RUNDKØRSLEN

Jeg er sådan en uden stedsans. Engang ville pigerne og jeg køre til en butik på Nørrebro, hvor de skulle have nogle helt særlige og gode tusser. Jeg måtte spørge om vej 7 gange! 7 forskellige, venlige mennesker fortalte mig gennem bilruden, hvordan jeg skulle finde hen til butikken, men så snart jeg havde rullet vinduet op, kunne jeg kun huske det første th. eller tv., som de havde sagt. Og da vi endelig fandt butikken, var klokken blevet så mange, at den var lukket. Urkomisk var det.

Nu er pigerne og jeg næsten lige kommet hjem fra Ikea. Da vi skulle køre derfra, kunne jeg ikke finde det skilt, der pegede i retning mod vores hus. Og vores GPS, der hedder Birthe, var aldeles usamarbejdsvillig og ville ikke finde ruten frem.

Men heldigvis ligger der tæt på Ikea sådan en dejlig rundkørsel. Rundkørsler er dejlige, når man ikke ved hvilken afkørsel, man skal vælge. For så kan man bare køre rundt og rundt, indtil GPS-Birthe vil hjælpe en. Pigerne talte ca. 21 omgange, og vi skreg af grin undervejs. Både fordi vi blev rundtossede, og fordi det var så komisk.

Pigernes humør steg adskillige grader – bl.a. fordi de havde sådan en uduelig mor til at finde vej. Det er befriende for de fleste, når de andre ikke er perfekte. Husk det – det er befriende for dit barn, at du ikke er perfekt. Mor dig sammen med ungerne over nogle af de brølere, du begår. Det er en lettelse for dem at opleve, at man ikke skal være perfekt for at leve et dejligt liv.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.