Der var noget med et nisselandskab. Gosh, hvor vi var kreative forleden. (Indlægget her kammer til sidst helt over i nissebegejstring – så er du advaret.)
Og det var en meget fin oplevelse at skabe noget sammen som familie. Vi har aldrig haft gang i sådan nogle landskaber før, men det bliver klart en tilbagevendende begivenhed. Også selvom der undervejs var gråd og brok hos pigerne, fordi “du laver noget alt for avanceret noget Mikkel. Vi kan slet ikke forstå det.” Mikkel havde gang i et vildt legofundament, som skulle give landskabet bakker og dale. Men gråd og brok er helt ok, hvis man blot ikke har nogen forventning om, at der kun skal være smil og søde ord. Ofte skabes der en ret fin stemning efter vilde temperamentsudbrud. Intet er indestængt, og man har oplevelsen af at have klaret sig igennem en krise sammen.
Nå, men det var sjovt, da pigerne til at starte med fik arrangeret det sådan, at vi på skift skulle stå og fortælle hinanden om vores planer for landskabet, hvorefter de andre klappede af den, der havde fortalt om sine idéer! Jeg er altså ikke den store landskabsplanlægger, så jeg sagde blot, at de andres idéer var rigtig gode, og at det ej blot var til pynt, men at man jo kunne lege med det hele i løbet af december. Det fik Rebekas øjne til at lyse som stjerner, og da hun endelig fik overtalt Hannah til ville lege med hende en dag, var hendes lykke gjort.
Jeg ville give en opfordring i dette indlæg – nemlig, at man indimellem afsætter tid til et eller andet skabende projekt sammen som familie. Et eller andet, hvor man undervejs og bagefter har fornemmelsen af, yes, vi kan faktisk noget sammen, ja vi kan så. Vi er ikke eksperter i sådan nogle fælles projekter herhjemme, så hvis du har nogle gode idéer, så skriv dem endelig. Jeg har også haft fornemmelsen, når vi har lavet livretter eller simpelthen gjort rent, men det kunne vel fx også være ved fælles indsamling til fx Røde Kors eller havearbejde, hvis man har sådan en.
Nå, men herhjemme handlede det altså forleden dag om et nisselandskab. Mange af de nisser, jeg hvert år fik af min farmor, dengang hun levede, fik endelig et godt sted at bo. Og fedt at se, hvor kreative ens børn er – der blev bygget kælke i lego, opsat en lygte til læsenissen, kreeret en mistelten m.m. (Men det var altså mig, der fandt på det med fyrgrenene, som står fast i ler under vattet. Ret stolt er jeg.) Se, om du kan få øje på det hele:
P.s: Jeg ved allerede nu, hvad jeg skal skrive om i morgen. En vildt spændende undersøgelse af, hvordan vi behandler døtre og sønner forskelligt. Det er meget interessant.
Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret. tilføj som bogmærke
permalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
NISSELANDSKABET
Der var noget med et nisselandskab. Gosh, hvor vi var kreative forleden. (Indlægget her kammer til sidst helt over i nissebegejstring – så er du advaret.)
Og det var en meget fin oplevelse at skabe noget sammen som familie. Vi har aldrig haft gang i sådan nogle landskaber før, men det bliver klart en tilbagevendende begivenhed. Også selvom der undervejs var gråd og brok hos pigerne, fordi “du laver noget alt for avanceret noget Mikkel. Vi kan slet ikke forstå det.” Mikkel havde gang i et vildt legofundament, som skulle give landskabet bakker og dale. Men gråd og brok er helt ok, hvis man blot ikke har nogen forventning om, at der kun skal være smil og søde ord. Ofte skabes der en ret fin stemning efter vilde temperamentsudbrud. Intet er indestængt, og man har oplevelsen af at have klaret sig igennem en krise sammen.
Nå, men det var sjovt, da pigerne til at starte med fik arrangeret det sådan, at vi på skift skulle stå og fortælle hinanden om vores planer for landskabet, hvorefter de andre klappede af den, der havde fortalt om sine idéer! Jeg er altså ikke den store landskabsplanlægger, så jeg sagde blot, at de andres idéer var rigtig gode, og at det ej blot var til pynt, men at man jo kunne lege med det hele i løbet af december. Det fik Rebekas øjne til at lyse som stjerner, og da hun endelig fik overtalt Hannah til ville lege med hende en dag, var hendes lykke gjort.
Jeg ville give en opfordring i dette indlæg – nemlig, at man indimellem afsætter tid til et eller andet skabende projekt sammen som familie. Et eller andet, hvor man undervejs og bagefter har fornemmelsen af, yes, vi kan faktisk noget sammen, ja vi kan så. Vi er ikke eksperter i sådan nogle fælles projekter herhjemme, så hvis du har nogle gode idéer, så skriv dem endelig. Jeg har også haft fornemmelsen, når vi har lavet livretter eller simpelthen gjort rent, men det kunne vel fx også være ved fælles indsamling til fx Røde Kors eller havearbejde, hvis man har sådan en.
Nå, men herhjemme handlede det altså forleden dag om et nisselandskab. Mange af de nisser, jeg hvert år fik af min farmor, dengang hun levede, fik endelig et godt sted at bo. Og fedt at se, hvor kreative ens børn er – der blev bygget kælke i lego, opsat en lygte til læsenissen, kreeret en mistelten m.m. (Men det var altså mig, der fandt på det med fyrgrenene, som står fast i ler under vattet. Ret stolt er jeg.) Se, om du kan få øje på det hele: