RUNDBOLD

Der var fødselsdag hos nogen i vores familie i går. Vi gik alle sammen over og spillede rundbold et sted, og det var sjovt. Faktisk rigtigt sjovt og hyggeligt.

Men da der var gået lang tid, var der flere voksne, der gerne ville hjem. Tilbage og sidde, som vi voksne oftest gør mest i. Nu var der leget nok, og kølige drikke i den trykkende varme fristede.

Men så var der det yngste barn i selskabet, som endnu ikke havde prøvet at være opgiver. Så okay. Vi tog en runde til og oksede rundt på banen, så ingen børn blev kede af det.

3 døde, og nu skulle vi hjem. Til de kølige drikke på terrassen. Men så var der et barn, der absolut ikke var indstillet på at stoppe spillet. Det var ingen af børnene sådan set. Forståeligt nok – når de voksne nu endelig har rejst sig, og der er fælles-leg. Det må da aldrig slutte.

Men hjem ville alle vi gæster altså, og keglerne blev fjernet.

Men så blev forældrene til drengen, der med grådkvalt stemme insisterede på at spille videre, bløde i knæene. Ej, lad os da nu bare tage en sidste omgang. Og så går vi hjem.

Ingen grund til større konflikter på et barns fødselsdag. Så vi gav alle efter for forældrenes forslag. Og sjoskede umotiverede rundt på banen. Og greb selv de mindste børns bolde med risiko for, de blev kede af det. Bolde vi før ville have ladet glide ud af vores hånd. For nu var vi trætte og ville hjem. Så det kun gå for langsomt at nå til de 3 døde.

Sådan en situation rummer et dilemma. For ja, det er så forståeligt, at børnene aldrig vil slutte noget, der er sjovt. Men det er vi voksnes ansvar indimellem at gøre noget så kedeligt som at stoppe, mens legen er god. Bl.a. fordi nogle ellers bliver så trætte af det hele, at det alligevel ikke er sjovt længere.

Jeg kan godt forstå, at vi forældre frygter vores børns gråd og raserianfald. Indimellem handler jeg selv på baggrund af den frygt. Men jeg tror virkeligt ikke, det holder i længden.

Vi gør børnene en bjørnetjeneste ved at give efter og blive ved og blive ved. For sådan er virkeligheden ikke andre steder. Og i daginstitutionen og i skolen og senere på arbejdet bliver alle andre trætte, når et menneske ikke vil acceptere, hvornår noget slutter. Den virkelighed skal vi ruste vores børn til. (Og desuden bliver vi også selv mere sure forældre, når vi overskrider vores egne grænser, og ikke holder fast i et nej, hvis vi virkeligt ikke orker mere.)

Børnene skal blot ikke bebrejdes for noget, imens vi prøver at lære dem det.

Begge parter øver sig på noget med følelser: Børnene træner kontrol af følelserne, så fornuften kan komme på banen indimellem. Og vi øver evnen til at rumme barnets voldsomme følelsesudbrud.