I dag da jeg gik tur sammen med Manna, fandt jeg et slangeskind. Dér, midt på engen lå skindet, for sådan et smider slanger jo nogle gange. Men det var alligevel ret vildt. Så kom jeg til at tænke på det der med, at vi mennesker har udskiftet alle vores celler efter 7 år. Og gik rundt og var taknemmelig og fascineret over, hvor seje sådan nogle slange- og menneskekroppe er.
De formår så utroligt meget – bærer os rundt, heler sår, vågner hver morgen, giver kærlige kram og alt muligt andet fantastisk. Det er da for vildt, at vores krop har en selvhelbredende funktion. Og det mindste vi kan gøre, er at give den nogle pauser. Både som tak, men også for at den bedst kan finde ud af alt det svære, den skal klare.
Pauser Pauser Pauser
Med ro. Ingen afbrydelser. Stunder hvor man kan mærke, at man lever, at man er her, og at det er pragtfuldt.
I forrige uge fik jeg en øvelse af en meget inspirerende dame, Janni Vindelev. Øvelsen giver en fantastisk pause. Og oplader vores krop med virkelig dejlig ny energi. Here it comes.
ØVELSE TIL FORNYET ENERGI, DU KAN LAVE MED DIT BARN. ELLER DIN KÆRESTE. ELLER EN KOLLEGA.
Den ene starter med at stå op med lukkede øjne og slappe af.
Den anden står bagved og klapper nu med fast hånd på nakken, ned over skuldrene, armene, hænderne, ryggen, hofterne, benene, fødderne og hele vejen op igen.
Så bytter man.
Hannah og Rebekka er virkelig begejstrede for klapperiet. For det er en anledning til bare at modtage. Og bare at give. Og imens mærke sin krop. Det nyder de fleste børn i den grad, for de ved, at vi voksne ofte bruger alt for mange ord og glemmer vores krop.
Derfor kan det også være et virkelig fint overgangsritual, når I kommer hjem om eftermiddagen. Efter en dag fyldt med indtryk er det godt at skabe en anledning til at mærke sig selv. Så kan man også lettere træffe en god beslutning om, hvordan resten af dagen skal være.
Jeg fik også en anden øvelse, men den kommer i morgen.
Én kommentar
Mmmm, deilig