Jeg sidder her med tårer, der triller nedad kinderne.
Talte lige med Hannah, der ringede og spurgte, om det ikke var fint, at hun tog til ‘Polka’ i aften med nogle veninder.
Jeg kender ikke til Polka, udover at det er en gammel dans, så søgte straks på nettet:
Polka er alkoholfri fester for unge i 6. – 9. klasse. Til hver fest sørger en DJ for at spille den fedeste og nyeste musik. Der er typisk mellem 400 og 500 unge og rigtig god gang i festen, også på dansegulvet! Til festerne kan der købes sodavand, kildevand og slik.
Hannah fik selvfølgelig lov til at komme med, hun lød glad, og alt var fint.
Men da røret var lagt på, vældede tårerne bare frem i mine øjne. Mikkel sagde, at Polka og den slags jo hører med, og det bliver da sjovt for hende, og alt er ok. Jeg ved, han har ret. Men derfor kommer det stadig nærmest som et chok, at min lille Hannah-mus pludselig – som i meget pludselig – er blevet så stor, at hun skal til fest med en hel masse store teenagere.
Jeg kan huske de fester, jeg begyndte at gå til i 6. klasse ned i mindste detalje. Så intet burde komme bagpå mig. Men det gør det bare alligevel. Jeg bliver ved med at få billedet frem på nethinden af hende som helt lille, da jeg bar hende rundt i sensommerlyset, og alt virkede helt rigtigt. Det lyder så meget som en floskel, men jeg synes virkelig, det er som i går, hun var så lille.
Der er lige nogle følelser og forestilinger i mig, der skal rykkes lidt rundt og gives slip på. Og jeg skal nok gøre det. Men jeg græder åbenbart lidt imens. Selvom alt er, som det skal være.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
4 kommentarer
Jeg kan SAGTENS følge dig. Her omkring min datters start i o. klasse har jeg også haft en masse af den type følelser, der vælder op. Jeg elsker at se hende vokse, indtage verden og lære at rumme den, men jeg frygter også at miste min lille pige. Jeg ved jo godt, at det hele så bare bliver godt på en anden måde, men overgangen er svær, svær, svær. Og der er også tårer her
Nåhh, du er sød Anne. Tusind tak for dine forstående ord, der varmer.
Mange ting undervejs i vores børns opvækst, minder os om, at vi kun har vores børn til låns. Og det er fantastisk i det store perspektiv, hvor de netop skal træde ud i verden som selvstædige og helstøbte mennesker, men for den personlige følelse indeni kan det være virkeligt svært. For den oplever et smertefuldt tab.
Kære Louise.
)
)
Det er med rigtig stor glæde jeg læser “Hold Af”, og jeg synes, at jeg som bedsteforældre kan både genkende en masse og også stadig lære!
I dette indlæg kan jeg se, at du heldigvis er en ganske normal reagerende mor
Sådan er det, når vore “små børn” får vinger, vinger som bliver større og større og til sidst kan bære det fuldt voksne menneske.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeres pigers vinger er bæredygtige. Held og lykke mor-Louise!
Knus
Tak tak skønne Frejdis. Glæder mig til vi ses en dag igen. Det er så længe siden.
Stort knus fra mig.