Jeg er i færd med at skrive en artikel om de foreløbige resultater af mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer. Det sidste års tid har jeg bl.a. videooptaget og været til stede i fire læreres undervisning i 5., 6. og 7. klasse på to forskellige skoler. Hver lærer har jeg fulgt i 2-3 uger, de er blevet interviewet flere gange, og det samme er 50 elever i klasserne.
Jeg har lyst til at dele nogle af elevernes udtalelser med dig. De er rørende, skræmmende og meget meget vigtige. For de siger en hel masse om, hvor stor betydning vi voksne har for børns trivsel og udvikling.
Her fortæller nogle af eleverne fortæller om, hvordan de har det, når læreren har været vred og skældt ud. Ikke dem selv, men andre i klassen:
»Så føler man sig så’n lidt bange.«
Dreng i 5. klasse.
»Nogle gange tør jeg fx ikke sige ’jeg har ikke forstået det’, fordi nogen gange er hun bare rigtig sur.«
Pige i 5. klasse.
»Hvis han har skœldt en anden ud, så gider jeg ikke spørge ham, indtil jeg ser, han er rolig. Så venter jeg, og når jeg kan jeg se, han er rolig, så kan jeg godt spørge ham.«
Jeg spørger: Hvordan kan man se det?
»Man kan bare mœrke det i kroppen selv, og så på ansigtsudtrykkene.«
Dreng i 6. klasse.
»Altså selvom jeg ikke bliver skœldt ud, så får man sådan lidt et chok indeni, fordi at man kan se, hvor meget eleven har det dårligt. Så får man det også selv dårligt. Og jeg får også kvalme af det. Selvfølgelig siger jeg det ikke til lœreren, for så går hun amok på mig.«
Pige i 7. klasse.
Og her beskriver de, hvad det betyder for dem at få ros af læreren:
»Så bliver man varm om hjertet.«
»Ja, varm og tryg.«
Pige og dreng i 6. klasse.
»Jeg får sommerfugle i maven.«
»Så siger det bare [holder hånden ved hjertet] dak-dak dak-dak dak-dak.«
»Så får man selvtillid.«
»Så er jeg glad, så kan jeg koncentrere mig i lang tid.«
Drenge i 5 klasse.
»Når læreren er glad og roser, så har vi mere lyst til at lave noget. Så siger vi til os selv ’vi har fået ros, vi er rigtig dygtige, så lad os vise, at vi er dygtige i virkeligheden’. Så har man rigtig meget lyst til at lave videre. Men hvis læreren skælder ud, så har jeg det rigtigt dårligt indeni mig selv. Så tænker man kun på, at ens forældre bliver rigtig kede af det og alt muligt, man tænker ikke på sine lektier, på det man skal gøre, man tænker kun på, at man får ballade.«
Pige i 5. klasse
Det er spændende og lærerigt, ik’. For de er bare så kloge de unger.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Kære Louise, jeg kom til at tænke på dit vigtige blog-indlæg her til aften, da jeg puttede min datter. Hun var i det følsomme hjørne, og vi havde været forbi “måske er der monstre under sengen” og andre “jeg er bange”-emner. Så sagde hun pludselig – og brød ud i gråd samtidig: “I dag råbte NN (hendes klasselærer i 0. klasse) ‘hold mund’ eller ‘hold bøtte’. Jeg kan ikke huske hvad hun sagde, men jeg blev så ked af det. Men jeg tænkte at jeg ikke måtte begynde at græde, for så ville hun bare blive mere vred.”
Jeg spurgte ind og fik afklaret, at det ikke var rettet mod nogen specielt, men mod hele klassen. Min datter fortsatte: “Nogen gange smækker hun pinden rigtig hårdt ned i bordet. Dem der sidder tæt på kan jo få ondt i ørerne, men de kan jo ikke begynde at græde for så larmer det. Jeg vil gerne sige til NN, at man ikke må gøre det eller sige ‘hold bøtte’, for nogen bliver kede af det. Så vil jeg sige, at ellers gider jeg ikke gå i den forbandede klasse!”
Jeg var faktisk målløs over hendes reaktion – hendes mod til at ville turde påtale det (eller i hvert fald tænke tanken), hendes ordvalg (“forbandede” – det har jeg ALDRIG hørt hende sige før), hendes dybe grad af ked-af-det-hed over situationen. Vi talte om, at det var bedre at sige, hvordan man har det, frem for hvad man vil / ikke vil.
Nu kan jeg sagtens forestille mig, at det kan være meget svært at få ørenlyd som klasselærer i 0., og at det kan være nødvendigt at skære igennem – men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvordan det påvirker de små – og hvilket indtryk de får af deres lærer – når hendes handlinger er sådan, at de afføder reaktioner som min datters.
Jeg synes, det er svært at reagere på den rigtige måde som forælder, for jeg vil selvfølgelig gerne støtte min datter og hun skal jo føle sig tryg i skolen; på den anden side kan jeg ikke forestille mig, at NN vil opfatte det positivt, hvis min datter siger noget.
Beklager den lange kommentar – jeg kom bare til at tænke på, at jeg så en tydelig kobling til dit vigtige arbejde. Tak fordi du belyser dette vigtige område!
Mange tak for dine ord Anne. Er virkelig glad for du deler. Der foregår fantastiske ting i den danske skole, og der foregår desværre ting, der simpelthen ikke er i orden.
Det er en virkelig stor udfordring, hvordan man som forældre skal reagere. Mine erfaringer siger, at vi skal anerkende vores børns frustrationer, og sige at vi bestemt godt kan forstå, at det ikke er rart. Men vi skal lade være med at omtale læreren for negativt i børnenes påhør, for det vil give bagslag i barnets hverdag sammen med læreren.
Til gengæld skal vi tage hånd om de ting, der ikke bør foregå enten ved at henvende os til læreren og bl.a. fortælle, om hvor påvirket vores børn bliver af deres humør, eller gå til ledelsen.
Mange hilsner fra Louise
Tusind tak for din refleksion. Jeg er netop meget opmærksom på ikke at tale negativt om læreren, for hun er jo børnenes ‘fyrtårn’ og fylder meget i deres bevidsthed. Og samtidig er anerkendelsen vigtigt – det vil jeg lægge mig endnu mere på sinde.
Jeg lytter og husker, og så må vi se, hvordan det udvikler sig – forhåbentlig er det ikke noget, der sker hver dag!