Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
NÅR VI SKAL TIE STILLE
En skøn dreng i familien skulle for nyligt fortælle mig om, hvad der var hændt ham på hans skiferie. Han var faldet, uden de voksne havde set det og beskrev nu hele den oplevelse af at ligge i en stor skov, alene, uden at kunne rejse sig.
Hans skønne mor supplerede med detaljer og præciseringer, og drengen sagde “Mor, er det dig eller mig, der fortæller?”
Hannah og Rebekka (og Mikkel) kunne uendeligt mange gange have stillet mig det samme spørgsmål, fordi det er sket så tit. At jeg bryder ind og kommenterer – vel pga. et behov for at få detaljerne præcist på plads. Få historien fortalt på min måde.
Men det er godt at minde sig selv om, at det behov vel egentlig er mindre vigtigt, end børnenes oplevelse af at slå til. For jeg tror ikke, de oplever at slå til og kunne ‘fortælle godt nok’, når vi hele tiden afbryder. Og der er fare for, at hvis de overtager vanen, og senere hen gør det i deres parforhold og ift. deres børn, så har vi skabt en bevægelse, hvor mennesker simpelthen skaber mindre plads til hinanden.
Så jeg øver mig på at holde mund. Selvom det er svært.