Det er godt at være på vej til lufthavnen i Belgien. Selfølgelig fordi det betyder, at jeg snart er hjemme. Men også fordi, der sker magiske ting. Det skal du høre her som det sidste, inden bloggen holder sommerferie resten af juli.
Jeg vandrede for nogle timer siden afsted med rygsæk, stor taske og kuffert mod togstationen. Da jeg næsten ikke orkede mere slæberi på de toppede brosten og høje kantsten, stoppede jeg for at overveje, om jeg skulle tage sporvognen det sidste stykke vej.
En kvinde spørger, om hun kan hjælpe mig, og jeg fortalte hende om mine overvejelser. Hun svarede på gebrokkent engelsk: “Jeg skal egentlig med sporvognen, men jeg vil gerne følges med dig. Så lad os gå sammen.“
Det var Zoera, som kommer fra Tunesien. Hun var på vej til hospitalet for at besøge sin mand, som er lam i hele højre side efter en blodprop, og børnene er i preschool imens. På et tidspunkt sagde hun, at folk kiggede på os – fordi der kom en turist gående sammen med en kvinde med tørklæde. “Så mange mennesker, glemmer at vi er ét. En menneskehed. Religion betyder intet, for vi er alle forbundet.” Det sagde hun – så stor visdom på et fortorv midt i myldretiden. Skal vi ikke lade den slags være noget af det vigtigste, vores børn skal lære?
Her er Zoera. Hun gav mig sit nr. og bad mig love at ringe, hvis jeg igen kom til Belgien, så jeg kunne besøge hende.
Nå, men da vi nåede togstationen, så jeg det fineste grønne sted. Og fik en pludselig indskydelse om at sætte mig der lidt. Her kan du se mine tasker og min kaffe.
Idet jeg skal til at skrive om Zoera her på bloggen, står Sabine pludselig dér med et stort smil. Sabine er en vidunderlig kvinde fra Holland, som jeg har lært at kende på konferencen. Vi arbejder med ph.d.-projekter meget lig hinanden, og fra første øjeblik vi talte sammen, sagde det bare klik, og vi oplevede begge en helt særlig forbindelse.
I dag kunne vi ikke finde hinanden i menneskemylderet, da konferencen sluttede, så der blev ikke noget farvel-knus. Og det var jeg rigtig ked af.
Men pludselig stod hun altså her – på den café, jeg netop har sat mig på. Og hun var mere overrasket end mig. For hun var kørt med sporvognen, havde tænkt på mig og pludselig haft tanken: “Louise, stay where you are. We will see each other again.” Er det ikke syret?
Så nu har vi drukket kaffe sammen og ses helt sikkert igen. For hun kommer til Danmark hvert år for at besøge gamle venner.
Livet er altså ret fantastisk og meget gavmildt.
Jeg ønsker dig og din familie den allerdejligste sommer.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Jeg holder af dine skønne beskrivelser af hverdagslivet og læser også med interesse om den nyeste viden, som du referer om—TAK for det ! — og rigtig god sommer til dig og dine kære ! K.h. Anna