velvilje.
Vi har fået en ven i huset, der kan lære os en masse om kærlig velvilje. Det er Manna: (Beklager at billederne er uskarpe, men det var henholdsvis tidlig morgenstund og sen aftenstund, og det kan jeg ikke finde ud af at håndtere på kameraet i min telefon.)
Og nu vi taler om kærlig velvilje. Tjeck lige de vidunderlige citater, Anna i dag bringer over på sin blog.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Du har så ret, Louise, det kan blive en fæl vane at rette på ungerne.
Men de har jo på den anden side også brug for vejledning – og der er attituden til forskel.
Den gode attitude kræver overskud, og det er som bekendt ikke altid, det eftertragtede overskud er til rådighed. Jeg tænker, at jo mere vi er tilstede i nuet (efterhånden lidt af en floskel, men alligevel), jo bedre attitude.
Det er når vi kører på automatpilot, at vi irettesætter/vejleder på den ufede måde. Hvilket bringer mig til, at jeg synes, at vi skal øve os i at sige nej til alt det, der modarbejder det overskud, vi har pokkers meget brug for, når vi er i gang med den langvarige, vigtige opgave, at vejlede og være der for vores børn.
Kære Louise,
jeg tænker, at ja, det er ubehageligt at få påpeget fejl. Men som regel, er det kun ubehageligt, hvis du selv er enig. For så har vi, som du siger, ikke lyst til at jokke mere rundt i spinaten. Hvis du ikke er enig i de betragtninger, en anden evt. kommer med, så føler du næppe noget ubehag. Måske snarere forbavselse eller uforståenhed. Med andre ord, bliver vi som regel kun berørt af det, vi godt selv ved.
Om det forholder sig sådan med børn, aner jeg ikke. Her er du eksperten
. Men må vi ikke stadig påpege, når noget er forkert? Det er måske, som diana pointerer, noget med attituden!?
Kh Louise
er vild med den nye ven i huset! Dyr er fantastiske til at lære børn (og os andre) at lave ingenting
Dit indlæg fik mig i øvrigt til også at tænke på vores (altså vi voksne) trang til at sammenligne vores børn med andre børn i dumme situationer.
Som når far siger følgende til Noah (22 måneder og på en knap så lystig dag – måske fordi han aftenen før var faldet og havde knaldet panden direkte ind i radiatoren): “Se den lille dreng deroppe, Noah. Han går pænt sammen med sine bedsteforældre uden at brokke sig”.
Prøv lige at spørge mig, om den kommentar sendte mig tilbage til 1970′erne og mormor – og trangen til at slå den møgunge ihjel, der havde så pokkers travlt med at opføre sig ordentligt.
Nej, vi skal (forsøge at) holde op med at træde rundt i tingene!