PLIGTER, PENGE OG BØRN

Jeg havde lagt et stykke papir på vores trappe i sidste weekend. En af de der mange sedler, der skal udfyldes og returneres i dette tilfælde til Hannahs fritidsklub, fordi hun skal med den på skitur i vinterferien. Jeg lagde den på trappen, så vi lige huskede at få den udfyldt. Nu er det søreme blevet lørdag igen – og sedlen ligger der stadig. Uden at være blevet udfyldt.

Det minder mig om, at jeg skrev et blogindlæg for flere dage siden, der sluttede med: “Det er helt helt vildt, som oplevelsen af at gøre nytte, føle sig værdifuld, øger vores børns overskud. Det gør helt utroligt godt at gøre godt. At skabe muligheder for det, er for mig at se noget af det allervigtigste i opdragelsen. Så vi må gøre vores bedste for at finde tid og skabe rum for det i hverdagen.

I morgen kommer så det med pengene ind i billedet…” Det der med ‘i morgen’ kom så ikke helt til at passe. Undskyld. Men den er simpelthen fløjet afsted den der uge.

Men på opfordring fra Tenna, der er mor til to piger på 5 og 8 år, vil jeg nu knytte nogle tanker til det med, at børn hjælper til derhjemme – enten for eller uden penge.

Jeg synes, man skal gøre lige præcis det, man mener er bedst, være glad for sin beslutning og så bare ændre den, hvis ikke det fungerer. Men jeg vil fortælle, hvorfor Hannah og Rebekka ikke får penge for at hjælpe til.

De får ikke ‘løn’, fordi Mikkel og jeg synes, det er et fælles projekt at få hverdagen til at fungere. Vi må alle bidrage i det omfang, det er muligt – ‘fra enhver efter evne, til enhver efter behov’. Vi voksne beder ikke om løn, når vi vasker, laver mad, støvsuger, gør badeværelse rent, fjerner hundehømmere i haven osv. Og jeg synes, det er helt i orden, at vi bare kræver det, der er nødvendigt af børnene uden at blinke, men med et “se at komme i gang. Måske er det ikke det sjoveste i verden, det synes jeg heller ikke, men vi får det alle bedst, hvis vi alle hjælper til, for ellers er der nogen, der skal lave urimeligt meget.”

– Oprydningen kan nu indimellem blive hel sjov. Når vi husker at benytte Anna Skyggebjergs metode, så går det virkeligt som en leg; Man stiller sig sammen, kigger omkring i det rodede hjem, og aftaler hvem der tager hvilket rum. Så sætter man æggeuret på fx 7 min. og går så ellers alle i gang i turbofart, og 7 min. er ingenting for den enkelte, men med 28 min. oprydning kan der blive gjort has på meget rod.

Men pigerne har ikke faste pligter (bortset fra at bære ud efter måltiderne, som jeg synes er selvfølgeligt, at enhver gør.) For hvad vi gør herhjemme, lader vi netop afhænge af, hvem der har mest tid og overskud. Så det svinger. Men jeg kan sagtens forestille mig, at andre vil trives bedst med at have et præcist system for, hvem der gør hvad. Pigerne tømmer opvaskemaskine, dækker bord, støvsuger, laver mad, lægger vasketøj sammen, rydder op – men hvem der gør hvad hvornår, ligger ikke fast.

Det gælder også hundeluftning. Selvom det var Rebekka, der i så mange år, drømte så inderligt om at få en hund, at vi næsten besluttede at flytte fra lejlighed til hus af den grund, så er et dyr for mig at et fælles projekt. Jeg tror ikke, det holder at sige, at ‘nu er den (hvad enten det er et lille kæledyr eller en hund) helt og holdent dit ansvar.’ For hvorfor skal vi ikke træde til og hjælpe hinanden, så tingene bedst glider? Vi aftaler derimod hver dag, hvem der har mulighed for at tage tidligere hjem og lufte Manna, og tit synes pigerne det er træls, fordi de hellere vil lege længe i deres elskede fritidsklub, men det er bare sådan det er. Fordi det er nødvendigt. Så de brokker sig måske, men det er sådan, det bliver.

De får lommepenge af deres søde mormor, som giver alle sine børnebørn et fast beløb hver måned og lidt mere i ferietiden. Når det bliver nødvendigt, at vi skal supplere med flere penge, så vil vi gøre det, uden at lade beløbet variere efter deres bidrag i hjemmet. Pigerne vil altså ikke blive trukket i lommepenge, hvis ikke de gladeligt gør dette eller hint.

Fordi jeg tror, det nemt skaber en glidebane af trusler, flere ting man skal holde styr på, og en tankegang i barnet der handler om ‘what’s in it for me’. Der er masser af ting, der ikke er noget i for hver af os, men som bare skal gøres, fordi det er nødvendigt. Og at det så gør godt at gøre godt, opdager man hen ad vejen. Så man ikke kvier sig ved at bidrage til fællesskabet.

Måske er jeg gammeldags. Men den facon fungerer i hvert fald rigtig godt herhjemme, men enhver skal som sagt gøre, hvad der opleves mest rigtigt.

PS: Se lige den søde Manna-mus, jeg nu har nævnt nogle gange…