LIVSHISTORIER

“F… jer. Jeg hader jer. Hva’ glor du på, din gamle idiot. F…… Danmark.“

De ord og mange flere brølede ud af en ung mands mund i sidste uge. Jeg var på en konference om lærer-elev-relationer, og undervejs optrådte teatergruppen C:ontact fra Betty Nansen Teatret. Med sande historier. Historier om deres eget liv.

Fyren afbrød sine hårde råb og smilte til alle os konferencedeltagere, der sad som forskrækkede mus. ”Sådan kunne jeg have sagt for 4 år siden. Jeg var en af de rå fyre nede i Avedøre Stationsby. Indtil en aften der forandrede alting. Ved I hvad, der er mest neder’n, når man er muslim og bor i Danmark? Det er juleaften. Det er det værste. Hele familien Danmark sidder bænket omkring deres bord og skal rigtig hygge sig. Med juletræ. Og julegaver.

Og ingenting har åbent i Avedøre Stationsby. Så jeg gik rundt med gutterne og kunne se ind ad folks vinduer, hvordan de hyggede sig. Vi begyndte at pifte nogle cykler for at få tiden til at gå. På et tidspunkt nåede vi over til torvet, hvor byens store juletræ stod. Borgmesteren havde selv tændt det d. 1. december.

Vi kiggede på hinanden og nikkede. Det skulle væltes, skulle det. Vi måtte bruge alle vores kræfter for at vælte det store træ, og efter lang tids knagen og bragen, blev der helt stille. Og mørkt. Julelysene var gået ud ud. Og der i stilheden hørte vi en lille stemme:

”Hvorfor vælter I det fine juletræ?” Det var en gammel, krumrygget dame.
”Hva’ faen blander du dig for gamle kælling. Tror du, du er vores mor?”
”Men det var så fint. Hvorfor væltede I det”
”Hold nu bare kæft.”

Damen begyndte at gå, og jeg så pludselig, at det kunne have været min mormor. Jeg løb efter hende, og hun lød forskrækket, da hun sagde: ”Nej nej, du må ikke slå mig, du må ikke slå.”
”Jeg vil ikke slå dig. Jeg vil bare tale med dig. Jeg ved ikke, hvorfor vi væltede det træ. Vi er bare vrede over ikke at have en skid at lave. Der er ingen, der inviterer os Juleaften.”
”Det skal du ikke være ked af. Der er heller ingen, der inviterer mig.”
”Holder du så slet ikke Jul?”
”Jo. Jeg stod lige og holdt jul ved det fine juletræ!”

…

Det fik noget indeni mig til at forandre sig. Jeg gik tilbage til gutterne og spillede selvfølgelig rå, som jeg plejede. Men jeg kunne pludselig mærke noget indeni, jeg ikke havde mærket før.”

Det var sådan ca. ordene fra en af de 3 fuldstændig fantastiske unge mennesker. Da de alle 3 havde fortalt om deres liv, trillede tårerne ikke bare nedad kinderne på mig. Jeg hulkede. En hulken fra hjertets dyb, der var blevet så rørt over, hvor galt det kan gå, når mennesker misforståes og ikke bliver set i deres storhed. Men blot som stereotyper uden et unikt menneskeligt ansigt. Men også en rørthed over, hvad mennesker formår, når de møder den chance i livet, der kan få dem til at folde sig ud. Hvis de griber den.
Jeg har sjældent set så lysende øjne og så smittende et smil som fra den unge fyr fra Avedøre Stationsby.

C:ntact tager gratis ud på skoler. Men jeg tror også, at man selv kan samle nogle mennesker, der ville have glæde af at få rørt hjertet og kunne møde andre mennesker med større forståelse og indsigt. Og så få teatergruppen ud. Man kan vist også tage ind på Betty Nansen Teatret og se nogle af deres forestillinger. Du kan i hvert fald læse mere om det hele her.