SÅ HØR DOG EFTER #5. Nærvær

Hvis du vil have dit barn til lytte til dig og gøre det, du beder om, er der en ting, der er fuldstændig afgørende… Nemlig at du er

NÆRVÆRENDE.

Kun når du er nærværende, er du så tydelig, at dit barn mærke dig. Og det skal til for at få gevinst med at få et eller andet budskab igennem.

Det nytter altså ikke at give praktiske beskeder, mens du selv er fraværende eller har gang i alt muligt andet. Træk vejret i bund og kom til stede her og nu. Også selvom du har travlt. Det kan betale sig. Du vil opleve et barn, der kan være effektivt, hvis du stopper op, og I får øjenkontakt, inden du giver en besked. Det er langt sværere, når du stresset råber ”Se nu at blive færdig, for vi har simpelthen så travlt” – mens du selv liige drikker den sidste sjat i koppen og liige lægger lidt mere mascara på.

Jeg fik det selv at føle en morgen… – Hvor det bagefter er så tydeligt, hvor håbløst det er at halse afsted, fordi hovedet falder ned under armen undervejs. Og børnene bliver bebrejdet for, at de ikke gør, som vi beder om!

Vi havde egentlig god tid dén morgen. Faktisk så god tid, at pigerne gik i gang med deres krea-projekter, sådan noget med sirlige streger på grundigt udklippede navneskilte, særligt udvalgte klistermærker til deres mobiler osv.

Jeg fór selv selvoptaget rundt med mascaraen i den ene hånd, tasker der skulle pakkes i den anden, og en kørselsvejledning, der skulle printes ud, fordi jeg skulle ud at køre langt. Så jeg tænkte ikke over, at det var et kikset tidspunkt for mine børn at gå ind i større fordybelsesprojekter, da vi jo alt andet lige skulle af sted ret snart.

Ret snart blev pludselig, men den sirlige streg skulle lige afsluttes, klistermærket skulle lige sidde ordentlig fast og … “Hannah. Det er NU, vi skal køre. Altså. Har du ikke pakket nogen drikkedunk. Du sagde jo, I skulle på tur. Og det er sikkert rigtigt koldt, se at finde en ekstra trøje.” Min ‘automatiske telefonsvarer gik i gang”, mens jeg rakte hende en vanddunk.

“Tag det nu roligt mor. Nej, den drikkedunk er utæt. Jeg finder en anden.”

”Den er slet ikke utæt, se nu bare at få den pakket ned, så vi kan komme af sted.”

“Vandet løber ud, fordi den er så svær at lukke. Det er jo heller ikke så slemt, hvis vi kommer et øjeblik for sent.”

“Så tag da den her dunk i stedet. Vi kan ikke tillade os at komme for sent. Ihh altså, hvorfor er I ikke klar, når vi skal gå. Kom så.“

Rebekka: “Kan I ikke lade være med at være så sure. Det går altså også udover mig.” Hannah: “Jeg har ondt i maven.”

Det tror jeg gerne elskede barn. Hvis jeg havde været nærværende, havde I fået at vide, at det ikke var tid til kreative armbevægelser nu. Og du, Hannah, havde selv skullet styre dit drikkedunks- og trøjeshow, uden jeg blandede mig. Og måske har du ret i, at det indimellem ikke er så slemt at komme et øjeblik for sent. Næste gang vi skal skynde os meget, og jeg har nogle beskeder til jer, vil jeg gøre mit bedste for at:

• trække vejret i bund,
• se jer ind i øjnene,
• give beskeden stille og roligt og
• spørge jer, om I præcist ved, hvad I skal gøre, eller om der er noget, I behøver hjælp til.