ET PUTTETIP!

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:17. januar 2012

Vi har i mange år kløet pigerne på ryggen, når de bliver puttet. Men for et stykke tid siden gjorde min hånd pludselig noget andet, som gør særligt Rebekka helt salig.

Hånden trykker stille forskellige steder på ryggen, hovedet og armene. Altså bare flad hånd, der langsomt trykkes blidt mod huden. Det mærkes som om, det er en hjælp til, at Rebekka kan finde sig selv efter dagens mange aktiviteter. Noget bliver sat på plads, og der bliver skabt rum for roen. Jeg bliver også selv helt afslappet og rolig af de stille tryk.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

FORANDRING KRÆVER FOKUS

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:16. januar 2012

Vores hund, Manna, er skøn, skøn. Men indimellem er jeg træt, træt og så siger min mund ofte i et opgivende “Manna” fulgt af en forhåbning om, at så bliver alt nok, ligesom jeg vil have det! Så kan hun forhåbentlig læse mine tanker og forstå, at jeg har brug for ro, og at hun derfor skal lægge sig stille og fx lade være med at stikke hovedet ind i opvaskeren, hive beskidte sokker op fra vasketøjskurven eller stille sig op på spisebordet med forpoterne og hive dækkeservietten ned.

Men hvad skal hun dog bruge lyden af sit navn i et opgivende tonefald til? For at hjælpe hende med at ændre adfærd, kræver det enten afledning, et NEJ i bestemt tonefald eller en kommando som sit eller dæk med efterfølgende ros.

Mange af os gør det samme i forhold til vores børn. Vi glemmer at for at skabe en forandring, så kræver det først og fremmest fokus. Fokus på situationen og på klart at udtrykke, hvad vi ønsker, der skal ske.

Vi bliver måske opgivende og irriterede, eller vi begynder måske at tale rigtigt meget. Om alt det, børnene nu skal huske, skal sørge for, skal gøre anderledes osv. Ordene står i kø for at komme ud af munden, og de fleste får ofte lov at komme ud uden rigtigt at blive sorteret i.

Når mine ord er til Hannah og Rebekka, fordi jeg ønsker, de gør noget bestemt eller lader være med at gøre noget andet, er det en rimelig dårlig strategi. For jo flere ord, desto mindre virkning. Eller omvendt. Jo færre ord desto større virkning. Sorterer vi ikke i ordene og luger en del fra, så drukner vores budskab i en pærevælling af bogstaver, skinger stemme og forurettede følelser. Sorteringen kræver fokus, og det er nødvendigt for at forandre.

I virkeligheden er det jo en lettelse, hvis vi kunne spare alle de overflødige ord væk. For de gør os jo endnu mere trætte, sløve og selvmedlidende, end vi i forvejen er.

Så dagens tip lyder: Giv klar besked om, hvad det er du ønsker. Og har du ikke energi til at være tydelig, så prøv at tie stille, eller bed en anden voksen om at tage over, hvis der er sådan en i nærheden. Opdragelse skal ske i stunder med overskud.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

COMPUTERSPIL OG HJERTEKVALITET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:12. januar 2012

Indtil i går, hvor Mikkel fortalte mig om noget, han forleden så i fjernsynet, indtil i går vidste jeg ikke, at halvdelen af 12-13-årige drenge spiller computer i ca. 3 timer hver dag. Og en femtedel spiller mere end 5 timer hver dag. Jeg synes, det er virkeligt trist. Det er for lang tid ikke at være delagtig i familiens hverdagsliv – foruden alt det sjove, man går glip af at opleve i og af verden med sine 5 sanser – uden en teknisk dims imellem sig og verden.

I udsendelsen, Mikkel havde set, undersøgte de også voldelige computerspils påvirkning af 12-13-årige drenge. En gruppe drenge spillede ‘Counter-Strike’ og den anden læste en sjov og fredsommelig bog. Efter et stykke tid fik begge grupper vist en film, hvor politiet kæmpede imod nogle demonstranter og var voldelige imod dem.

Bog-læsernes puls steg, og deres ansigtsudtryk viste bl.a. væmmelse og overraskelse. Computer-spillernes puls FALDT, den faldt, og de fortrak ikke en mine, mens de så volden i den virkelige verden.

Måske vil man sige, at man ikke kan sætte grænser for børn, når de når en vis alder. Men hvis vi ikke gør det, mener jeg vi ikke påtager os et ansvar, der alene kan være vores. Tweens og teenagere har stadig brug for at blive guidet og brug for rammer, vi udstikker. Pladsen indenfor rammerne skal og må selvfølgelig udvides, men jeg mener ikke, alt bare skal overlades til deres forgodtbefindende. For deres lyst er ofte styret af stærke og ret så ubehagelige kommercielle kræfter.

Hvis de unge ville købe våben, ville vi stoppe dem, ik’? Så det er muligt at sige nej – vel vidende at de måske alligevel gør det, vi siger nej til. – Men det er stadig i et mindre omfang, end hvis vi blot lod stå til.

Menneskets hjerte er det ypperligste, vi har, og en stor del af livet handler for mig at se om at udvikle hjertekvaliteter. Lad os ikke se til, at primitive voldsspil er med til at kvase noget af den medfølelse og sympati, som barnet har oparbejdet i sine første år i dette liv – bl.a. ved vores hjælp.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

MÅNEN OG LYSET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:9. januar 2012

Normalt falder jeg i søvn, næsten inden jeg når at lægge hovedet på puden. Men i forgårs var jeg åbenbart mere frisk end normalt, så jeg nåede at ligge lidt tid med åbne øjne og kigge på himlen.

Månen lyste og skyerne drev hastigt afsted. Nogle gange forsvandt månens lys helt pga. de mørke skyer, et øjeblik efter strålede den så hvidt, at verden blev oplyst, og indimellem kunne man kun ane dens lys bag de skyggende skyer.

Men vi ved alle, at månen er lige meget måne, uanset hvor meget af dens lys vi kan se.

Sådan tror jeg virkelig også det forholder sig med hvert eneste menneske på kloden – hvert eneste barn; der er et lys, der stråler uafhængigt af omgivelserne. Det er der lige meget hvad. Men det kan gemmes bag så mange skyer – så mange hårde odds – at det ikke er muligt at få øje på det. – hvis man kun kigger et øjeblik. Fastholder du blikket i lang tid, vil du altid få øje på lyset. Og imens du bare tror og venter, letter du opklaringen.

Jeg tror, det er sådan, og jeg ved, at utroligt mange børn har vist mig deres taknemmelighed over, at jeg har den tro. Så den vælger jeg såmænd at holde fast i.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

DON’T WORRY

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:5. januar 2012

Jeg lovede i går, at jeg ville give dig en øvelse, der hjælper med at slippe bekymringer. Og den skal du så sandelig få.

For bekymringen og den dårlige samvittighed gør os ikke til bedre forældre. Faktisk tværtimod. Den dræner os for overskud, og den sender et signal til vores børn om, at de nok ikke kan klare sig i livet.

Jeg tror, at når vi tillader bekymringerne at tage over, så blokerer vi for forbindelsen til vores indre kerne. Til det sted, hvor vi er forbundet med helheden – det sted som gør os i stand til at møde omverden med tillid og glæde.

Prøv, om denne lille øvelse kan hjælpe dig.

Slip bekymringer

  • Sæt dig afslappet og luk øjnene.

  • Ret opmærksomheden mod dit hjerte.

  • Forestil dig, at der er et lys inde i dit hjerte.

  • Genkald dig en bekymring, der tynger dig og forestil dig, at bekymringen er ude foran dig.

  • Se nu, at lysstråler strømmer ud fra lyset i dit hjerte og ind i bekymringen. Lyset og varmen får bekymringen til at blive mindre og mindre, så den til sidst forsvinder.


Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

NYTÅRSLEG OG CURLINGMOR (MIG)

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:4. januar 2012

Nytårsaften var vi sammen med min søsters familie og deres sjove venner. En af dem, (Tonny som laver det her og hjælper utroligt mange mennesker) satte alle mulige mærkelige lege i gang. Den ene gik ud på, at man skulle komme med en af 3 meldinger: 2 oppe / 2 nede / 1 oppe og 1 nede.

Alle rundt om bordet kom på skift med en af de 3 meldinger, og Tonny svarede hver gang, at det var enten rigtigt eller forkert. Vi prøvede alle desperat at finde et system, men det varede laaang tid, inden 5-øren faldt for os én efter én. Hemmeligheden var, at meldingerne skulle svare til vores hænders placering! Hvis man fx havde begge hænder på bordet, og svarede ’2 oppe’, var det rigtigt, men hvis man havde den ene hånd over bordet og den anden under, skulle man have svaret ’1 oppe og 1 nede’ og så fremdeles.

Nå – jeg forklarer reglerne, fordi legen var så sjov, at du måske vil prøve den på familien. Men nu skal du høre den egentlige grund til, at jeg fortæller om alt det her på min blog, som jo egentlig handler om børn…

Da alle vi 10 voksne havde moret os med legen, og alle var tilfredse med at have regnet den ud, kom de 7 børn hen til bordet. Vi spurgte, om de ville prøve en leg, vi lige havde lært. De var selvfølgelig fyr og flamme, men så snart legen gik i gang, mærkede de den samme frustration, som vi voksne lige havde oplevet: At komme med mærkelige meldinger som virkede helt absurde, når man ikke forstod en brik af, hvad det handlede om. Og ham Tonny sad for det meste bare og sagde, at det man meldte var forkert.

Jeg mærkede mine pigers frustration og prøvede med det samme at glatte ud: “I kan tro, at vi var helt vildt lang tid om at gætte, hvad det handlede om.” “I gør ikke noget forkert, for man kan ikke rigtigt gøre noget forkert i den her leg” og bla bla bla.

Curling-moren havde stukket sit bekymret ansigt frem. – Mine piger skulle nødig blive kede af det, så jeg måtte hellere berolige og trøste osv.

Louise, come on – at berolige og trøste er til situationer, hvor der er brug for det. Det her var en leg. Til en fest. Der skal ikke gå inflation i den bløde moderfavn. For børnene skulle gerne rustes til livets udfordringer, ik’. Og hvis jeg udstråler, at der er brug for trøst til noget, alle børn skal øve sig på – at spille og ikke altid forstå reglerne – så bliver det vist svært for dem at kunne overkomme alt det, der er langt sværere.

Børn tager virkelig ikke skade af at mærke frustrationer, og hvis Hannah og Rebekka havde sagt, at nu kunne de næsten ikke holde det ud mere, kunne jeg have opmuntret dem og sagt, at jeg godt kunne forstå, at det føltes træls. – For jeg havde jo selv lige prøvet det.

Jeg øver mig. På at droppe tendensen til at være bekymret og prøve at fjerne enhver sten fra mine børns vej i livet. Jeg kommer lige i tanke om en øvelse, der hjælper med til at fjerne bekymringer. – Den vil jeg dele med dig i morgen. For hvis vi bliver mindre bekymrede, gør vi vores børn en rigtig, rigtig stor tjeneste.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

HELE 3 TING OM AT VISE BØRNENE OMKRING OS, AT VI HOLDER AF DEM

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:3. januar 2012

Positiv respons, anerkendelse, ros, opmuntring, begejstret glæde er for vores børn, hvad vand er for vores blomster. Det nærer dem og får dem til at blomstre, og jeg har på det seneste oplevet 3 ret så fine italesættelser af, hvor meget det egentlig betyder for vores kære børn, at vi kommer dem positivt i møde:

1

Jeg arbejdede i foråret på en skole ude på Vestegnen. Jeg havde en 8. klasse i dansk, og det var nogle skønne, skønne timer. Mange af lærerne var trætte af en af drengene, der virkeligt også kom med utroligt mange sjofelheder og utroligt mange gentagelser af ‘the F…-word’ i løbet af en lektion. Han lavede sjældent sine lektier, og han spiste kun chokoladekiks til frokost.

Han og jeg kom meget fint ud af det med hinanden, og han udbrød indimellem: F… hvor er du en god lærer, Louise.

I forbindelse med mit ph.d.-projekt om lærer-elevrelationer, skrev jeg forleden til ham på Facebook for at høre, om han konkret kunne sige, hvad der gjorde, at han havde været glad for min undervisning. Da det kunne være en hjælp til mit projekt. Her er hvad, han skrev:

Kære Louise vil rigtig gerne hjælpe. Jeg tror grundene var at du altid kom ind i klassen med et smil du roste og havde en mild stemme man kunne også snakke om andet end dansk med dig og så var du i det hele taget bare sådan kærlig over for os alle.

Er det ikke rørende, at en 15-årig ‘rod’ skriver sådan noget?

2

Da jeg forleden krammede Hannah og Rebekka og sagde, at jeg elsker dem, sagde Hannah Hvor er du bare sød Hannah. Jeg spurgte lidt efter, hvad der fik hende til at sige det. Det er fordi, jeg synes tit, jeg siger det til nogen, men der er ikke så tit nogen, der siger det til mig.

Og det tror jeg faktisk gerne. Når man er storesøster, så hører man rigtigt tit sin nuttede lillesøster blive overøset med bløde, varme ord, mens man ofte selv mødes med krav og irettesættelser.

3

Da jeg puttede Rebekka for lidt siden, afbrød hun pludselig min go’natsang og spurte Hvad er det, du siger, når du roser Manna? Jeg svarede, at jeg vist siger Hvor er du dyyygtig. Det var gooodt. Rebekkas reaktion var: Det lyder rart. Det bliver man glad af at høre.

Rigtigt godt Nytår forresten. Jeg ønsker, at du og din familie får et nyt år fyldt med lys, glæde og fine stunder.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

DET MIRAKULØSE LIV

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:28. december 2011

Juleaften holdt præsten i Jørlunde, hvor mine svigerforældre bor, en skøn og berigende prædiken, som jeg vil dele med dig.

Den handlede om noget, der skete for et par år siden. I Washington’s metro stod en mand og spillede på sin violin ved en lang rulletrappe, så de rejsende kunne høre spillet en stund.

Men stort set alle hastede afsted, når rulletrappen sluttede. Faktisk var der kun 6 ud af de 1.097 personer, der passerede forbi i løbet af 45 min., som stoppede op kortvarigt. To børn virkede meget interesserede, men blev hevet af sted af deres travle forældre.

Hvad ingen vidste var, at violinisten var den verdensberømte virtuos Joshua Bell, der få dage inden havde spillet for fulde huse i Boston’s kæmpe koncertsal. Han spillede på sin Stradivarius fra 1713, som han havde købt for 18 mio. kr. i 1985. Og han spillede noget, der betragtes som en af de både sværeste og største kompositioner overhovedet – nemlig Bach’s Partita Nr. 2 i d-mol. Episoden var et eksperiment, som Washington Post havde taget inititativ til.

Præsten ude i Jørlunde syntes selvfølgelig det var stof til eftertanke. Og han brugte hændelsen til at understrege en så vigtig pointe:

Mirakler ér omkring os. Livet byder på så meget skønhed og underfuldhed. Der kræves blot én ting, for at vi kan lukke livets storhed og gavmildhed ind. – At vi lægger mærke til det. At vi stopper op, og nyder livets glæder og bemærker alt det store, der gemmer sig i det små lige rundt om os. Og hvor kan vi lære meget af børn her.

Kristus, der lærer os om uforbeholden kærlighed, kom til mennesket i skikkelse af et lille barn født i en stald. Mere undseligt kan det næsten ikke blive. Historien lærer os, at vi må møde livet med ydmyg taknemmelighed og store øjne, for at få øje på dets vidunderlige mirakler.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

JULEDAGE OG HVERDAGE

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:27. december 2011

Vi skulle intet lave 1. Juledag. Mikkel havde heldigvis insisteret på, at vi absolut ingen aftaler skulle lave. Men at vi bare skulle være os 4. Og jeg er ham så taknemmelig, for det blev i sandhed en magisk dag.

Lige før blev jeg ramt af et strejf af vemod. For jeg tænkte, at noget af al den glæde og morskab, vi har kunnet skabe i disse arbejdsfri dage, og særligt 1. Juledag hvor der slet ingen forpligtelser var – åh, hvad skal der blive af det, når hverdagen starter igen.

  • Hvordan skal der blive tid til at lære min kære familie et skørt kortspil, jeg nød at spille, da jeg gik i folkeskole?
  • Hvordan skal der blive tid til, at jeg kan sidde og drikke min morgente i fred og ro, inden de andre vågner, mens jeg ser Go’morgen Danmark. Og bagefter mediterer. Stadig inden de andre er vågnet?
  • Hvordan skal der blive tid til at se Mikkel og pigerne agere Michael Jackson-banden, mens de prøver at moonwalke på en gang?
  • Hvordan skal der blive tid til at spise morgenmaden i stuen, fordi vi lige opdager, at der er en film, vi alle gerne vil se?

Alt det tænkte jeg på. Men så var der en ting, der slog mig. Ferier og fridage er til, for at vi mennesker kan opleve særlige øjeblikke, der netop er anderledes end hverdagen. Men det, der vel først gør stunderne dejlige, er nærværet og samværet. Og de to sidste kan vi godt skabe, selvom tiden er mindre i hverdagen. HVIS VI GØR HVERDAGSTINGENE SAMMEN.

Jeg lærer så meget af Mikkel, der fuldstændigt selvfølgeligt inddrager pigerne i hverdagens gøremål. For ham er det givet, at de er med til at lave mad, tømme opvaskeren, handle ind osv. Og jeg ser, hvordan de alle 3 har det utroligt hyggeligt imens. Når børn inddrages som en selvfølgelighed i hverdagens gøremål, gør vi dem en tjeneste på så mange planer, at der kan skrives lange bøger om det.

Men i dette indlæg er mit fokus alene rettet imod én god ting ved at lade nogle af de mange gøremål i hverdagen blive ordnet i fællesskab. Nemlig at det skaber muligheden for, at vi rent faktisk ér sammen. Så vi kan tale sammen og grine sammen og skabe mere af alt det der gør, at jeg har nydt Juledagene så meget. Hverdagen skal ikke undervurderes. Det skal den virkeligt ikke.

Det er netop også ofte, når man foretager sig noget sammen, at man får talt om noget vigtigt og måske svært. Og ja, så tager det måske længere tid at få maden på bordet, men så kan børnene jo bare småspise af det, de hjælper med at tilberede, så de ikke går helt til af sult. Hvor der er vilje, er der råd.

P.S: Kommer til at tænke på den prædiken, vi hørte Juleaften af en fantastisk præst. Han sagde noget så skønt om hverdagen, at jeg vil dele det med dig i morgen.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

IKKE SÅ MANGE ORD

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:26. december 2011

Håber du har haft en dejlig Jul med “julefred og glæde omkring dig og i dig“, som en af mine veninder så fint skrev til mig.

Rebekka var syg i en del dage op til Jul. Men blev heldigvis frisk i løbet af d. 22. Men her for lidt siden, hostede hun igen. Lige inden hun skulle puttes. Og lagde sig træt i sin seng og klynkede og bekymrede sig, om hun nu var blevet syg igen. Og hvad hvis hun ikke var frisk, når juleferien var slut. For hun ville så gerne i skole igen.

Klokken var mange, barnet havde tydeligvis brug for søvn, og ord kunne hverken gøre fra eller til. Derfor begyndte jeg ikke at tale med om alle bekymringerne. Men begyndte blot at synge en af mine yndlingssange, når det er puttetid. En sang, der næsten med det samme skaber ro i mig og hjælper mig til at blive nærværende. (Den svenske So skimrande var aldrig havet af Evert Taube. Her sunget af hans søn Sven-Bertil) Og imens kløede jeg Rebekka på ryggen.

Og hun udbrød faktisk en lettet lille latter. Og faldt i søvn i løbet af 0 komma 5.

For indimellem er det en lettelse, at der ikke bliver tærsket langhalm på det, som er svært. Jo jo, ofte skal der netop tales om det, der er svært. Og forældre skal udvise forståelse og lægge ører til. Men nogle gange skal bremseklodsen sættes i, og i stedet skal der skabes et rum for noget nyt, der kan lindre. Ofte skabes det rum bare af et kram. Uden ord. Eller af en go’natsang, der påbegyndes uden nogen kommentarer til barnets mange ord.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

  • Få 10 TIPS til at bruge POSITIV PÆDAGOGIK i hverdagen og modtag INSPIRATIONSMAILS nogle gange om året.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

  • Louise Klinge NielsenTit vil jeg trøste og lindre, fordi det på mange måder er hårdt, hårdt at være forælder. Andre gange vil jeg forsøge at styrke troen på, at det nok skal blive bedre. Til tider vil jeg bekende mine de værste, så du måske kan undgå nogle af dem eller vide, at du ikke er alene. Og ofte vil jeg dele jublen og hujen over de fantastiske mennesker, vores børn er.
    Alt sammen for at gøre det lettere at bruge en positiv pædagogik i hverdagen, der får det bedste frem i dine børn.

    Inspirationen kommer fra dagene med Mikkel-manden, Hannah og Rebekka på 11 og 9 år, tiden da de begge brugte ble, timerne som lærer for mange hundrede børn og unge og tiden nu som ph.d.-studerende om læreres relationskompetence.

  • Louise Klinge Nielsen