MÅLTIDER #2

I går fortalte jeg om nogle af de ting, der for mig at se betyder mest, når vi forældre vil gøre måltiderne til fine stunder og ikke kampscener. Men husk altid, at ordene er baseret på mine erfaringer. Vi mennesker er forskellige, og det er så vigtigt, at hvert menneske handler i overensstemmelse med sig selv og er tro imod, hvad der opleves rigtigt inderst inde. Så brug kun det, jeg giver her på bloggen, hvis det vækker genklang i dig, okay?

Tip 3 i går handlede om at være konsekvent. Og ikke sige, at der altså kun er den mad, der står på bordet – og når barnet så ikke har spist noget særligt – så bliver der kort tid efter serveret noget andet.

Det kom Mikkel og jeg ofte til at gøre, da Hannah var lille og Rebekka var baby. Indtil vi begge blev så trætte af at stå i køkkenet og tilberede mad – særligt når kl. nærmede sig 20., hvor de fleste forældre er mere end klar til stille voksentid.

En dag sagde vi til Hannah under aftensmaden, at der kun var den mad, der stod på bordet. Men denne gang mente vi det. Hun havde dog ikke lyst til at spise noget særligt af den der mad. Og da hun skulle til at i seng, og som sædvanligt sagde at hun var sulten, sagde vi, at hun kun kunne få det, vi havde fået til aftensmad. Maden var imidlertid blevet kold, og nu havde hun bestemt ikke lyst til at spise den.

Men på trods af skrig og skrål holdt vi fast – og det var ikke let – mens vi sagde, at vi godt kunne forstå, at det var irriterende, men det var altså sådan det var.

Hannah nægtede at spise, og faldt grædende i søvn, for hun var vitterligt sulten.

Men kære læser – lige siden har Hannah altid spist aftensmad, når den stod på bordet. – Og derfor har vi siden haft det fint med, at hun senere har taget en skive rugbrød, en gulerod osv., for det har ikke været noget, der erstattede aftensmaden, men blot suppleret den hvis hun senere er blevet sulten.

Jeg ved, det lyder på grænsen til det overgrebsagtige, men hvis vi forældre har skabt nogle dårlige vaner, så kræver det indimellem en kold tyrker at ændre dem, og det er smertefuldt.

Hannah sagde forleden, at hun var så glad for, at vi havde været så skrappe med det der mad, for hun syntes virkelig, det var rart, at hun ikke var kræsen, men synes om at spise det meste. Og hun mente, at det ikke var blevet sådan, hvis ikke vi for mange år siden havde insisteret på, at der kun var den mad, der blev serveret.

I går skrev jeg også, at jeg det er vigtigt, at vi ikke er for kontrollerende omkring hvad, vores børn spiser under måltidet. Og jeg lovede idéer til, hvad man i stedet kunne fokusere på under måltiderne. Men men – indlægget er ved at blive for langt. Er du mon overhovedet stadig med? – Så flere ord om måltider i morgen. Om hvordan stemningen rundt om bliver bordet kan blive glad og lystig, for så har alle meget mere lyst til at spise.

Indtil da kan du tjekke Ninas blog spismitbarn.dk ud. Der er meget god inspiration om børn og mad.