SELVVÆRD #2

Vi har en wii, der står i Mikkels og mit soveværelse. Ingen af os har brugt den længe, men i går og i dag har Rebekka basket løs med fjernbetjeningerne og begejstret hujet og jublet, når Super Mario og Luigi vandt 100 m. i mærkeligt-løb.

Fint fint.

Da jeg skulle i seng i går, lå fjernbetjeningerne under min dyne og på min hovedpude. Og da Rebekka ville spille i dag, bad jeg hende huske at lægge dem på plads fremover.

Rebekka sover sødt som en engel nu. Men jeg opdagede lige før, at der igen lå fjernbetjeninger spredt i min seng – og altså ikke lagt på plads. (Tak for din tålmodighed kære læser – vi nærmer os det med selvværd, det kommer lige straks…)

Jeg skulle lige til at rydde op efter hende, men stoppede håndens bevægelse. Jeg prøver nemlig ihærdigt på ikke at være curlingmor, selvom det er svært. Tit er det svært, fordi det umiddelbart er det nemmeste. Men lægger jeg de to fjernbetjeninger på plads, lærer Rebekka, at det, hendes mor beder hende om, kan hun egentlig bare ignorere. Gøre hvad der passer hende uden at tage hensyn.

Sådan vil jeg ikke have, at hun får det. For ét er et par uskyldige remoter, man glemmer som 8-årig. Et andet er en stor, teenager, der tvært hverken gider det ene eller det andet. Derhjemme. I skolen. På arbejdspladsen. Den person bliver der ikke længere ‘curlet for’. Nu får teenageren bare at vide, at hun kan tage sig sammen. Men det er svært pludselig at tage sig sammen, når man aldrig har prøvet det før.

Og al det brok og negativitet teenageren møder nu, skader hendes selvværd. For hun føler sig til overs og i vejen. Og begynder derfor at kæmpe aktivt imod. For tryk skaber altid modtryk.

Jeg tror på, at vi alle rummer en indre kerne, der er forbundet med helheden. At vi alle er som dråber i havet – unikke og forbundet på samme tid. Så når vi lader vores børn handle ud fra ladhed og ubetænksomhed – så fjerner vi dem en lille smule fra deres egentlige selv. For et selv, der er forbundet med helheden, ønsker inderst inde at bidrage til helheden. At mærke glæden ved at være en del af fællesskabet.

Derfor rykkede jeg lige før bare fjernbetjeningerne en smule, så jeg ikke bliver gul og blå i løbet i natten. Men jeg lader dem ligge i sengen. Og i morgen tidlig beder jeg venligt Rebekka om at lægge dem på plads. Uden spor af bebrejdelse. For jeg kan da sagtens forstå, at hun glemmer sådan noget kedeligt noget. Men det betyder ikke, at det ikke skal gøres.

Og jeg ved, at hendes lille oprydning i morgen, styrker hendes selvværd. En lille smule nu og rigtigt meget på sigt. Fordi hun oplever, at det hun yder, har en betydning. Hendes væren i verden er ikke bare lige meget.