MAD OG TRAMPEN I GULVET

Jeg ville skrive noget om, hvordan vi bedst kan hjælpe børnene, når de er ude af sig selv. Og det lover jeg dig også, at jeg gør i de kommende indlæg. Men der kommer lige et andet ind her fra højre – om min tilberedning af aftensmaden i går!

Jeg skulle lave to ting til aftensmad, jeg ikke havde prøvet før, og som jeg syntes var meget svære. Og jeg er ikke god til at multitaske (det er der forresten heller ingen af os, der har godt af), så jeg blev allerede forvirret, da en taxa dukkede op, og jeg skulle bære kasser ind med en masse papirer til Mikkel. (Fortæller til sidst i indlægget her, hvad det var for nogle papirer.)

Nå – bære ind og bære ind, og så tilbage til panderne og de der raw food-frikadeller, jeg havde gang i. Så stak Manna af ved at kravle under hegnet, og i det samme tabte jeg låget fra stegepanden, så jeg brændte hånden og damp og dråber stod omkring på komfuret. Hannah gik ud for at finde Manna og kom tilbage et øjeblik efter og sagde, at vores nuttede hund (!) havde splittet naboens skraldespand ad, hvor der (ja, hvorfor ikke) lå en gammel fisk, så det hele stank, og Hannah kunne næsten ikke holde det ud. Jeg kunne ikke overskue madlavningen, en brændt hånd, et stoppet afløb i køkkenvasken, som var fyldt med giftigt afløbsrens – og så også at samle naboens gamle fiskerester op. Så Hannah ofrede sig og gik afsted med plastikposer på hænderne. I det samme kom Manna ind, stinkende af rådden fisk, og satte sig og tissede på gulvet!!

SÅ var det, jeg stampede hårdt med det ene ben. Man så mig trampe hårdt som i virkeligt hårdt med det ene ben og sige rigtigt mærkelige lyde, og Rebekka skyndte sig afvæbnende at råbe, at hun nok skulle nok tørre tisset op. For jeg lignede vist en, der havde brug for assistance.

Ak ja. Sådan er en halv times indhold i vores liv indimellem. Og vi er da uden tvivl i vores gode ret til at stampe og trampe. Men jeg vil alligevel påstå, at det er en god idé at øve sig på at lade være. En god idé ikke at overgive sig til irritationen og vreden. For hvis du lægger mærke til en ting, så gør overgivelsen det langt lettere at blive hurtigere vred næste gang.

Og jeg tror ikke på, at vi mennesker er skabt til vrede. Vi er skabt til at udfolde vores højeste, som er kærlighed, og den mærker man ikke meget til i stampende, spruttende raseri. Vreden er en ukontrolleret reaktion på noget, vi ikke magter, og fred være med den. For den er fuldt forståelig. Men hvis den ofte kommer i de samme situationer, kan vi i rolige stunder beslutte os for, hvad vi vil øve os på at føle i stedet. Eller vi kan tage vreden i opløbet ved at trække vejret i bund eller sætte os et øjeblik, så der kommer ro i vores system.

Men når vi overmandes af noget, der slår os ud af kurs, som begivenhederne for mig i går imellem 18 og 18.30, så skal vi bære over med os selv, og bruge den medicin, der hjælper os til at komme igen. Så vores omgivelser ikke skal belastes alt for meget af vores negativitet. Jeg bruger de 4 ord Jeg elsker dig. Tak, som altid har en forunderlig positiv effekt. (Den kan du læse mere om her, hvis du har lyst.)

P.S.: De papirer der kom med en taxa til Mikkel, kan du downloade her, hvis du er interesseret i, hvordan det er muligt at skabe et bæredygtigt og retfærdigt økonomisk system. Min mand er filosof og økonom og stod i dag i spidsen for en konference om bæredygtig økonomi, og derfor kom der kasser med mange mange debatoplæg fra trykkeren med en taxa – midt i min madlavning.