Se, hvad Johannes Møllehave har sagt af vidunderlige ord:
Det vigtigste, der skete for os som børn, var, at der var kærlige øjne, der så os med glæde og varme. Ikke fordi vi havde de og de gode egenskaber, men fordi vi var til. Et menneske bliver til ved at møde kærligheden i sin far og mors øjne.
Jeg elsker at finde veje til, at få børne- og voksenverdenerne til at mødes. Måder til vha. fx ord at træde ind i et fælles rum. Og her får du én idé til det, som vi lige har indført herhjemme, og vil bruge indimellem ved måltiderne. For vi har afprøvet den med stor succes.
Find dagens yndlings-sanseoplevelse. En runde hvor alle ved bordet skiftes til at fortælle deres bedste lugt, smag, lyd, syn og føle-oplevelse den dag. Man kan evt. nøjes med én sans om dagen.
Det gjorde mig så glad at høre pigerne fortælle om deres bedste synsoplevelse: Da Hannah gik tur med en hund, hun indimellem lufter, og de kom hen til eng, hun ikke havde været før. Hun havde lagt sig i græsset, og så var himlen bare så flot blå. Og Rebekka havde nydt at se, hvor grønt græsset var, da hun var ude at lege, og at nogle træer havde set så pæne ud op imod himlen.
At sætte en ramme for samtalerne kan give et vidunderligt indblik i hinandens verdener, der virkelig er berigende.
P.S: Idéen fik jeg til et skønt foredrag med Liselotte Vejborg forleden. Liselotte har nærstuderet den positive psykologi og formidler nu på en enkel, underholdende og inspirerende måde veje til at få mere lykke ind i hverdagen. Og en af måderne er Nydelse. Og den får vi automatisk mere af, når vi genkalder os fine oplevelser fra dagens løb, så også derfor er det smart at have sansesnakkene med ungerne. Man bliver simpelthen mere glad i låget af det.
Jeg cyklede her til eftermiddag hjemad fra stationen. Der ligger en del stejle, græsbeklædte bakker ved siden af cykelstien, og på en af bakkerne gik en far og hans søn, der måske var 1 1/2 år gammel. De var på vej op mod den blå himmel, og faren gik forrest, og den lille purk kæmpede sig opad i sine lyseblå cloks.
(Jeg cyklede opad bakke, og jeg er ret så langsom, så jeg fik skam mange detaljer med!)
Nå, men drengen lignede en, der lige havde lært at gå, og man kunne se, at det virkeligt var en kraftanstrengelse at komme op ad den stejle bakke. Og han væltede også nogle gange. Men uden at græde – han fortsatte ufortrødent.
Faren vendte sig indimellem om og smilte opmuntrende til sønnen. Men han hjalp ham ikke. Faren gik ikke hen og bar drengen det sidste stykke eller tog hans hånd, så opgaven blev lettere.
Han lod sin lille søn have den skønne oplevelse på egen hånd at klare en stor udfordring. Og jeg ville ønske, at jeg havde set drengens ansigt, da han nåede toppen. Men jeg havde ikke tid til at stoppe og vente.
Åh hvor det er godt, når vi forældre husker at udvise maksimal tillid til vores børns formåen. Og udvikler vores sensitivitet, så vi ved, hvornår det er tid til at hjælpe. For selvfølgelig skal vi også det. Indimellem. Men slet ikke så ofte, som vi tror. Der skal vi bare opmuntre og nyde synet af børn, der vokser. Mens de bestiger små og store bjerge.
Jeg så denne film i morges, og det er nogle af de mest fortryllende 6 minutter, jeg nogensinde har tilbragt foran en skærm.
Filmen viser livets ‘mirakuløsitet’, og fortæller hvad der sker, når vi er taknemmelige for livet. Nemlig at vi velsigner vores omgivelser gennem vores tilstedeværelse, smil og berøring.
Und dig selv at se den og bliv intet mindre end et lidt lykkeligere menneske.
Kender du det, at I er kommet lidt for sent i gang med at lave mad, så tiden i køkkenet bliver hu-hej, og så skal der hurtigt lige dækkes bord, og vrisses lidt over at hele familien ikke kommer, når maden nu endelig er klar. Og når I så begynder at spise, sidder man som små øer uden rigtigt at se hinanden.
I de situationer har jeg lagt mærke til, at jeg spiser mere end ellers. Min krop kan i hastværket ikke give mig besked om, at den er mæt. Og spiseriet fortsætter også i en stræben efter at mærke velbehag. Men det kommer ikke rigtigt, så jeg tager endnu en portion for at få den der følelse af, at alt er som det skal være.
Men spiseriet er forgæves, for jeg tror, at en følelse af velbehag skal komme indefra. – Har du ikke set filmen Lotto, hvor Søren Pilmark sidder på den fedeste bounty-strand med den skønneste drink, men ude af stand til at nyde det overhovedet, fordi han plages af dårlig samvittighed?
Vi skal have smukke omgivelser ja, men vi kan først virkeligt få noget ud af dem, når vi har ro indeni og kan mærke os selv, og dermed at vi befinder os i noget rart.
Tilbage til måltidet – og tippet… Når vi har de der hu-hej-aftener, så er der heldigvis ofte en af os herhjemme, der foreslår, om vi ikke skal sige ‘tak for maden’. Det er en slags bordbøn, vi lærte af en gammel mand for en del år siden, og vi elsker den alle sammen. For den giver ro, samling og nærvær. Så vi sammen kan nyde måltidet.
Vi tager hinanden i hænderne, ser rundt i hinandens øjne, mens vi siger:
Tak for maden, tak for livet, tak for alt hvad du har givet. 1-2-3 – på en god dag.
I kan måske i familien finde på nogle ord, I synes om og så prøve at indlede jeres måltider med de ord. Jeg kan i hvert fald anbefale idéen på det varmeste.
Mens Hannah og Rebekka var helt små, arbejdede Mikkel nogle år i weekenden. Når pigerne og jeg stod op, kogte jeg grød til Hannah og ammede Rebekka. Der blev skiftet bleer og ryddet lidt op. Så skar jeg frugt og grønt ud, der blev ammet, og vi legede. Og inden pigerne skulle sove til middag, smurte jeg madder og ammede. Når Mikkel kom hjem efter frokost, synes jeg næsten ikke, jeg havde bestilt andet end at agere madmor.
Men rigtig tit opdagede jeg, at jeg selv var hundesulten, for jeg havde faktisk ikke fået en eneste bid mad. Jeg var derfor dvask og i dårligt humør, fordi jeg fuldstændig havde overset et så basalt behov som at spise.
Måske nød jeg rollen som den opofrende moder, der gør alt for sin kære små. (Det gjorde jeg højst sandsynligt.) Men jeg ved også, at jeg for det meste slet ikke havde tænkt på, at de hænder, der serverede mad på livet løs, lige så godt kunne lave en ekstra portion bare indimellem, som også kom mig selv til gode.
For 7 søren da, vi skal huske os selv. Tag nu den iltmaske på, før du hjælper barnet ved siden af dig. Du husker lettere at spise, når du har behov for det og få tisset, når du behøver det – HVIS:
Du i løbet af dagen TRÆKKER VEJRET I BUND. Hvis du indimellem trækker vejret dybt, så der kommer ro i dit system, så kan du mærke dig selv og dine behov. Og på den måde bliver du en småbørnsforælder med mere overskud, end når du render rundt sulten og tissetrængende, som jeg så ofte gjorde, da mine børn var små.
Men her er jeg rigtig tit sådan en nej-mor. Selvfølgelig ikke altid, men jeg synes pauser er ubeskriveligt vigtige. Så derfor siger jeg tit nej til høj musik, mobilspil og computer. Så der kommer pauser, hvor man i bilen bare stirrer ud i luften og pauser derhjemme, hvor der ikke er ydre stimuli.
Jeg tror, det er vi forældres ansvar indimellem at regulere vores børns aktiviteter, så de trives allerbedst, for trivsel er et komplekst samspil mellem krop, følelse, tanke og indre kerne, og det er min oplevelse, at børn ofte følger en umiddelbar lyst, som ikke nødvendigvis øger deres trivsel.
I hvert fald i et moderne samfund, hvor de bombarderes med indtryk, krav, hæsblæsende tempi og fristende underholdning, underholdning, underholdning fra diverse medier.
I en form for naturtilstand tror jeg børn er geniale til at regulere der aktivitetsniveau, så det gavner hele deres væsen. Men opgaven her i vores lille land er for kompleks, og derfor forsøger jeg at hjælpe mine børn med det. Ved tit at vælge diverse underholdning fra.
For når der er stille i bilen, kan man ikke andet end at mærke sig selv og blive fordybet i sine tanker. Og når spillene på mobilen og computeren ikke er muligheder, kommer der et øjebliks tomrum, som nogle gange skaber plads til kreativiteten og en ny spændende leg.
Vi skal skabe rum for, at børnene indimellem kan vende blikket indad. Fordi jeg tror – ligesom årtusinde gamle visdomstraditioner – at det er derinde, forbindelsen til helheden findes. Så når man kan mærke sig selv og er forankret i sin indre kerne, er man et venligt og hensynsfuldt menneske.
(Jeg siger ikke, at det er let, og at pigerne ikke brokker sig højlydt. Tit gør de, og det kan jeg sagtens forstå. Men for det meste går der ikke mange øjeblikke, før de falder til ro og faktisk ser ud til at være glade for at ‘komme hjem til sig selv’.)
Der er hverken tips eller inspiration i dette indlæg. Jeg havde bare lyst til at fortælle om en oplevelse, vi havde i fredags. Der sad vi helt usædvanligt ikke i sofaen for at se X-factor, som vi plejer som resten af familien Danmark.
Vi havde nemlig fået fribilletter til en cirkusforestilling. Jeg har ikke været i cirkus i maange år, men jeg glædede mig faktisk til det sansebombardement, som jeg huskede, sådan en cirkusforestilling er.
Men altså – jeg tror nu, at tiden er løbet fra cirkus, og at det ikke er dér, livet lægger sin energi. Klovnene tæver hinanden, ydmyger publikum så en mand, der var trukket ind i manegen vredt forlader nummeret og sætter sig på sin plads, artister udfører livsfarlige numre, så ens solar plexus snører sig helt sammen – både af frygt for at det går galt og af sorg over at se de kunstige smil og de vemodige øjne, og kvinderne viser bryster og baller, så man bliver mindet om, at kvindernes kampdag d. 8. marts stadig tjener et formål.
Det virkede bare ikke rigtigt og slet ikke livsbekræftende og festligt. Som en hul skal, der pakker sig ind i glitrende palietter og farvede laserlys for ikke at vise sin tomhed.
Tænk, så er det mere berigende at sidde foran skærmen og se X-factor. Det var vi faktisk alle enige om.
Men måske tager jeg fejl, og der er sikkert også forskel fra cirkus til cirkus.
Men én oplevelse var stor. Pigerne og jeg red på en elefant. Da Pjerrot kom ind og fortalte, at man i pausen kunne købe en runde i manegen på en af de 4 afrikanske elefanter, så måtte jeg bare gøre det. Og det var virkeligt fantastisk. Du ved godt, at når man rører ved fx en meget stor sten, så kan man mærke dens fylde, og det var meget specielt, at mærke så stor en styrke forplante sig fra elefanten ind i en. Pigernes og min øjne lyste om kap bagefter.
Jeg får nyhedsbreve fra Caroline Fibæk, der ved en hel masse om at få overskud og nydelse ind i livet – bl.a. vha. lækre kager:-) Forleden sendte hun 9 tips til at gøre det bedste for vores helbred. Se det skønne tip 9:
Tip 9. Øs ud af din kærlighed
Kærlighed reducerer stress og styrker immurespons hvilket giver dig en større modstandskraft overfor sygdom og infektioner. Fokuser på det og dem du elsker – det giver dig en stor antidosis mod ubehagelige oplevelser du kan møde på din dag. Kærlighed gør dig lykkelig og lykkelige mennesker lever længere. Fokuser på kærlighed og find flere mennesker og ting at elske.
Hvis du vil se de 8 andre tips, så kan du klikke her.
Rigtig god weekend – og undskyld her har været så stille. Dagene er fløjet, og jeg har været mærkelig distræt i løbet af ugen. Så når jeg ikke har arbejdet, lavet mad, spillet kort med familien, gået tur med Manna, støvsuget og den slags, så har jeg gået rundt og nipset blomster og set lidt fjernt ud i luften. Måske er det ens system, der bruger energi på at omstille sig fra vinter til forår.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder noget, som kan fylde jeres hverdag i familien med mere glæde og nærvær. Jeg vil gøre det lettere at bruge en positiv pædagogik, der får det bedste frem i dine børn.
Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Rebekka på 9 og Hannah på 11 og min Mikkel-mand. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de skønne elever, jeg har undervist, og som jeg møder gennem mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
HATTEN AF FOR FORÆLDRE – SÆRLIGT TIL DRENGEBØRN
Jeg var sammen med en veninde i går og hendes to sønner. Den yngste er 4 år, og der er helt vildt meget gang i den dreng. Hver gang jeg er sammen med små drenge, bliver jeg mindet om, hvor meget mere energi de fleste drenge udtrykker ift. de fleste piger. End ikke på dage med overtræthed eller super-duper meget overskud, kan Hannah og Rebekka være så aktive som vores venners drengebørn. Da jeg arbejdede som bh.kl.leder oplevede jeg den samme forskel hos de fleste af børnene, for selvfølgelig er der undtagelser.
Nå, men den 4-årige skønne dreng, har noget at fortælle uafbrudt og hele tiden – fantastiske historier om enorme påskeæg, som han kravler ind i, historier om en lille dreng i en vuggestue, der slet ikke har forstand på sko, og historier om hvor højt han elsker vandmelon. – Alt imens han knokler løs med af finde ting, han kan bære, sørøvermønter han kan tælle og ting han kan bruge som skattekister. (Hannah var knap så begejstret for den idé, da hele hendes gulv var dækket med klæd-ud-tøj, da han gik – fordi udklædningskurven åbenbart kunne bruges som skattekiste.)
Og nu skal du høre om dette indlægs egentlige hovedperson. Drengens MOR. Min veninde. Som tålmodigt lytter til historierne, som hjælper med at tælle sørøvermønterne, som skærer det ene stykke vandmelon ud til sin lille søn efter det andet, som griner sammen med ham, da det kildede i maven, når han fik ture på svævebanen, der ligger i nærheden, som trøster mange gange, når han banker hovedet ind i alt muligt i al sin iver efter at udforske verden, og som venligt hjælper ham, når han tisser i bukserne, fordi han igen i al sin iver over at være i verden helt glemmer at gå på toilettet.
Er du klar over hvor sej og imponerende, sådan en mor er? ER DU KLAR OVER HVOR SEJ OG IMPONERENDE, DU ER? For det er den slags, forældre gør. Selvfølgelig løber temperamentet også af med os. Det løb indimellem af med min veninde. Men sådan må det være, fordi det at have sat et lille menneske i verden, der totalt overbegejstret vil lære den at kende, indimellem er så krævende, at det kalder på kræfter, vi ikke altid kan mønstre.
Men jeg håber, at min veninde – og at du – tænker på de helt utroligt mange fine ting, I gav til jeres børn i utroligt mange øjeblikke i dagens løb, når I lægger hovedet på puden om aftenen. Jeg håber, at I ikke bebrejder jer selv over de gange, hvor det mislykkedes, og hvor I ikke evnede at se ungerne. Vi skal tage hatten af for os selv og vores indsats – særligt forældrene til drengebørn – for hold da op, hvor det er en stor mundfuld at have sønner. Både fordi vi fortjener det, men også fordi det er vejen til mere overskud.