Pigerne og jeg var alene hjemme i går. Ved 18.30-tiden kom Rebekka og jeg hjem med indkøbsposer, planter fra planteskolen og gaver til en af Rebekkas veninder, der snart har føs’dag. Dvs. vi havde været rundt diverse steder i nogle timer, og indtrykkene fra sådan en omgang gør, at mit system kalder på et øjebliks ro. Til lige at samle mig igen.
Men i al aktiviteten glemte jeg alt om min krops behov. Og fór rundt om mig selv, mens jeg lavede aftensmad, plantede 3 planter om, gav Manna (vores hund) mad og vist nok et par ting mere. Sikkert noget med nogle sms’er. På et tidspunkt vrisser jeg irriteret til pigerne, at de da godt lige kunne tage at hjælpe til. De sad ved spisebordet og tegnede, men Hannah rejste sig hurtigt og trådte til med hjælp til maden. Jeg kom med nogle flere bebrejdelser, og Hannah fortsatte med at kokkerere, og Rebekka luftede Manna.
Da vi sætter os for at spise, siger Hannah til mig, om jeg ikke godt kan lade være med at se så sur ud.
Nogle af jer kender formentlig de her situationer. Bortset fra, at hvis I har små børn, er der ingen, der træder til med hjælp. Der sidder I selv med aben. Mens I måske som mig, ser mere og mere sammenbidte og udmattede ud.
Hvad kan vi gøre som forældre, når tingene går op i en spids, og det hele brænder på? Vi kan øve os, øve os, øve os i det der med iltmasken. At tage den på først. Når jeg kommer hjem og er træt efter en lang dag, så skal jeg huske at sætte mig et rart sted, bare 5 minutter, i stedet for at ile videre for at tage vare på børn, hund og blomster. Det er nok ikke muligt altid, men tit er det.
Men, det er ofte, når vi har allermest brug for, at der bliver taget vare på vores system, at vi glemmer det – og i stedet farer afsted med hovedet under armen.
Dét sagde jeg til Hannah, da hun spurgte, om jeg ikke ville stoppe med at se så sur ud. Jeg sagde, at jeg ville prøve, men det var svært, når jeg havde overskredet min egen grænse, og at det ofte netop er dér, vi glemmer at bede om hjælp. Eller tage ansvar for at sætte os roligt og puste ud.
Den slags snakke med vores unger er vigtige. For hverdagslivet går ikke ud af en snorlige, idyllisk sti med evige smil og kys. Men hvor lærer vi dog alle meget, når vi i rolige stunder vender, hvad der egentlig foregik, da det var dumt. Og sammen tænker over, hvordan man kan gøre det anderledes. Med en stille aftale om, at vi øver os, og alle gør det så godt, vi nu kan.
Dét er også vigtige lektier for børnene. Og en fin afslutning på noget frustrerende. Den følelse af meningsfuldhed vælger jeg at holde fast i stedet for at være fyldt med skyldfølelse over, at jeg skældte børnene ud for, at jeg ikke tog ansvar for at dække mine egne behov.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Du rendte vist rundt og var meget i dit limbiske system
http://rygeskuret.blogspot.dk/2013/05/derfor-er-der-ingen-lring-ved-skld-ud.html?m=1