Hvis vi skal give beskeder til vores børn, behøver de korte sætninger. Og få ord. Og hav gerne øjenkontakt imens. Hvis du har drenge, så giv helst kun én besked ad gangen, indtil de har gået skole i et par år. Der er simpelthen ikke nok myelin i hjernen, der kan sørge for, at de elektriske impulser bliver sendte de rigtige steder hen.
Først i 4.-5. klasse har drenge den samme mængde myelin i hjernen som piger, men i puberteten daler det igen hos drengene.
Hvis du skal leve dig ind i, hvorfor de korte beskeder er vigtige, så tænk på, hvordan du selv har det, hvis nogen giver dig en vejbeskrivelse. “Først skal du til højre i næste krys, og så til venstre med det samme. Fortsæt ca. 100 m. og følg vejen til højre…” De fleste er stået af ret hurtigt.
Det er derfor bedre at lade drengene gå to gange i stedet for, at du fx fortæller: “Læg det her på plads på dit værelse. Og så skift lige sokker, for de er jo helt våde. Og du har mangler også at få børstet tænder i dag.” STOP STOP. Kun 1 ting ad gangen.
Det er ikke kun i forhold til hver enkelt besked, at det er vigtigt at være opmærksom på, at barnet helst skal kunne magte det, du beder om. Det betyder rigtigt meget for dit barns generelle motivation til at lytte til dig. “For hvis mor altid siger noget, jeg overhovedet ikke kan overskue – så nytter det alligeel ikke at høre efter.“
Da jeg arbejdede som lærer i en 0. klasse, var der en dag en dreng, der fortalte, hvordan han oplevede det, når jeg gav en række beskeder. Han sagde: “Louise, så synes jeg, det lyder sådan her: Blurpblagimfghnnnn!” Mine mange ord forvandlede sig simpelthen til volapyk i hans ører. Børn kan slet ikke rumme vores lange forklaringer, så vi må dosere vores ord med omhu, hvis de skal forstå os.
Jeg kan anbefale Ann-Elisabeth Knudsens virkeligt spændende bøger om børn og hjerneforskning, fx Hallo – er der hul igennem? Dit barns hjerne 0-18 år.
PS: Senere i dag skal jeg ind i TV2 Lorry’s Lounge og interviewes. Det bliver sendt direkte kl. 13.50 og genudsendes om aftenen kl. 20.
Jeg skal derind for at tale om skældud i skolen. Det har jeg netop skrevet en artikel om, som jeg i sidste uge vandt en formidlingspris for. Du kan se min takketale her, hvis du har lyst. Den kommer 5.32 min. inde i videoen.
Prisoverrækkelse af formidlingspris for min artikel om skældud i skolen
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Kære Louise
Du har mange fornuftige indlæg, men det her får mig altså til at rejse børster… Hvis drenge bliver behandlet som om de er idioter fra de er helt små, så tror pokker at de sakker bagud i skolesystemet i forhold til pigerne. Når velmenende (sorry, kvindelige!) pædagoger og lærere undlader at stille de samme krav til drengene som til pigerne, så når de bare ikke lige så langt. Det er dybt uretfærdigt over for drengene! Det er den omvendte situation af hvad vi havde for 100-200 år siden, hvor pigerne blev betragtet som bogligt svage og drengene fik masser af intellektuelle udfordringer – og derfor blev dem der styrede samfundet.
Jeg er mor til en 11-åring dreng, der som lille stille og roligt lærte at forstå mere og mere komplekse beskeder. Da han havde lært at forstå en besked med en enkelt instruks, begyndte vi at give ham instrukser med to komponenter og så fremdeles. Et skridt ad gangen. Da han blev 3 år var det ikke længere noget vi tænkte over. De søde pædagoger i vuggestuen foreslog flere gange at vi skulle tale mere enkelt til ham, men hvor havde det været synd hvis vi havde fulgt deres råd! Når vi spurgte pædagogerne hvad det var han ikke forstod, måtte de give fortabt. For han var (og er stadig) glad og forstod alt hvad der foregik omkring ham, og deltog flittigt.
Nu vil du måske argumentere at han er en af de her højt begavede undtagelser som bekræfter reglen. Men så gælder det også for hans mange venner… Vi har – og har i mange år haft – et rend af drenge i huset. Det er meget forskellige drenge – både de stille og dem der larmer i timerne. Nogle få af dem kan være lidt glemsomme, men overordnet synes jeg at de drenge jeg kender, gør og kan alt det der står i avisen de ikke kan…
Uden anden pædagogisk erfaring end at være mor, vil jeg argumentere for at mange drenge-problemer skyldes at drengene ikke bliver mødt/set og udfordret der hvor de er. Og drenge er lige så forskellige som alle andre. Generaliseringer skaber frygtelige problemer. Det bliver virkelig tragisk hvis forældre og lærere holder op med at lytte til deres egen fornemmelse og til deres børn, og i stedet læser sig frem til hvad drenge formodes at kunne magte.
Det bliver ikke bedre af at dømme drengenes koncentrationsevne ude pga kemi – hjernens kemi og dynamik er så kompleks at ingen forstår den 100%. Hvis der er et enkelt stof man har mindre af, kan det være at der er noget andet man har mere af. Hjernen er utrolig fleksibel og kan trænes til at kompensere for mange fejl og mangler.
Så vær sød og give drengene den samme chance som pigerne for at udvikle sig til sunde, fornuftige voksne! Lad børnene få de samme udfordringer uanset køn, og tag hånd om de svage – både piger og drenge.
Mange hilsner
Tine
Kære Tine,
1000 tak fordi du har givet dig tid til at skrive sådan en klog og lærerig kommentar. Godt at få nuancer og konkrete eksempler på.
Enig i at det gik for stærkt i går – jeg burde have understreget, at der var tale om grove generaliseringer og bestemt flere måder at betragte sagen på. God pointe med hjernens kompleksitet.
Jeg talte på baggrund af mine generelle erfaringer som lærer for mange hundrede børn og så Ann Elisabeth knudsens formidling af hjerneforskning, men burde have understreget, at man selvfølgelig ikke kan skære alle drenge over en kam.
Og din pointe med, at det netop kan være negative forventninger, der også har en negativ effekt er så fin og vigtig. Godt den kom med, for min hensigt med bloggen er netop at lade voksne se på børn med øjne, der virkelig ser efter – og ser det fantastiske potentiale, hvert lille menneske rummer. Så mange tak for dine ord, og jeg er ked af, hvis jeg har stødt nogen.
Kh. Louise
Du er så fin og god. Hvor var det dejligt at se dig sige tak for din pris. Jeg sad og blev helt stolt Louise. Hvor er jeg glad for at kende dig. Stort stort tillykke! (Glæder mig til at se billeder af den nye bil
)