Vi har vist alle sammen ret mange af dem. – Laster, dårlige vaner, afhængigheder. Når vi får øje på dem, tør se dem og nævne dem ved navn, tager de fleste af os et næste skridt på baggrund af en meget logisk tænkning, der siger “Det vil jeg lade være med” eller måske i en mildere form “Det vil jeg gøre mindre af.” Fx vil jeg aldrig råbe af mine børn igen, eller jeg vil tabe mig og derfor kun tage én portion aftensmad i stedet for to.
Men jeg tror virkelig ikke, det er vejen frem til at skabe forandring, der holder og varer ved. For der sker noget indeni os, når vi siger det lille ord ‘kun’ – når vi vil afstå fra noget, og når vi tænker i mangel. Der vækkes overlevelsesdrift og trods i andre dele af vores væsen. For mangel er begyndelsen til ingenting, og vores krop og vores underbevidsthed, den vil overleve – den kender ikke til tankens logik om, at man sagtens kan klare sig med en enkelt portion.
Så hvordan kan vi slippe de vaner, der hverken gør os selv eller andre godt? Det sker bedst, hvis vi lader nogle af ingredienserne i forandringsprocessen være glæde og nydelse. De sammenbidte læbers æra er forbi.
Fortællingen om overskud, glæde og taknemmelighed kan hele vores væsen samarbejde med. Så i stedet for at sige til sig selv ‘jeg må kun nøjes med en enkelt portion‘, kunne fortællingen lyde: ‘WUHUHH, jeg har mulighed for at få en skøn portion mad, og hvor vil den gøre mig godt.‘ Eller: Jeg har nogle vidunderlige børn. Det er fedt, når vi har det dejligt sammen. Derfor vil jeg så ofte som muligt se på dem og mærke, hvor højt jeg elsker dem.‘
For nyligt talte jeg med en vildt sjov og klog mor til en af Hannahs gode veninder om rygning. Hun fortalte ærligt om utallige mislykkede rygestopforsøg igennem flere år. Det havde til sidst fået hende til at kvitte forbuds- og stoptanken. Så hun beholdt i stedet smøgerne i lommen og sagde til sig selv, ‘jeg ryger ikke i dag, men jeg kan da bare gøre det i morgen, hvis jeg har lyst.’ Til sine venner sagde hun ‘jeg er ryger, jeg ryger bare ikke lige i dag.‘ Og det fortsatte hun med at gøre i …. 8 år – uden at ryge en eneste smøg! Indtil hele hendes system, også underbevidsthed und alles, var med på, at ryger – det var hun jo faktisk ikke. En så smart taktik, der ikke vækker trods eller kampgejst i den del af hende, der er afhængig af smøgerne, og som tror, alting er slut, når stimulansen ikke kommer.
Skal vi ikke sammen prøve med sådan en tilgang at få flere gode vaner, der nærer os? Droppe at tænke i afsavn og forbud, men med nydelse og taknemmelighed. – Så har vi også større overskud til at bære over med os selv og se på os selv med milde øjne, når det ikke altid går som planlagt. Så der er energi til at komme op på hesten igen. Det minder mig om et af min yndlingscitater af en forfatter, der hedder Mary Anne Radmacher:
“Courage doesn’t always roar. Sometimes courage is the little voice at the end of the day that says I’ll try again tomorrow.”
Husk det, når du er kommet til at skælde ungerne ud.
PS: Jeg fik ideen til dette indlæg, fordi jeg læser med hos min skønne veninde Kirsten Birkholm. Hun har efter sin skilsmisse, skabt den hudløst ærlige og dybt inspirerende blog morelove. På det seneste har hun skrevet nogle vildt sjove, og samtidig tragikomiske indlæg om sin største last – ‘tøj-shopping-afhængighed’. Hvis du vil have idéer til og refleksioner om, hvordan du får mere kærlighed ind i dit liv, så læs med hos Kirsten lige her.
Du kan se mit første ekspertindlæg på min-mave.dk. – En 5-trins guide til at engagere sit barn i hverdagens gøremål. Håber det vil bidrage til færre konflikter i de små børnehjem. Versesko’, 
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
TIP TIL GRIN OG GO’NATHISTORIE
Et dugfriskt tip… Vi har grinet herhjemme her til aften. Højt og dejligt. Pga. hende her:
Man hører sjældent en stemme læse højt herhjemme mere. Pigerne læser selv, inden de sover. Og jeg svinger mellem at savne stunderne med armen rundt om pigerne samlet om en fælles oplevelse og så nyde at have bedre tid til at rydde køkkenet, ordne papirer, tænde for fjernesynet, brygge te, eller hvad man ellers finder på ved 20.30-tiden.
Men forleden på biblioteket faldt jeg over Astrid Lindgrens Mine påhit. En vidunderlig samling af kapitler fra en hel masse af hendes historier, og jeg blev så glad ved tanken om, at man lige kunne snuppe sådan nogle livsbekræftende og dybsindige sider med pigerne indimellem inden sengetid.
De deler ikke hele min overvældende nostalgi og begejstring for Lindgrens univers. Men de synes heldigvis stadig, at go’nathistorie er hyggeligt. Og her til aften blev det kapitlerne om Pippi, da hun skal finde en Spunk, og da hun ikke vil være voksen. Den om Spunken var helt overraskende vildt morsom. Jeg måtte læse nogle af sætningerne flere gange, så vi igen kunne bryde ud i latter.
Så tippet er hermed givet videre – genial højtlæsning til de 3-35-årige:-)