En morgen kom Rebekka kom ind til Mikkel og mig. Da vi havde ligget og puttet lidt, sagde Mikkel sådan ca. følgende mange ord til Rebekka:
“Du skal finde dit tøj frem nu. For så kommer du ikke til at fryse, når du har været i bad. For du skal i bad her til morgen, som vi talte om i går. Så jeg går ud nu og gør et bad klar. Og så spiser vi bagefter.“
“Far. Hvad var det egentlig jeg sku’ gøre?“
Er det ikke fedt? Når børnene lærer os voksne at blive bedre til at være sammen med dem. Til at blive bedre til at gøre livet mere enkelt. Det er umuligt for små børnekroppe at rumme vores mange ord.
Less is more! Når vi fabler løs, står vores børn lynhurtigt af, for deres hjerner kan slet ikke rumme vores mange ord, så vi må dosere ordene med omhu, da de ellers går tabt. Men hvad skal vi dog gøre, når der er så mange ting, de kære unger skal huske?
Vi skal bruge en morgenseddel, skal vi! Herhjemme har vi sluppet for de trælse påmindelser til pigerne om morgenen ved at bruge det, jeg kalder en morgenseddel, der for mig at se har en så fantastisk effekt, at jeg ikke vil tøve med kalde det et trylletip.
Børn stortrives med rutiner, fordi de skaber overskuelighed, og dermed tryghed, overblik og dermed mulighed for at tage medansvar. Og forældre trives med ikke at skulle sige de samme ting så mange gange, at man til sidst er ved at koge over.
En morgenseddel handler om at gøre følgende:
Tegn og skriv barnets forskellige morgengøremål – lad evt. barnet gøre det hele eller noget af det – i en række med en lille boks ud for hvert punkt. Da Hannah og Rebekka var yngre stod der fx:
- Vaske hoved og hænder
- Tøj på
- Rede hår
- Børste tænder
- Pligt, (fx give marsvin mad, dække bord)
- Spise
- Overtøj på, husk cykelhjelm og nøgler.
Når et gøremål er fuldført, sættes der flueben i boksen – eller man bruger køleskabsmagneter. Det giver barnet en frihedsfølelse selv at kunne tage ansvar for sine gøremål, og alt det der skal gøres i løbet af sådan en morgenstund bliver meget nemmere, når der er hjælp til at holde fokus på det.
Selvom Hannah og Rebekka er 11 og 9 år nu, bruger de faktisk stadig sedlen. Dog uden magneter eller flueben, men bare fordi de synes, det er rart helt selv at kunne holde styr på det hele, så de også slipper for at høre på Mikkel og mig som en automatisk telefonsvarer, der taler om tandbørstning om og om igen.
I dag ser Rebekkas seddel sådan her ud:
3 kommentarer
Sikke en god idé, hvornår er børn store nok til at man indfører sådan en seddel? Vi har en dreng, der bliver 4 om godt to måneder – ville han kunne bruge den?
Kære Anja,
Jeg er sikker på, din søn vil kunne få gavn af sedlen. Desværre kom jeg først på idéen, da Hannah og Rebekka var begyndt i skole, så jeg kan ikke tale af egen erfaring ift. hvor tidligt, det kan indføres.
Men mit gæt er, at det allerede fra ved 3-årsalderen vil hjælpe barnet meget, fordi de fleste forældre omkring det tidspunkt begynder at stille forskellige krav til ting, barnet skal gøre. Og så må det være en stor hjælp, at kravene også taler til barnet visuelt og ikke kun auditivt.
Du må meget gerne melde tilbage til mig, hvordan det går, hvis I forsøger, da det kan være værdifuldt at fortælle forældre om, når jeg holder foredrag.
Rigtig god weekend – kærligst fra Louise
Hej Louise,
Tak for dit svar. Tror helt bestemt det skal afprøves, når min mand er færdig med at gå på barsel og der igen bliver behov for noget mere fokus på tiden om morgenen. Skal nok melde tilbage, hvordan det kommer til at gå. Tak for alle dine gode råd, de betyder meget.
De bedste hilsner Anja