PAS PÅ. SKILDPADDEN ER LØS!

Afholdaf | Udgivet:17. juni 2010

Jeg har så travlt med den ph.d.-ansøgning, fordi min vejleder går på ferie lige om et øjeblik. Og hun skal gerne nå at give feedback på de tanker, jeg indtil videre har gjort mig, så chancen for at forskningsprojektet kan gå i gang er større. – Altså det der projekt om at udvikle metoder til læreruddannelsen, som kan hjælpe de nye lærere med at skabe positive relationer til eleverne.
Nå, det er grunden til, at her har været stille.

En løbetur er der imidlertid blevet tid til, og lidt længere nede skal du se, hvad jeg mødte på min færd. Når jeg skriver ‘løbetur’, tænker du måske, at jeg har brug for at blære mig lidt med overskudshandlinger i hverdagen. Men når jeg fortæller, at jeg faktisk kun løber lidt hurtigere, end hvis man går baglæns, vil du vide, at jeg ikke har noget at blære mig over. – Sidste år ville Hannah en dag med mig ud at løbe, og pludselig, mens jeg sveder og puster, opdager jeg til min skræk, at pigebarnet går ved siden af mig. Jeg blev faktisk gjort en smule til grin af hele familien.
Nu er hele miseren begyndt igen, for det regelmæssige skildpaddeløb var jo sidste år. Hvorfor? Jo, ser du, der har lige været en isvinter imellem, som fortsatte helt hen til sommermånederne, så jeg har haft masser af gode grunde (bestemt ikke undskyldninger, nej nej) til ikke at løbe baglæns nogle steder hen, men så var det pludselig, at de her fine grønne veje rundt om os trak.

Har det her overhovedet noget med børn at gøre? Ja, på en måde. Det handler nemlig om overskud. Jeg er en mere rar mor med færre selvoptagede, irriterede udbrud, når jeg indimellem får luntet rundt på sidevejene og kan kigge ind i folks blomstrende haver. Det kan virkelig anbefales. Og det er ikke urealistisk at følge den kernesunde families ideer om at dyrke motion med børnene. Rebekka vil virkeligt gerne cykle ved siden af, og Hannah tager ofte løbehjulet eller løber selv. – De kan godt leve med, at jeg ikke gider tale, når jeg forsøger at flytte benene fremad, og børn har også brug for at have noget de er bedre til, end deres forældre. – I dette tilfælde ‘fart i støvlerne og sus i sandalerne’.

Nå, men det var de billeder…
Fx ser jeg den her, som man da bliver i ret godt humør af at kigge på. Man får lyst til at give den et navn, jeg ved bare ikke hvilket.

Og her er lige et observatorie, sejt ik’. (Det er faktisk bare en del af et hus, men det siger vi ikke til nogen.)

Og så har vi til sidste prikken over i’et. Min absolutte favorit på lunteturen. En helt stille lillebitte vej med en statue så fin og et hus så smukt. Her emmer af ro og afklarethed, og jeg tager gerne et par omgange rundt om statuen for at få del i glæderne: