SÅ HØR DOG EFTER #3. Vær lidt stille.

Psst. Vi er i gang med en temaserie herinde på holdaf.dk – om forældres udfordring i forhold til at få de kære børn til at høre efter. I dag kommer mit 3. indlæg om den sag…

Børn er i institutioner mange mange mange tusind timer i løbet af deres barndom – lige fra de er spæde, til tiden i skolen og til alle deres fritidsaktiviteter.

Her er de sammen med en masse andre børn, og desværre prioriterer vi sådan i vores samfund, at tiden i institutionerne desværre ofte får mere karakter af opbevaring end meningsfuld opvækst. På trods af mange voksnes virkeligt gode intentioner, så er det hårde odds med for få voksne, for få ressourcer og for små rammer.

I en hverdag med for lidt tid, penge og plads, laver vi voksne mange regler. Så hovedet fx ikke gør alt for ondt pga. larm og kaos. Men reglerne skaber sjældent plads til glæde, spontanitet, fordybelse og trivsel.

Sikke en lyseslukker-indledning på et indlæg. Men jeg har været i de institutioner i flere år, og tro mig, det er ofte ikke for børn og sarte sjæle. Nogle gange har jeg sat mig ud på toilettet og grædt, fordi det er så sørgeligt og frustrerende at se lys i børns øjne, der slukkes.

Og det er vigtigt at huske på for forældre. For det betyder, at vi skal huske, at regler af gode grunde hænger mange børn langt ud af halsen. Fordi alle mulige og umulige regler har sat ulogiske begrænsninger for deres udfoldelse i dagens løb. Og ofte er de blevet skældt hæder og ære fuld, fordi de har brudt reglerne.

De har fx løbet på gangen! Gange er brede og lange og indbyder til løb. Ja – man kan støde ind i hinanden. Men så skulle reglen måske lyde: Man må gerne løbe på gangen, når ikke der er for mange mennesker. Men den regel er jo op til forhandling. Ja – en god anledning til at få en demokratisk dialog imellem børn og voksne, der kan udvikle barnets skelneevne i forskellige situationer. Hvis der var tid til at tage en snak om det. (Eks. med gangen er fra Erik Sigsgaards fantastiske bog Skældud.)

Min pointe er, at vi forældre skal huske at veje vores regler, reprimander, irettesættelser og den slags kedelige ting på en guldvægt, før børnene skal høre på dem. For ellers kan de blive immune overfor voksnes ord – også de virkelig vigtige. Eller endnu værre – fyldt med trods og større lyst til at bryde reglerne. For hvis et bånd binder for meget, vil et menneske kæmpe for at slippe fri.

Helt konkret har vi oplevet det hjemme hos os, når det gælder sutsko og varme trøjer! Mikkel og jeg er så overfølsomme for, at vores børn fryser(!), at der er fare for, at al vores snak om at holde sig varm vil forfølge pigerne som et mareridt. – Det har i hvert fald gjort dem trodsige omkring det.

Så tippet i dag, er det Mikkel en dag sagde til mig, da vi havde været kærester i nogle måneder, og jeg havde talt uafbrudt. Han kiggede kærligt på mig og sagde: ”Kan vi ikke bare være lidt stille.” Husk også at være lidt stille, når du er sammen med dit barn. Så det ikke drukner i voksen-ord.

PS: Min forskning om skældud er nu nået til Norge! Rart at komme ud med et vigtigt budskab.