RO PÅ

Pigerne blev gale på hinanden, og jeg gjorde det, jeg øver mig meget på. Og som er så svært som forælder. At lade være med prædike moral og agere dommer i konflikterne. Jeg gjorde det i hvert fald mindre end så mange andre gange.

Vi var udenfor alle 4, så tropperne blev delt, og Mikkel og Rebekka fulgtes ad. Og Hannah og jeg gik sammen. Jeg trak vejret i bund og lyttede. Det hjalp til at dulme irritationen over de punkter, hvor jeg var klart uenig med Hannah.

Og det kan svare sig, kan det. At droppe dommerrollen. For efter en stund var Hannahs humør i top, og hun var fyldt med en hel masse lyst til at være sammen med og sludre med mig. – Og i de stunder kan man så tage de længere snakke om, hvordan man finder ud af at løse de konflikter med sin søster, der indimellem trækker tænder ud.

Den slags samtaler kræver timingfornemmelse, hvis der skal komme noget godt ud af dem. De skal ikke tages, mens bølgerne stadig går højt i følelseshavet. På de tidspunkter hører forståelsen til, da den beroliger det oprørte hav. Og det kræver ro i følelserne, for at fornuften kan få et ord indført.

Indimellem lykkes timingen som forældre. Og når det sker, så er det bare op i vejret med den ene arm. Helt strakt. – Sådan at den kan nå om på ryggen, så vi kan give os selv det skulderklap, vi fortjener:-)