OM AT HØRE EFTER #7. En sidste vigtig ting.

Som jeg skrev i går, så glemte jeg en ting i forhold til alt det der med at træne vores børn i at høre efter…

Konsekvens

For mig at se, er det en af de største foreteelser og bjørnetjenester for vores børn, når vi forældre melder én ting ud til vores barn, og så snart barnet brokker, skriger eller græder tilstrækkelig højt, vupti, så vender vi på en tallerken og giver alligevel lov til det, som vi ellers lige havde sagt nej til.

Det gør barnet forvirret og underminerer vores troværdighed. Og det lærer barnet, at det kan gøre, som det passer det, for det får det alligevel, som det vil have det. – Og så er der jo ingen grund til at høre efter, hvad de voksne siger.

Vi må øve os på at vide, hvad vi egentlig mener, og så holde fast i den beslutning. (Selvfølgelig ikke, hvis vi vitterligt skifter mening eller opdager vi tog fejl – det skal bare være undtagelsen og ikke reglen.)

Når barnet hyler højt, fordi det ikke får det, som det vil have det, så er det en fuldstændig naturlig og sund menneskelig reaktion hos et lille menneske, der er i sine følelsers vold. Den reaktion skal vi forældre kunne bære og rumme, uden at gøre barnet forkert, men ved fx at sige og mene”Det kan jeg godt se er træls.” Og ikke mere. Men hold stadig fast i din beslutning.

For ellers får dine børn så mange problemer, når de starter i skole, fordi de andre børn ikke gider dem, der stædigt holder på sit og bliver ved med at græde, hvis de ikke får deres vilje, og mange lærere skælder ud over det.

For mig at se er der mange lag i mennesker – og det er bare ét lag i barnet, der gerne vil et eller andet, der faktisk irriterer andre. Det er vores opgave som forældre at se barnet som en have med spirer til både ukrudt og blomster. Og er det ukrudtet, der lige nu regerer, så skal vi holde fast på vores nej, fordi vi skaber plads til at blomsterspirerne kan folde sig ud. For der er nemlig andre lag i barnet, der alene trives, når barnets adfærd er afstemt med omgivelserne og ikke generer nogen. Vi gør barnet en bjørnetjeneste, når vi lader ukrudtet vokse vildt.

Det første indlæg i temaserien her handlede om en “strammer-tendens”, hvor børn simpelthen ikke hører efter, fordi der er alt for mange krav og regler, så de opgiver ævred. Og dette sidste indlæg handler om en “slapper-tendens”, hvor børnene ikke længere hører efter, fordi vi ikke er troværdige, hvis vi hele tiden retter os ind efter barnets forgodtbefindende og ikke er tro mod os selv. Begge tendenser er for mig at se ikke hensigtsmæssige, og vi må som så ofte i livet finde den sunde middelvej.