SELVVÆRD #3

Når vi vil finde ud af, hvad der er smart at gøre ift. vores kære børn, for at de trives og blomstrer, kan det være smart at huske tilbage. Husk tilbage til din egen barndom – hvad var hot, og hvad var not?

Jeg kan fx huske, at hvis jeg fik en god karakter i skolen, blev jeg glad for familiens glade smil og rosende ord bagefter. Rosen styrkede min selvtillid, og jeg tror på, at ros er værdifuld.

Den handler om det, vi gør, om vores præstationer, og den giver os mod på mere. Ros kan virke som et pejlemærke, der gør det lettere for et barn at navigere. “Det er godt at gøre sådan, men ikke så godt at gøre sådan.” Derfor skal vi forældre vælge vores ros med omhu – hvad er det for nogle værdier, vi ønsker vores børn skal navigere ud fra.

Men ros skal ikke stå alene – for når vi ikke præsterer, ikke får gode karakterer – hvad så? Er vi så noget værd?

Jeg blev som sagt glad for rosen, når noget fx var gået godt i skolen. Men dér hvor jeg husker den største glæde, var hver gang inden jeg skulle til eksamen. Og var nervøs, nervøs. Der sagde min kære mor altid noget a’la: “Husk at du kan være tilfreds lige meget hvad, fordi du gør det så godt, du kan.”

Åhh, det var sådan en lettelse. Det lettede mine skuldre for noget af præstationsangsten. Og hun sagde det altid så oprigtigt og kærligt, at det gav mig en oplevelse af noget, der var mindst lige så vigtigt som resultatet. Nemlig at hun ville elske mig lige så højt som altid, lige meget hvordan det gik.

Dét styrker børns selvværd. At de ved, de er elsket, lige meget hvad de gør. Alle de umulige ting de finder på, kan de bedre forholde sig til og ændre, hvis de grundlæggende ved, at de er elsket.

Det er derfor, vi ikke skal sige til vores barn, noget negativt om hvordan det er, men kun om det, det gør. Eller om det, det skal gøre i stedet. For når vi gør barnet forkert, føler det sig ikke elsket. Barnet er altid et vidunderligt menneske. Tit er det bare svært at holde styr på sig selv og være i verden, og så gør man dumme ting. Og der må vi igen og igen og igen og så lige igen forsøge tålmodigt at vise, hvordan man skal gøre, så det hele fungerer.

Det er ikke altid let – hverken for os eller for barnet. Men det er måske derfor, vi lever – for at vi kan øve os. Øve os på at leve i samklang med os selv og andre, og øve os på at komme videre og tilgive os selv og andre, når det hele går galt. Det hjælper, når vi tænker på, at vi alle er i samme båd – og der er en dag igen i morgen.