Jeg var på biblioteket i går. Pludselig skreg en 2-årig pige højt:
“Nej, nej, nej”.
Jeg ved ikke, om noget var gået galt, eller om hun bare skulle hjem. Jeg hørte blot faren sige, at nu skulle de i hvert fald gå. Og pigen græd hjerteskærende, græd som pisket, mens hun råbte og skreg det ene ord uendeligt mange gange”NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ”.
Frustrationen var til at tage og føle på. Der var så rart på biblioteket, så selvfølgelig havde hun ikke lyst til at forlade stedet. Og slet ikke når det indebar, at hun skulle have meget og meget tykt tøj på, fordi det var så bidende koldt udenfor.
Men skrigeriet varede i ubehageligt lang tid. Pigens manglende lyst til at forlade stedet blev nemlig overtaget af vrede og frustration og et eksistentielt NEJ.
For farens respons til pigens nej, var “Jo jo jo”. Lige så mange gange hun skreg “nej”, lige så mange gange sagde han ordet “jo”. Det var fornuftigt, at han konsekvent insisterede på, at de skulle afsted – også selvom hun til at starte med skreg “nej”. For det er ofte ikke særligt smart, at vi lader vores beslutninger ske på baggrund af børnenes umiddelbare følelser og lyster.
Men når faren på intet tidspunkt anerkendte datterens følelse – viste hende, at han forstod, at hun selvfølgelig gerne ville blive på biblioteket – så blev hendes skrigen en eksistentiel kamp. En kamp for, at det, hun oplevede, er sandt. At hendes følelser rent faktisk findes, at hun mærker dem, og at det er helt i orden.
Fik hun medhold i det, så ville det være lettere at bære skuffelsen over, at biblioteksbesøget var slut. Nu skulle hun i stedet både kæmpe med skuffelsen og for retten til at have den. Og det er for meget at forlange af et barn på 2 år.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
4 kommentarer
Åh, jeg øver mig på den der. Men det gør det nemmere, når man finder ud, at det virker, for det gør det. Forleden, da prinsessen var drønsur og ked af over ikke at måtte komme i svømmehallen, som vi næsten havde lovet (løb aldrig fra hvad du lover er en anden at øve sig på), lod jeg hende hele tiden forstå, at det var helt okay, at hun var sur. At hun var i sin gode ret. Der gik et kvarter, så kom hun ind og sagde, at nu var det gået over, og hun ville gerne med ud at cykle, som var alternativet. Gud, hvor var jeg stolt. Over at have modstået skænderiet og råberiet i sølle 15 minutter. Så var det slut! Tak fordi du mindede mig om det Louise. Det bekræfter mig i at være på rette kurs
. Kh Louise
Jeg er enig. Men synes, det er svært. Altså jeg anerkender og anerkender og anerkender og anerkender, synes jeg (“jeg kan godt høre, du gerne vil have saftevand. Jeg kan godt se, du bliver frustreret, når jeg siger nej. Men vi skal ikke have saftevand nu” – på en god dag, iggå). Men nogle gange når han bare at gå i nej-modus, før jeg når at anerkende noget som helst. Og så kan jeg stå der med alle mine gode intentioner og til sidst blive så skingrende sindssyg, at jeg ender som den jojojo-sigende forælder…
Tak for de værdifulde kommentarer begge to.
Kære du fra Carportognoia – når du skriver han går i ‘nej-modus’ betyder det så, at han hyler op af frustration? For den reaktion kommer stadig nogle gange, selvom vi er nok så anerkendende. – Hvis hans skuffelse er stor nok. Så jep – udfordringen er at lade være med at flejne ud, selvom barnet opfører sig hysterisk. Og selvfølgelig kan vi ikke klare det altid. Vores lunte er altså bare indimellem ikke-eksisterende. Og det kan vores børn leve med.
For hvis du i bund og grund vil noget andet end ‘jo-jo-jo’, så vil du skabe et solidt fundament for en relation præget af respekt og forståelse. Og jeg lover dig, at når menneskebarnet bliver ældre, vil du høste resultaterne, og se hvordan han kan relatere til andre med en grundlæggende respekt, fordi han er blevet i stand til at rumme andre ved at have oplevet at blive rummet som lille.
Tak
Ja, nej-modus er enten nejnejnejnejnej-råberi (eventuelt før moren når at reagere) eller bare toårs “nu kaster jeg mig på gulvet og skriger”.
Når det er sagt, så hjælper det jo i rigtigt, rigtigt mange tilfælde, når moren husker at sige “jeg kan godt se, at du vil lege/have mig med ned på værelset/kravle op i gardinerne/etc, men jeg er lige ved at spise morgenmad, så jeg vil ikke med” – i stedet for “jeg vil ikke med.” Det sidste falder bare på en eller anden måde mest naturligt klokken 6.30 om morgenen…