PARFORHOLD OG HVERDAG

Jeg havde varslet det – at det der med Regelmæssighed – eller sans for Rytme – ikke lige er mine stærke sider. Selvom jeg skam arbejder på det, kommer der derfor lige her et indspark om noget helt helt andet.

Om hverdagen. Kender du den? Ja, selvfølgelig – det er den, vi vel alle tilbringer mest tid sammen med i hele vores liv. Men kender du også den hverdag, der indimellem er så vindblæst med så mange ting på to-do-listen, at man lidt forsvinder for hinanden? Det gør du formentlig nok.

Sådan har det været herhjemme i en tid. Mikkel og jeg har hver især gang i så mange spændende ting, at når den ene spørger til den anden, er svaret ofte bare “Fint”. For der er sket så meget, at man ikke kan overskue, hvor man skal starte, og hvor man skal slutte.

Jeg tror på, at det kan være værdifuldt indimellem at være fra hinanden, så man mærker, hvor højt man i virkeligheden værdsætter hinandens nærvær. Men jeg tror først og fremmest på hverdagen. På at det er i den, man skal skabe rum til at mærke og nyde hinanden. Det er kun os, der kan tage ansvar for det.

For ellers bliver det en glidebane væk fra hinanden, hvor man mærker sig selv mere og mere, og pludselig står den anden faktisk bare i vejen, og man begynder at tænke, hvorfor han nu siger det der, og gør det der. For man er blevet spundet ind i sin egen selvoptagethed, og kan ikke se den andens vidunderlighed for bar travlhed.

Dér var Mikkel og jeg i går. Men inden vi kom for godt i gang med at liste en masse op, som vi synes, den anden skulle gøre anderledes, stoppede vi heldigvis op. Måske var det fordi, vi lige har været inde at se den nye film Gnomeo og Julie. Shakespeare viste os allerede for flere hundrede år siden med sin vidunderlige kærlighedstragedie, at splid og hævn er endeløs. Man kan altid finde mere, som de andre gør forkert.

Men der er også altid mulighed for at stoppe den negative spiral. Og få øje på det smukke i mennesket overfor en. Mikkel og jeg stoppede derfor det, der var ved at udvikle sig til noget trist, og valgte i stedet for at nævne de ting, vi rent faktisk kan være taknemmelige for. Lige nu og her. I vores fælles liv. Og der skulle ikke nævnes mange ting, før stemningen blev forvandlet. For vi mennesker kan ændre vores følelser, når vi sætter vores vilje ind.

Og så kunne vi lægge os i hinandens arme og se en totalt B-film om nogle kvinder, der surfede på Hawaii. Og det var så hyggeligt. For vi var sammen.

Og vi kiggede hinanden ind i øjnene og lovede, at vi skal og må huske at levne plads til hinandens selskab i hverdagen. Mindst en gang om dagen, skal vi skabe mulighed for at mærke, hvordan den anden egentlig går og har det. Og involvere den anden i sin gøren og laden.

Vi har givet hinanden det løfte mange gange før, og brudt det ligeså mange gange. For det er tit bare svært at være menneske. Men vi kan øve os sammen.